Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.

Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.

Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.

Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

● Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.

Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.

 
John Barry var netop vendt hjem fra tre års militærtjeneste, hvor han havde været udstationeret i en støvet egyptisk udpost. Hans regiment havde til opgave at beskytte Suezkanalen mod russiske tropper. Men der skete aldrig noget. Rekrutterne havde ikke meget andet at tage sig til i lejren end øl, fodbold og støvlepudsning. Eller, for Barrys vedkommende, kurser i jazzarrangement per korrespondance.

John Barrys lærer, Bill Russo var arrangør for en af tidens mest avancerede og progressive kapelmestre, Stan Kenton, hvis blæserkraftige bigband-jazzstil man genfinder elementer af både i Barrys Bond-scores og hos JB7.

I tidens toneklang
Da regimentet flyttede til Cypern, startede Barry et uofficielt militærkorps for at høre sine egne arrangementer blive spillet live. Det lagde kimen til JB7, som pladedebuterede i 1957. Barry sang selv på de første to singler og lød med en anmelders ord "som en plade på 45 omdrejninger spillet på halv hastighed". (Teksten var nu heller ikke specielt fremragende: "zip-zip / oh she's my zip zip gal / she makes me flip-flip....").

Efter en række vellykkede tv-optrædener slog gruppen igennem, og John Barry blev musikalsk bagmand for den unge sanger Adam Faith, der ligesom JB7 røg til tops på hitlisterne. Allerede på det tidspunkt var Barry en meget omhyggelig, selvsikker og seriøs musiker, som gjorde sig umage med at fremelske den helt rigtige klang. Op igennem 1960'erne eksperimenterede han til stadighed med at finde nye, eksotisk lydende instrumenter, som passede til den forhåndenværende opgave.

Til "The Ipcress File" (Lynaktion Ipcress, 1965) tonesatte John Barry den kolde krig ved hjælp af et ungarnsk hakkebræt, en cimbalom, hvis karakteristiske kolde toner dukkede op igen i 90'erne på plader med Mono (”Life in Mono”) og Portishead (”Sour Times”).

James Bond-filmene blev indsvøbt i en flot, fyldig rumklang, der skyldtes det enorme studie, hvor musikindspilningerne foregik. Og hvor Richard Lesters flabede ode til Swinging London, "The Knack" (Dét - og hvordan man får det, 1965), i dag virker håbløst forældet, holder John Barrys musikalske miks af Hammond-licks, sejt swingende jazz og nynnende pigekor sig stadig lysende friskt.

Det søde liv
Trods sin stille og alvorlige fremtoning var Barry faktisk en særdeles aktiv del af det vilde selskabsliv, som "The Knack" portrætterede. Som det så kærligt fremgår af Austin Powers-filmene, var London stedet at være fra 1964 til '68. Bond og Beatles lagde verden for deres fødder, arbejdsløsheden var lig nul, og P-pillens ankomst betød større seksuel frihed.

Efter en strengt disciplineret katolsk opvækst og tre år i ørkenen var det endelig John Barrys tur til at leve livet. Han købte en ungkarlehybel i Cadogan Square og fik den fremadstormende filmstjerne Michael Caine som sambo. Det gik ikke stille for sig. De var unge, de var succesrige, de havde penge, og så var de kvindebedårere i stor stil.

● Læs også Michael Caine-temaet på Bries Blog-O-Rama

Rygterne fortalte om et gennemtræk af piger, som til tider var så massivt, at Caine måtte lukke tøserne ud ad bagdøren, mens Barry åbnede hoveddøren for den næste erobring. Det mest utrolige er næsten, at John Barry samtidig fandt tid til at komponere nogle af sine allerbedste scores. Således blev Michael Caine holdt vågen i flere nætter af en træt John Barry, der sad og hamrede i de samme to tangenter i et forsøg på at løse sin seneste opgave. Det var starten på titelsangen til "Goldfinger".

Før genfødsel kommer tømmermænd
Ved indgangen til 1970'erne havde postyret lagt sig. Englands filmindustri gispede efter luft ovenpå de hektiske dage, og John Barry selv gearede også ned. Hans musik blev samtidig mere afdæmpet, følelsesbetonet og traditionelt orkestreret, hvor den før overvejende havde været dramatisk, kølig og stiliseret. Ser man bort fra mindre, spredte udsving – som sen-70'ernes discoflirt, hans harlemjazz-pasticher til Coppolas "Cotton Club" (1985) og de tørre elektroniske rytmeprogrammeringer på "The Living Daylights" (Spioner dør ved daggry, 1987) – udviklede lyden af John Barry sig ikke stort i de senere år.

