Måned: maj 2018

“Casino Royale in Concert”: Dansk pressemeddelelse (2018)

PRESSEMEDDELELSE

Fra biografen til koncertsalen: mød James Bond live in concert

Af Have Kommunikation, april 2018

En af de største filmkoncerter nogensinde kommer til Danmark. Casino Royale in Concert opføres i Operaen i København d. 10. november - billetsalget starter søndag d. 8. april. Se filmen, mens du hører musikken opført live af Odense Symfoniorkester med David Firman som dirigent.

I de seneste år er koncerter med musik fra film vokset markant i popularitet, og med god grund. Kombinationen af film og symfonisk musik i verdensklasse er simpelthen fremragende underholdning. Som det lød i en nylig artikel i Politiken: Filmmusik er en gave for koncerten. Nu kommer en af de allerstørste internationale produktioner indenfor feltet til Danmark: Casino Royale in Concert - en opsætning af musikken fra den bedst sælgende James Bond film nogensinde.

Casino Royale in Concert er udviklet igennem et samarbejde mellem Film Concerts Live!, EON Productions, og Metro Goldwyn Mayer Studios (MGM). For første gang i Danmark vil publikum få muligheden for at opleve James Bond på det store lærred, ledsaget på scenen af et symfoniorkester der spiller komponisten David Arnolds fortolkning af den ikoniske Bond-musik synkront med filmen. Koncerten opføres i Operaen på Holmen d. 10. november, hvor Odense Symfoniorkester akkompagnerer Daniel Craigs første optræden som James Bond.

Produktionen blev opført første gang i efteråret 2017 til stående ovationer i Royal Albert Hall i London. Netop Royal Albert har været banebrydende med deres konsekvente fokus på potentialet i kombinationen af film og symfonisk musik, med opsætninger af bl.a. Indiana Jones, Jurassic Park, og Harry Potter-universet. Resultatet har været udsolgte sale og flotte anmeldelser, og nu begynder tendensen for alvor at brede sig i Europa til publikums udtalte begejstring.

Casino Royale in Concert bliver opført i Operaen d.10. november, hvor komponisten bag musikken, David Arnold, suppleres af musikerne fra Odense Symfoniorkester med David Firman som dirigent. Filmen har et betragteligt dansk islæt i form af Jesper Christensen og Mads Mikkelsen, der spiller rollen som superskurken Le Chiffre, og derfor er det kun naturligt, at koncertrækken også kommer forbi Danmark. Glæd jer til en forrygende aften i selskab med Odense Symfoniorkester og James Bond!

Læs mere