På fredag, den 7. juli 2017, giver Tivoli Copenhagen Phil James Bond 007-koncert i Tivolis Koncertsal. James Bond•O•Rama.dk overværede de første prøver og talte med dirigenten, Adrian Prabava.

Selvfølgelig er der også James Bond 007-arrangementer i København på den ikoniske dato 07.07.17. Fredag danner Tivolis Koncertsal rammen om "Jagten på 007", der er en del af Tivolis årlige musik­festival SommerKlassisk.

Den indonesisk fødte, tysk uddannede Adrian Prabava dirigerer det filharmoniske symfoniorkester Tivoli Copenhagen Phil (tidligere kendt som Tivolis Symfoniorkester) i to sæt udelukkende med musik fra James Bond 007-filmene. Programmet er sammensat af European FilmPhilharmonic Institute.

Da James Bond•O•Rama.dk overværer de indledende prøver i koncertsalen tirsdag 4. juli, mangler endnu Tivoli Ensemblet, der skal lægge rytmisk bund under orkestret og (måske!) fyre op under guitaren i "James Bond Theme", og vokalisten Pernille Rosendahl, der medvirker på fire numre ved koncerten. Rosendahl har som bekendt James Bond-erfaring fra Swan Lee-singlen "Tomorrow Never Dies", der i 1997 var med i opløbet om at blive titelsang i filmen af samme navn.

Til prøven løber dirigenten og symfoniorkesteret hele programmet igennem for første gang. Undervejs afbryder Prabava flere af gennemspilningerne for at præcisere enkelte betoninger og finslibe kanterne. En passage fra Michael Kamens "Licence to Kill"-partitur må gentages udelukkende med strygersektionen og derefter med strygere plus træblæsere, før den lyder, som dirigenten ønsker. Det er som at høre de velkendte 007-soundtracks blive remixet og dekonstrueret for ørerne af én.

Orkestrets perkussionist kommer på overarbejde i Thomas Newmans frenetiske actioncues fra "Skyfall", som Adrian Prabava efter prøven betegner som programmets "mest udfordrende". Ikke alene skal "Skyfall"-suiten overdubbes med samplede effekter og times nøjagtigt til lydeffekterne fra de scener, som samtidig vises på lærredet. Moderne filmkompositioner er også generelt mere komplekse end 60'ernes filmmusik, siger Adrian Prabava.

"Man kan høre, hvor meget filmmusik har udviklet sig gennem de sidste ti år. At skrive orkesterkompositioner til film er blevet mere specialiseret med flere muligheder for sampling og brugen af orkestret. Der er kommet en ny genre af filmmusik, og den æstetik kan man også høre i "Skyfall"."

Kontrasten mellem Thomas Newmans hektiske 2010'er-musik og John Barrys luksuriøse, pop- og jazzinspirerede tresserlyd bliver trukket ekstra skarpt op, når de spilles klos op ad hinanden som her. Adrian Prabava fornemmer dog, at de melodiøse filmkompositioner kan være på vej tilbage:

"Nu om stunder, når jeg lytter til moderne popmusik, har mange af sangene ikke den kompositoriske dybde, vi havde i 1960'ernes popmusik. Jeg taler om harmonier, om rytme. Ofte bliver det reduceret til en simpel rytme og en bas med masser af repetition og mindre melodi. Det er vor tids musik. Og det afspejler sig i filmmusikken. Det er efterhånden sjældent, at man kan nynne musikken fra filmen på vej hjem fra biografen. Men jeg tror, der er ved at opstå en modreaktion med musicalfilm som "La La Land" og længslen efter ... melodiens befrielse, en tilbagevenden til en mere fyldig måde at komponere på."

Adrian Prabava fortæller, at hans opgave som dirigent netop er at analysere, hvordan Bond-filmenes samtid afspejler sig i musikken, og hvordan han kan få orkestret til at fremhæve disse tidsmæssige markører:

"Bond-seriens musik er meget simpel. Den er baseret på tre motiver: den forstørrede kvint - daaah, daaah, daaah, daaah [de indledende fire halvtonetrin, red.] - James Bond-motivet, dum-di-di-dum-dum, og endelig Bond-fanfaren. Ud fra disse tre ledemotiver skabte komponisten en slags genre. Dette tema gentages altid adskillige gange, sommetider skjult. Det skaber en forbindelse mellem de forskellige partiturer til filmene, og mellem selve filmene. Alle Bond-skuespillerne, fra Sean Connery til Daniel Craig, er udtryk for hver deres vidt forskellige æstetik og tidsånd. Det er tydeligt, at Connerys æra var 1960'ernes Swinging Sixties. Bagefter kom Roger Moore, en lettere, mere flamboyant og komediepræget afart, og årtusindskiftets Pierce Brosnan-æra, der var lidt mere renskuret. I dag lever vi i vanskelige tider, som serien med Craig  passer perfekt til. Lyt bare til M's monolog om de ukendte fjender i "Skyfall" - det er så aktuelt! Musikken i Bond-filmene er i høj grad med til at udtrykke samtidens æstetik, selvom grundmaterialet altid er det samme."

Monty Normans uomgængelige "James Bond Theme" i David Arnolds arrangement indleder og afslutter naturligvis koncertens hoveddel. Fragmenter af signaturmelodien løber som en rød tråd gennem programmet, måske mest markant i John Altmans "Tank Drive Around St. Petersburg" fra kampvognsjagten i "GoldenEye". Altman skrev og arrangerede sin variation over Bond-temaet på rekordtid over en weekend, da filmens komponist, franske Eric Serra, leverede et ubrugeligt stykke syntetisk samplefunk til denne centrale actionscene.

