Måned: april 2017

“Spioner dør ved daggry”: Dansk pressemateriale (1987)

Herunder ses distributøren United International Pictures' originale danske pressemateriale til EON Productions' femtende James Bond-film, "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights) fra 1987.

A4-tryksagen blev udsendt til landets biografer omkring filmens danmarkspremiere i august 1987.


Læs mere

“Walter & Carlo i Amerika”: Ole Stephensen om Clifton James (1920-2017)

Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene

I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).

Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.

Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.

I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.

"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.

"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.

"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.

Læs mere

“Agent 007 i ilden”: Fyens Stiftstidendes filmanmeldelse (1965)

Ved danmarkspremieren på EON Productions fjerde James Bond 007-film, "Agent 007 i ilden" (Thunderball), skrev Fyens Stiftstidendes filmkritiker med signaturen C. Ph. denne anmeldelse, der udviser en for datidens kritikere sjælden forståelse for Bond-filmenes virkemidler og stil:

(Fyens Stiftstidende 21.12.1965)

“The World is Not Enough”: Tv-interview og anmeldelse (Bogart, DR2 1999)

I december 1999 bragte DR2's filmmagasin "Bogart" et længere indslag om den premiereaktuelle James Bond 007-film "The World is not Enough" (EON Productions 1999).

Først bliver skuespilleren Ulrich Thomsen interviewet af journalist Søren Høy om sin skurkerolle som Davidov i filmen. Dernæst er der klip fra Søren Høys junketinterview med hhv. filmens instruktør, Michael Apted, der fortæller om sit forsøg på at lave en Bond-film med mere interessante kvinderoller, og James Bond himself, Pierce Brosnan, der forklarer, hvorfor Bond er ikke-ryger i såvel denne som de foregående to film.

Endelig fælder programmets vært, Ole Michelsen, sin dom over "The World is Not Enough".

Se flere sjældne videoer på Bond•O•Ramas Vimeo-side
Ulrich Thomsen: Interview om "The World is Not Enough" (TV 2 1999)

“Agent 007 strengt fortroligt”: Badge (1981)

Denne badge er produceret af det danske firma Danbadge som reklame for filmen "Agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, EON Productions 1981).

Desværre har Bond•O•Rama.dk ikke kunnet finde oplysninger om, hvor og hvordan badgen har været distribueret. Hvis nogen af sitets brugere ligger inde med informationer herom, hører vi meget gerne fra jer!

OPDATERING: Badgen blev uddelt i de danske biografer, der viste "Agent 007 strengt fortroligt" ved premieren i efteråret 1981. Tak til brugerne af James Bond•O•Ramas Facebookside for info.


Læs mere