Måned: august 2021

Bond•O•Rama Podcast 006: Jakob Stegelmann – mit liv med Bond

PODCAST

 
I Bond•O•Rama Podcasts serie "Mit liv med Bond" vil jeg – webmaster Brian Iskov – i hvert afsnit invitere en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond 007.

Anledningen er CinemaxX Københavns aktuelle kavalkade med 26 James Bond-film, der vises i digital 4K-kvalitet som optakt til premieren på “No Time to Die”. Kavalkaden løber indtil 28. september 2021.

Gæst i dette afsnit er Jakob Stegelmann, vært på DR's "Troldspejlet" siden 1989 og medredaktør på Carlsens "Filmårbogen" 1983-2001. Jakob er født i 1957 og stiftede bekendtskab med James Bond i knaldbiografen Nørreport, hvor han sågar mødte Jane Seymour til presseforestillingen på "Lev og lad dø" i 1973.

Jakob Stegelmann fortæller om sit forhold til Bond-filmene, videospillene og tegneserierne og om dengang, han interviewede Pierce Brosnan (det gik ikke godt) og Lee Tamahori. Vanen tro bevæger han sig ud ad flere nostalgiske tangenter, blandt andet om Roger Moores tv-rolle som Brett Sinclair i "De uheldige helte", om Patrick McGoohan, der flere gange takkede nej til rollen som Bond, og om B-filmen "Zarak", som Terence Young instruerede for Albert Broccoli seks år før "Dr. No". Endelig kaster Jakob lys over en skummel historie om Broccolis fortid - og så kan han præsentere en i sandhed obskur 007-parodi: tegnefilmene om James Hound.

Jakob Stegelmann introducerer visningen af "Licence to Kill" i CinemaxX København søndag den 29. august 2021.

● Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)
● Læs Jakob Stegelmanns anmeldelse af "Licence to Kill" fra Filmårbogen 1989
Se kortfilmen "James Hound: Dr. Ha-Ha" (1965) på YouTube
Se et klip fra "Zarak" (1956)

● Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
● Hør Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond
Hør Bond•O•Rama Podcast 005: Nikolaj Tarp – Mit liv med Bond

“Octopussy”: Fabergéæggets danske ophav (Jyllands-Posten 1993)

Hvem anede, at de berømte Fabergéæg, som spiller en væsentlig rolle i handlingen i "Octopussy" (EON 1983), havde et dansk ophav?

Ifølge denne artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten 24. oktober 1993 var det prinsesse Dagmar af Danmark, som i 1885 ønskede sig et gyldent påskeæg af sin ægtemand, kejser Alexander den 3.  af Rusland. Han aflagde bestilling hos sin yndlingsjuveler, Peter Carl Fabergé - og således blev traditionen med de overdådige Fabergéæg skabt.

"Octopussy" vises i CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade den 22. august (med oplæg af Nikolaj Tarp) og 24. august 2021. 

Køb billet til James Bond-kavalkaden i CinemaxX (eksternt link)
● Hør Bond•O•Rama Podcast 005 med Nikolaj Tarp

“Moonraker” (1979): Peter Bonke, den danske rumsoldat

Vidste du, at der var en dansk skuespiller med i "Moonraker" fra 1979 – hele 18 år før Cecilie Thomsen og de andre danskere gjorde deres indtog i James Bond 007-filmserien?

Skuespilleren Peter Bonke (f. 1942) var i starten af 1970'erne et af dansk teaters lovende unge håb. Efter at han blev smidt ud fra Det Kongelige Teaters elevskole, anbefalede den store skuespiller Poul Reumert ham til Ungdommens Teater. Peter Bonkes talent og flotte, maskuline ydre skaffede ham også spredte filmjobs, bl.a. i lystspillet "Hurra for de blå husarer" (1970). Men Bonke følte sig frustreret over manglen på gode roller i Danmark og flyttede permanent til Paris i 1975, hvor han skabte sig en solid og langvarig karriere i fransk film, tv og teater.

Tre år efter at Peter Bonke bosatte sig i Frankrig, fik han en rolle i "Moonraker", som EON Productions af økonomiske årsager valgte at indspille i franske filmstudier i stedet for de engelske Pinewood Studios. Bonke kan ses som en af de amerikanske rumsoldater, der anløber Drax' rumstation i filmens sidste tyve minutter. Hans rolle som sergent er ukrediteret på rulleteksterne og figurerer så vidt vides ikke i nogen bøger, opslagsværker eller databaser. En reportage, som Billed-Bladet i 1978 bragte fra optagelserne i Studios de Boulogne uden for Paris, satte Bond•O•Rama.dk på sporet af denne hidtil uudforskede danske James Bond-forbindelse.

"Det er meget længe siden og var ganske kort, selvom det nok var en smule mere end statistarbejde," bekræfter den nu 78-årige Peter Bonke i en mail til Bond•O•Rama.dk. Bonke har faktisk en smule dialog i "Moonraker", omend replikkerne lader til at være blevet eftersynkroniseret af en amerikansk skuespiller. Ifølge navneskiltet på Bonkes sølvfarvede uniform hedder han "Sergeant Parish" i filmen.

Peter Bonke husker dog ikke meget fra optagelserne til James Bond-filmen. "Det ligger meget fjernt og tåget i min hukommelse," skriver han og tilføjer: "Havde det været med Sean Connery, havde det nok gjort større indtryk!!!"

Tak til Peter Bonke, Henrik Huus Mikkelsen og Casper Nielsen.

“Spionen der elskede mig”: Kristeligt Dagblads filmanmeldelse (1977)

Det religiøst funderede Kristeligt Dagblad beskæftigede sig normalt ikke med "filmindustriens teknologiske udskejelser". Men avisens kulturredaktion gjorde alligevel en undtagelse, da EON Productions tiende James Bond-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), fik dansk biografpremiere under stort ståhej den 12. august 1977.

Fem dage senere, 16. august, leverede avisens filmanmelder Niels Houkjær følgende pudsige analyse af Bond-figurens stereotypi og seriefilmenes mytiske skabelonpræg: