TEGNESERIE
Den letbenede, italienske kriminaltegneserie Gli Aristocratici gik en overgang i det danske ugeblad fart & tempo under navnet A/S Gentlemen. I den todelte historie "Hemmelig mission", som forlaget Gutenberghus bragte i fart & tempo nr. 25/1975 (19. juni) og nr. 26/1975 (26. juni), gæsteoptræder en vis hemmelig agent, som i Ferdinando Tacconis streg bærer en umiskendelig lighed med den kvabsede og let affældige James Bond (Sean Connery) fra filmen "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever, EON 1971).
007-kendere vil desuden bemærke, at historiens skurk Mr. Zero i både udseende og replikvalg er modelleret over Auric Goldfinger som gestaltet af Gert Fröbe i filmen "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger, EON 1964).
Alfredo Castelli er forfatteren til tegneserien A/S Gentlemen, som også har heddet Storsvindlerne på dansk.
Tak til Isak Thorsen.