I dag fylder James Bond 007-veteranen Vic Armstrong 70 år. James Bond•O•Rama interviewede den garvede stuntkoordinator og second unit-instruktør ved åbningen af udstilingen "Bond in Motion" på London Film Museum den 18. marts 2014.

Al tekst © Brian Iskov/James Bond•O•Rama; må kun gengives med tilladelse

Vic Armstrong, det glæder mig at møde dig. Du har været tilknyttet Bond-franchisen i en stor del af dit liv.
Ja, siden 1966. Nogle og fyrre år.

Har du en favorit blandt Bond-bilerne?
Jeg kunne godt lide Aston Martin'en. Men hvis jeg kunne vælge en hvilken som helst anden af de biler, jeg har arbejdet med, skulle det være BMW Z8. Jeg synes, den er unik. Jeg ejer flere biler, blandt andet en 450 SL C Mercedes og en Bentley Continental GT. Jeg holder af biler, der ser godt ud og har en vis personlighed, hvilket alle de biler har, og jeg synes faktisk, at BMW'en kan måle sig med dem.

Visse Bond-fans brød sig ikke om BMW'erne, primært fordi de ikke er britiske biler.
Ja. Der var en masse snak om det, men BMW firdoblede sit salg, mener jeg, efter "GoldenEye" (1995). Det gik helt amok.

Selvom Bond knap nok brugte Z3'eren i filmen.
Præcis! Han gjorde ingenting med den; han kørte bare ned ad en vej. Men det firdoblede salget.

Fik du nogensinde kørt i Bonds Aston Martin DB5?
Aldrig, men jeg har altid haft lyst til det. George Leech, som er min kones [stuntkvinden Wendy Leech] far, kørte den i ”Goldfinger” (1964). Men jeg ville virkelig gerne. Jeg har altid drømt om at eje en DB5.

Mon ikke producerne ville lade dig køre en tur i den?
Det ville de nok, men emnet kom aldrig rigtig på bane.

Skyldes Bond-bilernes tiltrækningskraft, at de faktisk er til at købe for almindelige dødelige, hvor glamourøse bilerne end er?
Jeg tror, attraktionen er at se glamourøse biler blive smadret og behandlet fuldkommen skødesløst. Det indgår i den fantasi, som mange mennesker har om at eje en fantastisk, flot bil. De bryder sig ikke om at skulle pakke den ind i vat og gå og bekymre sig om den. De fleste af os spekulerer på, hvor vi skal parkere vognen om aftenen. James Bond tager dem bare og bruger dem som rambuk. I mine øjne, og i de fleste tilskueres, er dét noget helt vidunderligt.

Handler drømmen også om personlig frihed?
Det er fantasien om at leve det her [luksuriøse] liv, som man godt ved er uopnåeligt. Men for en kort stund kan man sidde i biografen [og tænke]: "Måske kunne jeg leve det liv. Måske kunne det være mig." Det er ligesom drømme: Sommetider går de i opfyldelse.

De fleste, om ikke alle, af Bonds køretøjer har meget personlighed.
Hver enkelt bil er et spejl af Bond. Han er sexet, han er brutal, han har humor. Og hans biler har mange af de samme træk bygget ind i sig. De er lige så tiltrækkende, humoristiske og driftsdygtige som Bond selv, og de kan gøre tingene bedre end alle andre mænd eller biler. Vi overfører alle de egenskaber, vi lægger i Bond, til bilerne, så de bliver en forlængelse af hans personlighed.

Actionscenerne i Bond-filmene har altid skilt sig ud i kraft af deres fokus på virkelige stunts.
Uden tvivl. Realismen i Bond-filmenes action er et af de helt store aspekter. De sekvenser bliver udtænkt af en kæmpe komité. Jeg kommer med en masse input, og det gør effektafdelingen, scenografiafdelingen, manuskriptforfatterne og producerne også. Vi sætter os ned og finder på de mest vanvittige ideer, og så barberer vi det ned, indtil vi ender med slutresultatet. I den proces skærer vi alle de ting bort, [hvor man tænker], "Nej, det ville vi aldrig slippe af sted med". Så det handler om at holde det realistisk og om at se skuespillerne i de positioner.

Jeg lavede bådjagten på Themsen [i ”The World is Not Enough”, 1999], hvor man faktisk ser Pierce Brosnan i den jetbåd. Vandet rammer hans ansigt og tager pusten fra ham. Og sådan fik vi ideen til, at han skulle ordne sit slips, mens han dykker ned under vandoverfladen. Vi trak ham under, og han var faktisk under vand, fanget i båden! Det krævede meget mod at gøre dét og stadig være cool og justere sin slipseknude. Det er sådanne små øjeblikke, som folk kan forholde sig til, så de siger: "Wauw, jeg tror faktisk på det, jeg sidder og ser."

Har du en favorit blandt de Bond-actionsekvenser, du har instrueret?
For mit vedkommende er det biljagten på is [i ”Die Another Day”]. Den var så anderledes end de fleste Bond-jagtscener; den er mere balletagtig med to fuldstændig ligeværdige modstandere, der duellerer og demonstrerer alt deres legetøj. Til syvende og sidst afhænger udfaldet af deres køreegenskaber, og det er stadig remis, indtil de kører af isen. For mig at se er det ligesom et stort parti skak sat til musik.

Har du nogensinde mødt nogen, der syntes godt om den usynlige Aston Martin i ”Die Another Day”?
Nej. Vi kæmpede med næb og klør i møderne, men sommetider bliver man bare underkendt. Dét og så den der paraglider, eller hvad den nu hedder. Den faldskærmstingest, som han udløste. Du gode gud. Den kæmpede vi også hårdt imod. Nogle gange vinder man, nogle gange taber man. Generelt synes jeg, vi har klaret det meget godt!

Vic Armstrongs James Bond-filmografi:
Agent 007 - du lever kun to gange (You Only Live Twice, 1967) - stunts; ninja nr. 1
Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (On Her Majesty's Secret Service, 1969) - stunts; dubleant for George Lazenby
Lev og lad dø (Live and Let Die, 1973) - stunts; dubleant for Roger Moore
Never Say Never Again (1983) - stuntkoordinator; stunts; dubleant for Sean Connery
Tomorrow Never Dies (1997) - second unit-instruktør; stuntkoordinator
The World is Not Enough (1999) - second unit-instruktør; stuntkoordinator
Die Another Day (2002) - second unit-instruktør; stuntkoordinator

Tak til Vic Armstrong og London Film Museum.

● "Bond in Motion": Interview med stuntkører Ben Collins
● "Bond in Motion": Interview med special effects-supervisor Chris Corbould
● "Bond in Motion" på London Film Museum (officielt site)