I dag for 108 år siden blev Ian Lancaster Fleming født. Den længe ventede biografiske spillefilm om Flemings liv, baseret på Andrew Lycetts biografi "Ian Fleming: The Man Behind James Bond" fra 1995, ser dog ikke ud til at blive en realitet foreløbig.
I september 2015 mødte James Bond•O•Rama filmens manuskriptforfatter, engelske Matthew Brown, på Toronto Film Festival. Desværre havde Brown ikke meget nyt at fortælle om Ian Fleming-filmens status. På spørgsmålet om, hvilken vinkel han havde lagt på Ian Fleming, svarede Brown kortfattet:
"Jeg synes, han er en fascinerende, sammensat mand, som ... øh ... Fascinerende og sammensat. Lad os bare sige dét."
Herefter fortalte Matt Brown lidt flere detaljer om sit manuskript til Ian Fleming-filmen:
"Manuskriptet foregår under anden verdenskrig og handler primært om, hvordan Fleming møder admiral John Godfrey og finder anvendelse for sine talenter. Det er, hvad jeg fokuserede på. Det var et sjovt manuskript, og jeg var meget begejstret, da Duncan [Jones] blev tilknyttet [som instruktør]. Måske vender han tilbage senere; det ved jeg ikke. Men det er et af de bedste manuskripter, jeg har skrevet. Faktisk ville jeg ikke have noget imod at instruere det selv!"
Dansk førsteudgave Original: Octopussy and The Living Daylights (Jonathan Cape 1966) Forlag: Skrifola (Lommeromanen nr. 451) Oversætter: Rita Damm Omslag: (ukrediteret)
Ian Flemings fjortende James Bond-bog (hans anden novellesamling) var den fjortende, der blev udgivet på dansk.
Novellen "Snigskytten" (The Living Daylights) blev genudgivet på dansk i antologien "Kisten og andre historier om gys og giftmord" (Lademann 1970).
Indeholder novellerne: "Var det selvmord?" (Octopussy) "100.000 er budt" (The Property of a Lady) "Snigskytten" (The Living Daylights)
Senere udgaver: ● Octopussy (Rosenkilde & Bahnhof 2014 – inkl. novellen "007 i New York")
I dag, 16. maj 2016, fylder Pierce Brendan Brosnan 63 år.
Pierce Brosnan spillede selvfølgelig James Bond 007 i EON Productions' filmserie fra 1995 til 2004. Men den irske skuespiller har også medvirket i en enkelt dansk spillefilm, Susanne Biers romantiske dramakomedie "Den skaldede frisør" (engelsk titel: Love is All You Need) fra 2012.
"Den skaldede frisør" fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig samme år, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.
Den da 59-årige Pierce Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".
Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, desværre også af kræft, 42 år gammel.
INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR"
Fra Bond til Bier
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012
»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.
I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.
Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.
– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.
– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!
Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.
– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.
– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.
Dansk førsteudgave Original: For Your Eyes Only (Jonathan Cape 1960) Forlag: Skrifola (Lommeromanen nr. 428) Oversætter: Rita Damm Omslag: (ukrediteret)
Ian Flemings ottende James Bond-bog (hans første novellesamling) var den trettende, der blev udgivet på dansk.
Bemærk: I lighed med "Spillet er ude, James Bond" (On Her Majesty's Secret Service) er også denne oversættelse af Rita Damm delvist forkortet i forhold til originalen, uden at dette fremgår nogetsteds af kolofonen.
Novellen "From a View to a Kill" blev første gang udgivet på dansk i antologien "Nye kriminalhistorier fra hele verdenen" (Omnibusbøgerne 1960) under titlen "Med udsigt til mord". Denne første og mere teksttro danske oversættelse stod Karen Melsted for. En forkortet udgave af "Nye kriminalhistorier fra hele verdenen" udkom på Carit Andersens Forlag i serien Lommebusserne i 1969.
Indeholder novellerne: "Spioner i vinterhi" (From a View to a Kill) "Strengt fortroligt" (For Your Eyes Only) "Fortrøstningens kvanteteori" (Quantum of Solace) "Risiko" (Risico) "Hildebrand-varianten" (The Hildebrand Rarity)
Senere udgaver: ● Strengt fortroligt (Rosenkilde & Bahnhof 2014)
Skønt danske skuespillere i senere år har gjort deres indtog i EON Productions' James Bond-filmserie, har Agent 007 stadig ikke fundet det værd at besøge Danmark på sine filmiske missioner. Ingen af de 26 hidtidige biograffilm foregår eller er optaget på dansk jord, medmindre man er så bagstræberisk at medregne den tidligere koloni Island, som figurerede i "Die Another Day" (2002), og korte glimt af Norge i samme film og "Du lever kun to gange" (1967).
Men hvad så med den litterære James Bond? Har han nogensinde opereret i vores kongerige?
Ian Fleming foretrak i sine romaner og noveller at sende agent 007 til mere eksotiske destinationer som Jamaica, USA, Bahamaøerne og Japan. Ian Flemings efterfølger, John Gardner, bragte James Bond tættere på Danmark i første kapitel af romanen "007 - mislykket operation" (No Deals, Mr. Bond) fra 1987. Her befinder Bond sig om bord på en ubåd i Østersøen, og Bornholm bliver nævnt. Agent 007 sætter dog ikke fod på klippeøen.
Det er kun lykkedes Bond•O•Rama at finde én enkelt officiel James Bond-historie, der bringer Storbritanniens mest berømte hemmelige agent til Danmark:
Historien "Killing Music" fik verdenspremiere under titlen "Mördande musik" i det svenske seriehæfte James Bond 007 nr. 1/1987 (13. januar 1987). Den 24 sider lange tegneserie blev skrevet af engelske Bill Harrington og tegnet af spanske Manuel Carmona på foranledning af bladets udgiver Semic Press, der fra 1982 til 1991 havde licens til at producere originale James Bond-tegneserier.
I "Killing Music" følger agent 007 et spor, der leder ham til Tivoli i København. Fortællingens klimaks, med gæsteoptræden af Den Lille Havfrue, kan læses herunder i norsk oversættelse, "Drepende musikk", fra Norges James Bond 007-blad nr. 6/1987.