På denne dato for 50 år siden, 21. december 1965, havde de danske biografer premiere på filmen "Slå først, Frede!". Instruktøren Erik Ballings spionkomedie, produceret for Nordisk Film, var et tidligt indslag i den bølge af parodier, som særligt i årene 1965 til 1967 søgte at lukrere på den voldsomt succesrige James Bond 007-serie fra engelske EON Productions.

"Slå først, Frede!" markerede samtidig det første samspil mellem konstellationen Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard - senere kendt som Olsen-Banden.

I bogen "Balling - hans liv og film" (Informations forlag 2011) gik Informations filmredaktør, Christian Monggaard, i dybden med "Slå først, Frede!" og dens efterfølger, "Slap af, Frede!" fra 1966. Christian Monggaard har venligst stillet sit manuskript til rådighed for James Bond•O•Rama. Herunder bringer vi et kondensat af bogens kapitel 12, der omhandler Erik Ballings første forsøg ud i superagentgenren.

NOTE: Bengt Janus Nielsen (1921-1988), som skrev manuskriptet til "Slå først, Frede!" sammen med Erik Balling og Henning Bahs, oversatte i 1960'erne flere af de danske førsteudgaver af Ian Flemings James Bond 007-romaner.

Uddrag fra "Balling - hans liv og film", kapitel 12:

Fra Frede til Martha: Olsen-banden spøger i horisonten

Af Christian Monggaard

»Kære Erik Balling,« skrev forfatteren Anders Bodelsen i en anmeldelse formet som et åbent brev til instruktøren i Information den 22. december 1965, dagen efter premieren på Ballings nye film, spionkomedien "Slå først, Frede!".

»Jeg forstår ikke et muk af det hele. Nu har De i årevis næsten udelukkende beskæftiget dem med at sænke standarden på Nordisk Film, hovedsageligt ved hjælp af film, De selv instruerede, og som blev værre og værre, skønt der rigtig nok på cirka hver tredje spole var et eller andet, der erindrede om, at De engang blev betragtet som en lovende ung lystspilinstruktør.«

Anders Bodelsen nævnte Erik Ballings forrige film, "Landmandsliv" (også 1965, red.), som et eksempel på, hvor galt det var fat, og at instruktøren tilsyneladende betragtede det danske biografpublikum som idioter. Men så kom "Slå først, Frede!".

»Sig mig, er der to, der hedder Erik Balling, og som begge to instruerer film på Nordisk? Eller lider De faktisk – i lidt højere grad end vi andre – af personlighedsspaltning? Skulle det være Deres ’anden ungdom’? De må i hvert fald være klar over, at bordet fanger. Nu kan De simpelthen ikke gå tilbage til "Landmandsliv" igen – og alle de andre, som man slet ikke tør begynde at tænke på. "Slå først, Frede!" er – og det må De godt citere i annoncen – den sjoveste danske film i mange år. Den er professionel. Den er intelligent. Den tramper ikke rundt i sine pointer, som Deres film har det med at gøre. Er det manuskriptet? Jamen, det har De jo selv skrevet – sammen med Bengt Janus og Henning Bahs. De herrer må dele min hyldest indbyrdes, men hovedsagen er for mig, at instruktionen og klipningen kombinerer fart og ro på den måde, stoffet kræver: Intet sjuskeri, men heller ingen unødig dvælen.«

Ideen med at lave en parodi på den i 1960’erne så populære spionfilm var ikke ny eller original, anførte Anders Bodelsen også. Men anmelderen havde en idé om, at Erik Balling havde lavet den sjoveste af dem, blandt andet fordi han lod Morten Grunwald spille fynsk rejsende i spøg og skæmt, og fordi han lod Ove Sprogøe spille Fredes kompetente læremester.

»Alvorligt talt, Balling, De kan jo, når De vil. Vil de nu ikke nok love, at De er med til at føre den vigtige danske underholdningsfilm ud af det forstenede og trannede stadium, den har være i så længe, De selv har befundet Dem i branchen, og holder linjen og humøret og kvaliteten oppe?«

Når man læser Anders Bodelsens brev til Erik Balling/anmeldelse af "Slå først, Frede!" – den mest overstrømmende positive af dem alle – skulle man tro, at instruktøren havde været væk fra dansk film i lang tid og nu endelig vendte tilbage. Og det gjorde han jo på en måde også, hvis man ser tilbage på de film, blandt andet tre periodefilm, han lavede i årene inden "Slå først, Frede!", og som var alt andet end moderne, ja, de var knap nok samtidige. Man skal tilbage til slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne for at finde film, nemlig de tre om Poeten og Lillemor, hvor Balling for alvor forholdt sig til den tid, han levede i. Og der er ingen tvivl om – selv om Balling og Bahs ikke vidste det endnu – at Frede-filmene blev forløberne for makkerparrets hovedværk, Olsen-banden.

Ideen til Frede-figuren og -filmene var ret gammel, fortæller Erik Balling til Ib Lindberg (i bogen "Samtaler med Erik Balling", 1974, red.), og var inspireret af den amerikanskfødte skuespiller Eddie Constantines franske detektiv- og agentfilm fra 1950’erne og 1960’erne. En af dem hed "Slå først, Eddie" (Me faire ça... à moi!, 1960), og Balling fik den tanke, at det kunne være sjovt at lave en film, der hed "Slå først, Frede!" og handlede om en dansker. I 1962 kom så også den første James Bond-film, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No), og snart rasede Bond-feberen, hvilket resulterede i både efterligninger og parodier, blandt andet Flint- og Matt Helm-filmene med henholdsvis James Coburn og Dean Martin i hovedrollerne og altså "Slå først, Frede!", der faktisk var en af de første parodier.