John Barry, der etablerede sin egen niche inden for filmmusikken med sine legendariske Bond-scores, er primært repræsenteret i første sæt. Desuden er der blevet plads til Lionel Barts "From Russia With Love" (1963), Bono og The Edges "GoldenEye" (1995) samt David Arnold og nylig afdøde Chris Cornells "You Know My Name" fra "Casino Royale" (2006). "Det er rock! En helt anden farve på paletten", siger Adrian Prabava begejstret. Han forklarer også, hvordan Michel Legrands lidet populære temasang fra "Never Say Never Again" (1983) er sluppet med i det fine selskab:

"Jeg er taknemmelig for de mange skønne arrangører, der kan udtrykke og præcist udpege hver enkelt kompositions særkender. Man kan høre dem med det samme. "Live and Let Die", jamen det er jo Paul McCartney. Man kan høre hans stemme; harmonierne lyder som McCartney. Ligesom man kan høre Shirley Basseys stemme i "Diamonds are Forever". Og så kommer "Never Say Never Again" pludselig, som ikke hører til serien ... det er interessant. Musikken er ret usædvanlig, fordi Michel Legrand benytter et helt andet [musikalsk] sprog. Han er kendt for musikken til "Pigen med paraplyerne", og da jeg nærstuderede "Never Say Never Again", tænkte jeg, "Jeg kender de her harmonier! Det her er ikke James Bond. Det har ikke den DNA." Fordi Legrand ikke måtte benytte det traditionelle Bond-tema, bibringer den sang programmet en helt anden aroma, og det synes jeg er smukt."

Til daglig dirigerer Adrian Prabava fortrinsvis klassisk symfonisk musik og opera. Han siger ja til to-tre filmmusikkoncerter om året, fordi han kan lide udfordringen:

"Filmmusik er en slags fitnessprogram både for dirigenten og orkestret. Det kræver, at man er uhyre præcis. Der er ikke plads til at spille rubato, at tage sig tid. Film er meget ufleksibelt. I opera har man lidt råderum. I ballet har man mindre, og film giver slet ingen fleksibilitet. Man skal tjene filmen. Det er sundt at træne den indre rytme i den store organisme. Et orkester består af mange mennesker, og jo større orkestret er, jo tungere er det, jo mere forsinket bliver musikernes reaktion. Det er kun menneskeligt, at folk tøver. Der er en forsinkelse mellem impulsen og udførelsen af lyden. Med et projekt som dette tvinger man orkestret til at klø på, at have et drive, en indre rytme, i stedet for at vente på en bestemt lyd, der giver signal til at fortsætte. Alle er ansvarlige for orkestrets stabilitet. Det er meget krævende og temmelig anderledes fra et normalt symfonisk repertoire."

Uanset om materialet er klassisk eller filmmusik, er Adrian Prabavas fremgangsmåde altid den samme, når han analyserer det forhåndenværende partitur. Her forklarer han sin proces:

"Jeg forbereder mig altid på klaver. Jeg spiller alle stemmerne langsomt for at lære hver node, hver harmonifølge, hver toneart at kende. Nogle arrangører skriver alle instrumenter i koncerttonen, så hver node er noteret, som den lyder, mens andre skriver i transponering. Hvis man spiller et horn i F, er det noteret i C, men skal lyde som F. En klarinet i B er noteret som C. For mig er det faktisk mere logisk. Jeg skal konstant transponere i hovedet. Hvis nogen skriver et partitur, hvor alt er i C, går jeg lidt i chok. Derfor skal jeg vide på forhånd, hvor stor instrumenteringen er, hvor mange hornblæsere der spiller, har vi brug for at dublere, skal tubaen spille en oktav lavere? Generelt griber jeg et partitur patologisk an. Jeg må skære det op, analysere det og granske hver eneste detalje, før jeg atter rekonstruerer det som en komposition. Man kan sige, at jeg laver en obduktion og sætter det sammen igen bagefter. Det tager lang tid. Til det her program tog forberedelserne nok fire uger." 

Adrian Prabava indrømmer, at han ikke har set alle Bond-filmene ("Jeg mangler "Agent 007 i Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste" og nogle af Connerys. Men jeg har i hvert fald set de seneste otte."). Faktisk var det en konkurrerende agentserie, der i en tidlig alder gjorde ham opmærksom på filmmusikkens kraft:

"Jeg kan huske, at jeg som barn var meget imponeret over tv-serien "Mission: Impossible", den oprindelige version. Hvis man lytter rigtigt til musikken, til Lalo Schifrins kompositioner, er de avantgarde! Det er utrolig moderne musik af en art, som mange ikke ville bryde sig om at opsøge til koncert, fordi det er meget udfordrende og krævende. Men i fusionen med billederne lægger man slet ikke mærke til det. Det har en psykologisk effekt, det øger spændingen i en scene. Det samme er tilfældet med god filmmusik."

● Køb billetter til "Jagten på 007"
● Hent koncertprogrammet til "Jagten på 007"
● Adrian Prabava - officiel side
● Tivoli Copenhagen Phil - officiel side
● Tivoli SommerKlassisk - officiel side