Til gengæld blev hans scores fra 1960'erne genopdaget af en hel generation af musikere, som voksede op med Bond og Swinging London. Triphoppens blå atmosfære bar John Barrys umiskendelige præg, om det så var Portishead, Mono, Barry Adamson eller Morcheeba, man lyttede til. "The James Bond Theme" forefindes i utallige technoversioner, og David Arnold, Barrys efterfølger som Bond-komponist, udgav i 1997 hyldestalbummet "Shaken and Stirred" med nye arrangementer af de klassiske 007-temaer med navne som Pulp, Iggy Pop og Natacha Atlas på gæstelisten.

● Hør David Arnolds coveralbum "Shaken and Stirred" (1997) på Spotify

 
Så meget desto mere bittert ironisk var det, at John Barry – samtidig med hans genfødsel som populærmusikalsk godfather – fandt det stadig sværere at fastholde fodfæstet som filmkomponist. Selv skød han skylden på branchens ændrede arbejdsklima, hvor han ikke følte, komponisten længere havde nogen reel indflydelse. Det var i stadig højere grad film- og pladeselskabsfolk uden interesse for det kunstneriske element, der traf de overordnede musikalske beslutninger, mente han, og det var hård kost for en perfektionist som Barry.

Han udvandrede fra "Savannah" (1992), fordi instruktøren, Barbra Streisand, blev ved med at blande sig i hans arbejde. Han sagde nej til "Søvnløs i Seattle" (1993), fordi han ikke kunne udstå tanken om at dele filmens lydspor med 20 popsange, han ikke selv fik lov at udvælge. Han forsøgte også at få trukket musikken til katastroferne "Howard the Duck" (Howard - helten over alle helte) og "The Golden Child" (begge 1986) tilbage, delvist uden held.

Måske skyldtes den manglende efterspørgsel til dels John Barrys nidkære opførsel, der efterhånden gav ham ry for at være kontrær og besværlig at arbejde sammen med. Han fik tre scores kasseret som uegnede i 1990'erne, mens et fjerde ("Mercury Rising"/Kodenavn Mercury, 1997) blev delvist erstattet med nyskrevne spændingscues af komponisten Carter Burwell.

Ridder? Naaaaah...
Til gengæld gik det meget godt for John Barry på andre områder. I 1996 blev han far igen som 63-årig, og to år senere indtrådte han i den amerikanske "Songwriting Hall of Fame" – samme aften som Fats Domino. For hans fans var den mest interessante nyhed dog, at Decca Records tilbød ham en kontrakt på tre ikke-filmrelaterede albums, hvoraf det første udkom i 1998 til overstrømmende positiv kritik.

"The Beyondness of Things" var John Barrys musikalske selvbiografi, en rejse tilbage til biografen og klosterskolen i York, til eskapaderne i 60'ernes ungkarlelejlighed, til en sommer tilbragt i Montanas imponerende natur. Oplevelser og steder: some are gone, and some remain. Pladens stovte soniske glideflugt er vidnesbyrd om et langt, tætpakket livsforløb.

The Times skrev i samme anledning, at det eneste, John Barry endnu ikke havde opnået i sine da 67 år, måtte være et ridderslag. Dét fik han så året efter, i 1999, selv om han først affærdigede tanken som en vældig morsom spøg. ”Ridder? Naaaaaah,” gnæggede han ved tanken. ”At forestille sig dronningen stå dér med medaljen. 'Sir John Barry. Mange tak for Deres Bond-temaer. Min søster var vældig glad for dem.' Naaaaah.”

Men en arv af små 100 formfuldendte, smukt svungne filmsymfonier, flere af dem erklærede klassikere? Det er vel heller ikke at foragte.

FAKTA: JOHN BARRY
John Barry Prendergast blev født 3. november 1933 i York, England. Han var gift fire gange (bl.a. med Jane Birkin) og fik fire børn. Død 30. januar 2011 i New York, USA.

TI KLASSISKE JOHN BARRY-SCORES:
Goldfinger (Agent 007 contra Goldfinger, 1964)
The Ipcress File (Lynaktion Ipcress, 1965)
Born Free (Født til frihed, 1966 – dobbelt Oscar-vinder)
Midnight Cowboy (1968)
The Lion in Winter (Løve ved vintertide, 1968 – Oscar-vinder)
On Her Majesty's Secret Service (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969)
The Persuaders (De uheldige helte, 1971, tv-tema)
Somewhere in Time (1980)
Out of Africa (Mit Afrika, 1986 – Oscar-vinder)
Dances with Wolves (Danser med ulve, 1990 – Oscar-vinder)

– og en overset perle:
King Kong (1976)