Måned: juli 2021

“Lev og lad dø”: Se og Hør til gallapremiere i London (1973)

REPORTAGE

 
Ugebladet Se & Hørs journalist John Lindskog deltog i den stort opsatte kongelige gallapremiere på "Lev og lad dø" (Live and Let Die, EON 1973) i Odeon Leicester Square den 5. juli 1973.

Lindskogs reportage kunne læses i Se og Hør den 13. juli (nr. 28). Han havde blandt andet udvekslet et par ord med Roger Moore, der erklærede sig "rystende nervøs" for sin debut og røbede, at han fik 1 million pund i samlet honorar for sine første tre film som James Bond 007.

Læs mere

“OHMSS50”: På tur i den 007. himmel (Jyllands-Posten 2019)

REPORTAGE

 
Søndag 25. juli kl. 18 introducerer Bond•O•Rama.dk 4K-visningen af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) i CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade.

Læs mere om CinemaxX' James Bond-kavalkade (eksternt link)
Bestil billetter til "On Her Majesty's Secret Service" (eksternt link)

Bond•O•Rama.dk deltog i den afsluttende del af filmens uofficielle 50-års jubilæumsfejring, OHMSS50, som fandt sted på Piz Gloria i Schweiz. Denne enestående oplevelse beskrev jeg sidenhen i en reportage til Morgenavisen Jyllands-Posten. Nedenstående artikel blev trykt i avisens rejsetillæg 14. september 2019.

● Bond•O•Ramas billeder fra Piz Gloria
● Bond•O•Ramas billeder fra Mürren, Lauterbrunnen og Bern

The Name is Bond:

På tur i den 007'ende himmel

Brian Iskov for Morgenavisen Jyllands-Posten, 14. september 2019

Gennem 50 år har den roterende restaurant Piz Gloria lokket James Bond-fans fra hele verden til Schilthorn-bjerget i Schweiz. Jyllands-Posten var med, da fans og stjerner fejrede rundt 007-jubilæum på et af filmseriens mest berømte optagesteder.

”Sådan en solnedgang oplever vi kun et par gange om året,” forsikrer personalet på Piz Gloria med passende ærbødighed.

Som en luksuriøs special effect skræddersyet til denne ganske særlige aften toner en knaldorange palet frem og forgylder den allerede imponerende udsigt fra restauranten på den schweiziske bjergtop Schilthorn.

Selv James Bond er duperet. For enden af et af middagsbordene sidder George Lazenby aftegnet i silhuet mod vinduet. Skuespilleren haler sin mobil op ad lommen for at forevige horisonten og facetime en videohilsen til sine teenagebørn i Los Angeles. Et stille, privat øjeblik i en turbulent uge, hvor den aldrende Agent 007 konstant har været omgivet af begejstrede James Bond-fans.

George Lazenbys stille solnedgangsstund på Piz Gloria
George Lazenbys stille solnedgangsstund på Piz Gloria 1. juni 2019. Foto: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk.

Læs mere

Bond•O•Rama Podcast 005: Nikolaj Tarp – mit liv med Bond

PODCAST

 
I Bond•O•Rama Podcasts nye serie, "Mit liv med Bond", vil jeg – webmaster Brian Iskov – i hvert afsnit invitere en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond 007.

Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser 26 James Bond-film i digital 4K-kvalitet som optakt til premieren på “No Time to Die”.

Dagens gæst i podcasten er instruktør, forfatter m.m. Nikolaj Tarp (f. 1979), som introducerer hele fem film i CinemaxX' Bond-kavalkade: "Thunderball" (18. juli), "Never Say Never Again", "Octopussy", "A View to a Kill" (22. august) og "The Living Daylights" (29. august). Med udgangspunkt i de fem film bevæger vi os på kryds og tværs gennem Bond-universet, som Nikolaj lærte at kende gennem VHS, tysk tv og tegneseriehæfter, da han voksede op i Sønderjylland i 1980'erne.

Allerede dengang forlangte Nikolaj at få Ian Flemings Bond-romaner læst højt som godnatlæsning. Vi taler om bøgerne versus filmene, om de senere Bond-romaner af andre forfattere og om de ofte meget mangelfulde danske oversættelser.

Vi kommer også ind på vores fælles fascination af hajer og undervandsfilm (jævnfør "Thunderball") og diskuterer udfordringerne ved, at der bliver stadig længere mellem de nye Bond-film i biograferne. Endelig spekulerer vi over, hvordan franchisens fremtid vil tegne sig, når Daniel Craig lægger pistolen på hylden efter "No Time to Die".

