Så skete det, som vi aldrig troede kunne ske. Sir Sean Connery er gået bort, 90 år gammel. Han sov ind i sit hjem i Bahamas natten til i dag, lørdag 31. oktober 2020.

James Bond•O•Rama.dk har været direkte i TV 2 News for at mindes Sean den Store. Et uddrag af indslaget kan ses i TV2.dk's nekrolog over Sean Connery:

● Brian Iskov mindes Sean Connery i TV 2 News

Da spillefilmen "Det hemmelighedsfulde selskab" fik dansk biografpremiere i september 2003, skrev jeg følgende portrætartikel om Connery til Politiken. Dengang kunne vi ikke vide, at den rodede actionfilm ville blive Sean Connerys sidste rolle på det store lærred. Efter det problematiske produktionsforløb trak han sig tilbage og lod sig aldrig lokke ind foran et filmkamera igen.

Sean Connery spillede James Bond agent 007 i syv biograffilm og gentog rollen i en alder af 75, da han lagde stemme til sin egen, unge Bond-avatar i computerspillet "From Russia With Love" (2005).

En helt almindelig skotte

Brian Iskov, versioneret 31. oktober 2020 efter artikel i Politiken 26. september 2003

Vi spoler tilbage til 1963, kort efter premieren på ”Agent 007 jages”. Instruktøren, britiske Terence Young, var fløjet til Amerika med filmens hovedrolleindehaver, en 33-årig skotte kaldet Sean Connery. Da de to herrer gik ud af lufthavnen, mødtes de af 800 mennesker, der kun stod og ventede på én person.

En gammel dame møvede sig igennem politiafspærringen og viftede en blok papir om næsen på Youngs ledsager. ”Sean, giv hende nu bare din autograf,” vrissede Young, og Sean parerede ordre. Men da damemennesket fik stukket papiret i hånden, så hun helt forkert ud. ”Nej, nej, nej,” udbrød hun. ”Der skal stå James Bond.”

Hun gloede bebrejdende på Sean uden at vide, at hans verden forrykkede sig i netop dét øjeblik. Det gik op for ham, at han ikke længere blev opfattet som en person. Det var ikke mennesket og skuespilleren, folk fik øje på, når de kiggede på Sean Connery. De så et sexsymbol, et kulturelt ikon.

De så James Bond.

Nu er Sir Sean Connery, "Big Tam" blandt venner, sovet stille ind i en alder af 90. Ansigtet var i karrierens efterår stærkt og karakterfuldt som Picassos, med et kynisk vid i de rolige gyldenøjne, og hans rå machoudstråling og dyriske sexappeal fuldmodnet til en afslappet, robust myndighed.

Forinden brugte Connery en stor del af sin levealder på at vriste sig fri fra Bond-figurens snærende spændetrøje, hvilket i halvfjerdserne resulterede i næsten demonstrativt trodsige rollevalg. Først efter han i 1983 sagde ja til at give James Bond en sidste tur i managen efter elleve års pause, fik hans karriere fast grund under fødderne igen. Ironien var til at tage at føle på og spredte ringe helt ind i filmens titel: ”Never Say Never Again”.

Samme år blev Connery udråbt til ”Verdens mest sexede nulevende mand”, og tyve somre efter "Agent 007 jages" tog han noget lettere på situationen: ”Det er selvfølgelig meget smigrende ... men hvor mange sexede døde mænd kender man?”

En verden uden for Bond
Fem Bond-film skulle der til, før Sean Connerys bæger første gang flød over. Optagelserne i Japan til ”Agent 007 - du lever kun to gange” (1967) måtte konstant afbrydes, fordi filmens stjerne blev angrebet af skrigende fans og journalister, hver gang han vovede sig ud i den virkelige verden. Selv på offentlige toiletter fulgte pressen efter ham og stak blitzende kameraer ind under døren.

Så man kan dårligt bebrejde Connery, at han stod af karrusellen for at hellige sig mere kunstnerisk udfordrende projekter. Han havde allerede prøvet kræfter med seriøse roller i den benhårde fængselsfilm ”Højen” (The Hill, 1965). I dennes instruktør, Sidney Lumet, fandt Connery en dygtig, disciplineret åndsfælle, der kunne give ham de kødfulde roller, han havde længtes efter. ”Anderson-klanen” (The Anderson Tapes, 1971) blev et hårdt tiltrængt hit for Connery takket være Lumets intelligente iscenesættelse og skarpe sans for ægte gadeatmosfære.

