Måned: oktober 2020

Sir Sean Connery (1930-2020): Mindeord

DØDSFALD

 
Så skete det, som vi aldrig troede kunne ske. Sir Sean Connery er gået bort, 90 år gammel. Han sov ind i sit hjem i Bahamas natten til i dag, lørdag 31. oktober 2020.

James Bond•O•Rama.dk har været direkte i TV 2 News for at mindes Sean den Store. Et uddrag af indslaget kan ses i TV2.dk's nekrolog over Sean Connery:

Brian Iskov mindes Sean Connery i TV 2 News

Da spillefilmen "Det hemmelighedsfulde selskab" fik dansk biografpremiere i september 2003, skrev jeg følgende portrætartikel om Connery til Politiken. Dengang kunne vi ikke vide, at den rodede actionfilm ville blive Sean Connerys sidste rolle på det store lærred. Efter det problematiske produktionsforløb trak han sig tilbage og lod sig aldrig lokke ind foran et filmkamera igen.

Sean Connery spillede James Bond agent 007 i syv biograffilm og gentog rollen i en alder af 75, da han lagde stemme til sin egen, unge Bond-avatar i computerspillet "From Russia With Love" (2005).

Sean Connery i 1959 ("Darby i alfeland") og 2019 (privatfoto).

En helt almindelig skotte

Brian Iskov, versioneret 31. oktober 2020 efter artikel i Politiken 26. september 2003

Vi spoler tilbage til 1963, kort efter premieren på ”Agent 007 jages”. Instruktøren, britiske Terence Young, var fløjet til Amerika med filmens hovedrolleindehaver, en 33-årig skotte kaldet Sean Connery. Da de to herrer gik ud af lufthavnen, mødtes de af 800 mennesker, der kun stod og ventede på én person.

En gammel dame møvede sig igennem politiafspærringen og viftede en blok papir om næsen på Youngs ledsager. ”Sean, giv hende nu bare din autograf,” vrissede Young, og Sean parerede ordre. Men da damemennesket fik stukket papiret i hånden, så hun helt forkert ud. ”Nej, nej, nej,” udbrød hun. ”Der skal stå James Bond.”

Hun gloede bebrejdende på Sean uden at vide, at hans verden forrykkede sig i netop dét øjeblik. Det gik op for ham, at han ikke længere blev opfattet som en person. Det var ikke mennesket og skuespilleren, folk fik øje på, når de kiggede på Sean Connery. De så et sexsymbol, et kulturelt ikon.

De så James Bond.

Læs mere

“Fornyet licens”: Artikel af Bo Green Jensen (Weekendavisen 2006)

Den 20. oktober 2006, godt en måned før danmarkspremieren på EONs 21. James Bond-film, "Casino Royale", bragte Weekendavisen denne lange og vidtfavnende artikel, hvor Bo Green Jensen går i dybden med Ian Flemings litterære Bond-figur. "Sætstykket er en kritisk læsning af menneskesynet i 'Goldfinger'," skriver Bo Green Jensen selv.

Den essayistiske tekst, "Fornyet licens", trækker blandt andet på Henry Chancellors faktabog "James Bond – The Man and his World" (2005), Simon Winders "The Man who Saved Britain" (2006) og til dvd-kufferten "James Bond 007 Ultimate Edition", som distributøren SF Film udsendte på det danske marked i denne periode.

Hele artiklen kan læses i fri tekst under den indscannede avisside. Bo Green Jensen har desuden genpubliceret teksten i illustreret form på sin egen blog:

"Fornyet licens" på blog.bogreenjensen.dk

Læs mere

“Agent 007 contra Goldfinger”: Berlingske Tidendes filmanmeldelse (1964)

Morten Piil tilhørte i 1960'erne den lejr af danske filmkritikere, der forstod at anmelde de nye James Bond 007-film på deres egne præmisser. I denne anmeldelse fra Berlingske Tidende 27. december 1964 roser han den aktuelle premierefilm, "Agent 007 contra Goldfinger", for at være "en lækkerbisken i knaldfilmgenren":

Gengivet med venlig tilladelse af Anne Koblen.

“OHMSS50”: Eksklusivt interview med Vic Armstrong (2019)

INTERVIEW

 
Mandag den 5. oktober fylder Vic Armstrong 74 år. Den legendariske engelske stuntmand startede sin Bond-karriere som 20-årig, da han var den første ninja, der gled ned ad rebet til Blofelds vulkanbase i "Agent 007 - du lever kun to gange" (EON 1967).

Siden dublerede han George Lazenby i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (EON 1969), Roger Moore i "Lev og lad dø" (EON 1973) og Sean Connery i "Never Say Never Again" (Taliafilm 1983), før han avancerede til second unit-instruktør og stuntkoordinator på tre af Pierce Brosnans Bond-film: "Tomorrow Never Dies" (EON 1997), "The World is Not Enough" (EON 1999) og "Die Another Day" (EON 2002).

> Læs vores interview med Vic Armstrong fra "Bond in Motion" (2014)

Bond•O•Rama.dk mødte senest Vic Armstrong i Schweiz i juni 2019, da han deltog i jubilæumsfesten for "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" på Piz Gloria. Vi fik os en snak om indspilningerne af dén film tilbage i 1969 og nogle af de andre eksotiske optagesteder, han har været så heldig at besøge under arbejdet med de følgende James Bond-film.

Vic Armstrong i Piz Gloria, juni 2019. Foto: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk

Har du en favorit blandt alle de optagesteder, du har været på Bond-filmene?
De er alle fantastiske, men det her sted [Piz Gloria og Schilthorn] er ikonisk. Jeg var her i tre måneder [for at lave "OHMSS" i 1969]. Second unit-optagelserne blev bare ved og ved og ved. Vintersneen faldt, og da den smeltede igen, var vi stadig i gang med at optage.

Jeg havde kun været i branchen i små fem år, da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville komme hertil. Jeg var med i den anden gruppe af stuntmænd, der ankom til [optagelserne i Schweiz]. Vi kom for at lave angrebet på Schilthorn, hvor helikopterne flyver ind, og vi springer ud af dem med flammekastere, lander i sneen og løber op og angriber Blofeld. Bagefter lavede vi biljagten nede i Lauterbrunnen, og så blev jeg hos second unit-holdet og lavede resten. Det blev ved og ved. Jeg kan huske, at det var mørkt, den første aften jeg ankom, og de sendte os ned til Stäger [den lokale sportsbutik] for at få vores skiudstyr. "Vil du have noget imod at lære at stå på ski?" spurgte de. Fint nok; jeg får jo penge for det, ikke! Så de udstyrede os med al alpingrejet, og jeg gik tilbage til hotellet. Det var en vinternat med måneskin, og det var så utrolig smukt. Jeg kiggede over på Eiger ... Ah. Det var næsten lige så lyst som ved højlys dag. Helt fantastisk. Det har jeg aldrig glemt.

Læs mere