På denne dato, 27. maj 2022, er det 100 år siden, at Sir Christopher Lee blev født i London.
Ud over sit giftermål med danskfødte Gitte Krøncke havde Christopher Lee også en musikalsk forbindelse til Danmark i form af sine optrædener med The Tolkien Ensemble. Orkestrets leder, Caspar Reiff, udgav i 2019 bogen "En troldman kom forbi" om sit samarbejde med Lee, som blandt andet førte dem til DR Koncerthuset i 2009.
James Bond•O•Rama.dk har fået tilladelse af forfatteren til at gengive to uddrag fra bogen. I kapitlet "En troldmand kom forbi" (s. 88-93), der har givet bogen dens titel, skildrer Reiff sit første møde i 2001 med den karismatiske engelske stjerne, da Lee ankommer til København for at recitere nogle af J.R.R. Tolkiens digte til en cd-indspilning med The Tolkien Ensemble. I kapitlet "Linie Akvavit" (s. 111-113) får Lee flashback til sin tid som James Bond-skurk i "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974), da han og Reiff sidder i en limousiine på vej igennem London.
● Køb bogen "En troldmand kom forbi" på nettet (eksternt link til Google.dk)
● Hør Caspar Reiff fortælle om sit venskab med Christopher Lee i Billy Boyd og Dominic Monaghans webcast "The Friendship Onion"
En Troldmand kom forbi (s. 88-93)
To dage før Christopher Lee skal ankomme, ringer han endnu en gang til mig. Han vil bare lige snakke programmet for opholdet igennem. Jeg er nu allerede blevet lidt mere afslappet i min nye rolle. som koordinator af verdensstjerners ophold i København. Ved afslutningen af samtalen spørger han henkastet:
”I wonder if you can arrange a meeting with the Crown Prince for me?”