”Forhøret” (The Offence, 1972) var der derimod næsten ingen, der så. Dertil var dramaet for nådesløst grumt og hårdtslående. Som over­betjenten, der knækker sammen under afhøringen af en børnemishandler, var Connery sprængfarlig som aldrig før, med panseret skrællet af helt ned til de sitrende, sårbare nervebaner. Det er en rystende præstation, og ”Forhøret” forbliver en af skuespillerens egne favoritter.

I andre film lagde Connery ikke nær så mange kræfter i sin rolle, men forlod sig i stedet på sin ubesværede karisma. Udstrålingen på lærredet er legendarisk og har fået lov til at bære temmelig mange tvivlsomme film over målstregen. Selv indhyllet i buldrende propaneksplosioner, som i Michael Bays ”The Rock” (1996), eller tynget af tarvelig CGI i ”Det hemmelighedsfulde selskab” (The League of Extraordinary Gentlemen, 2003), kunne Connery stadig tryllebinde en hel biografsal ved blot at løfte sit ene øjenbryn.

At det også klædte ham for en gangs skyld at illudere en ganske almindelig pensionist, beviste ”Playing by Heart” (1998), hvor den tidligere superagent skulle redde noget så jordnært som et knirkende ægteskab med den næsten jævnaldrende Gena Rowlands.

Bag kameraet blev Sean Connery kendt for at blande sig i alt fra rollebesætning til omskrivninger af manuskriptet og hvæssede også kløerne på Stephen Norrington, den unge instruktør af ”Det hemmelighedsfulde selskab”. På denne og andre af Connerys senere film stod han selv opført som medproducer - en dobbeltrolle, der vidnede om Connerys notorisk høje krav til egen og andres kompetence.

Hans professionelle stædighed, til dels affødt af Bond-filmenes uendelige optageperioder, gav ham ganske forudsigeligt ry for at være en besværlig kollega. Og privatpersonen Connerys omdømme led et knæk, efter at han flere gange blev citeret for bemærkninger, der var med til at stemple ham som mandschauvinist af den gamle skole.

● Læs Sean Connerys famøse Playboy-interview fra november 1965

I interviewsituationer fremstod han venlig, men til tider vag og famlende, og man anede, at forfatteren Roald Dahl (der skrev manus til "Agent 007 - du lever kun to gange") ramte et ømt punkt, da han i 1980 beskrev Connery som "en helt igennem almindelig, noget kedsommelig skotte".

Den forsinkede Oscar
Af de unge, fremadstormende britiske skuespillere fra 1960’erne var Sean Connery alligevel en af dem, der nød mest vedholdende succes, om end den oscarpris, han modtog sent i forløbet, mistænkeligt lignede en bodfærdig anerkendelse af et farverigt livsværk. Nok er Connery ingenlunde dårlig i Brian De Palmas "De uover­vindelige" (The Untouchables, 1987) – men hovedrollen tilhørte altså Kevin Costner.

Det faktum, at Connery ydede mindst lige så fornemt arbejde i mange af sine tidligere film, kunne tyde på, at det i stigende grad var akkumuleret respekt, der trak læsset for den aldrende stjerne. At han blev opfattet som en institution snarere end skuespiller.

Nogle gange fungerede Connerys status ubetinget til hans fordel, som når den forhenværende 007 sparrede kosteligt med "junior" (Harrison Ford) i Steven Spielbergs Bond-inspirerede "Indiana Jones og det sidste korstog" (1989). Hvorimod et melodrama som ”Finding Forrester” (2000) sandsynligvis ville have virket bedre med et mindre indlysende valg til rollen som grånende læremester.

For når man oplevede Connery efter hans exit fra Bond, var det ofte netop Sean Connery, den skotske titan med den skiveskårne dialekt, man så deroppe på lærredet i stedet for rollefiguren. Indtrykket kunne til tider gøre det svært at skelne den ene præstation fra den anden, og det har muligvis forstærket beskyldningerne om, at Connerys register var mere begrænset, end man ellers havde lyst til at indrømme.

På den anden side var det måske slet ikke noget problem, at ikonet voksede sig så stærkt, at det skyggede for rollerne. I virkelig­heden opnåede Connery jo præcis, hvad han ønskede. Nok var han stadig sexsymbol og kulturelt ikon. Men han var ikke længere Bond.

Han var Sean Connery.