Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.
Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.
Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.
Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.
Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.
Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.
● Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)
Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.
Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.