Hvis du efter dette afsnit får lyst til mere Bond-nørdesnak med Nikolaj Tarp, kan du lytte til hans egen podcast, Filmpodcast for Folket, der har udgivet maratonlange afsnit (op til seks timer!) om hver eneste Bond-film, inklusiv dem uden for EON's serie:
● Filmpodcast for Folket - James Bond Retrospektiv

● Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)
Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
Hør Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond

Nikolaj Tarp er gæst i dette afsnit af podcastrækken "Mit liv med Bond".

Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond

PODCAST

 
Bond•O•Rama har taget hul på et nyt podcastformat, "Mit liv med Bond". I denne serie vil jeg – webmaster Brian Iskov – invitere andre danske Bond-nørder til en uformel hyggesnak om vores fælles lidenskab, James Bond 007.

Dagens gæst i podcasten er tonemester Peter Albrechtsen (f. 1976), som introducerer "Goldfinger" i CinemaxX København på søndag den 18. juli. Allerede som dreng i 1980'ernes Nyborg hæftede Peter sig ved lyden i Bond-filmene, fordi han så dem med tysk tale. Lydeffekterne og musikken i Bond-serien har inspireret Peters arbejde som lyddesigner på f.eks. "Vores mand i Amerika". Derfor kan I også undtagelsesvist høre lydeksempler fra Bond-filmene i dette afsnit af "Mit liv med Bond".

Som tidligere vært på "P2 Soundtrack" har Peter meget at sige om de særlige kvaliteter ved John Barrys Bond-musik. Vi taler om, hvordan den oscarvindende mixer Norman Wanstall skabte lyden af bl.a. Oddjobs hat, og hvor forbløffende godt Gert Fröbe er eftersynkroniseret til engelsk som Auric Goldfinger. Peter deler også sin begejstring for scenografen Ken Adams fabelagtige production design.

Endelig fortæller Peter, hvordan han forholder sig til filmenes politisk ukorrekte elementer, når han indvier sin 11-årige søn i 007's univers ("Goldfinger" hører også til sønnens yndlingsfilm).

"Mit liv med Bond" er produceret i anledning af, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med alle 26 Bond-biograffilm, inklusiv “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983, på stort lærred i digital 4K-kvalitet.

Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)

Tonemester Peter Albrechtsen er gæst i Bond•O•Rama Podcast afsnit 004.

Læs mere

Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond

PODCAST

Bond•O•Rama.dk er tilbage efter et halvt års pause!

Det samme er Bond•O•Rama Podcast, nu i et lidt mere regelmæssigt format. Vi lancerer nemlig en række særafsnit under titlen "Mit liv med Bond", hvor jeg – webmaster Brian Iskov – hver gang inviterer en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond-figuren og fænomenet.

Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med 26 James Bond-film som optakt til premieren på “No Time to Die”. Det er en helt enestående mulighed for at gense alle filmene i EON Productions’ serie plus de to uafhængigt producerede “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983 på det store lærred i 4K-kvalitet.

De fleste af søndagsforestillingerne bliver introduceret af udvalgte Bond-eksperter, og nogle af de oplægsholdere vil I kunne lære bedre at kende gennem Bond•O•Rama Podcast i løbet af sommeren og efteråret 2021.


Bond-O-Rama Podcast på Anchor

Æresgæsten i dette første afsnit er Rikart Købke, der som filmchef i CinemaxX-biograferne har tilrettelagt Bond-kavalkaden. Vi taler om Rikarts første møde med Agent 007 i 1980'ernes Herlev, hvor Bond åbnede verden for ham både kulturelt og geografisk – en oplevelse, han siden har givet videre til sine egne børn. Rikart, der selv spiller musik, elsker også Bond-filmenes soundtracks, i særdeleshed når John Barry har komponeret tonerne. Endelig beretter Rikart om sit møde med Paul Haggis og om dengang, han besøgte indspilningen af "Quantum of Solace" på Pinewood Studios og kom til at sige noget til Barbara Broccoli, som han senere skulle fortryde ...

Æresgæsten i første afsnit af "Mit liv med Bond" er Rikart Købke, filmchef i CinemaXX.

Læs om CinemaxX' James Bond-kavalkade i 4K
● Bestil billetter til James Bond-kavalkaden (cinemaxx.dk)

Læs mere