Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er første halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.

"Never let them see you bleed. And always have an escape plan!"

Sådan tager Q afsked med 007 i den 19. Bond-film fra EON Productions, "The World Is Not Enough" (1999). Og den ualmindeligt fine replik blev desværre også Qs afsked med serien som helhed, for den 19. december 1999 kørte to biler frontalt sammen, og dermed døde Desmond Llewellyn, den walisiske skuespiller, vi alle har lært at elske i rollen som Bond-seriens venerable major Boothroyd alias Q.

INDLEDNING - af Nicolas Barbano

Den 27. juni 1997 tog jeg og fotografen Erik Hansen et tog sydpå fra London til kystbyen Bexhill-on-Sea i East Sussex. Vi er begge to store James Bond-fans og var totalt elektriske over rejsens formål: Et interview (og dermed et møde) med Desmond Llewelyn. Ingen af os havde dog kunnet forudse, hvor stor og mindeværdig en oplevelse, dagen ville blive.
Llewelyn modtog os med åbne arme i sit lille, beskedne hjem, som på ingen vis udstrålede hverken filmstjerne eller James Bond, kun traditionel, småfattig pensionistbolig. Efter interviewet diskede Llewelyn og hustru op med en formidabel frokost og inviterede os med os til indvielsen af et nyt hovedkvarter for den lokale kystvagt, H.M. Coastguard Bexhill.
Vi kom dertil i Llewelyns så vidt vi kunne se helt normale personbil (uden katapultsæde osv.). Han var som den lokale berømthed blevet bedt om at afsløre en lille plade i væggen og holdt en fin lille tale om kystgardens lokalhistorie og det nye hus' betydning. Før talen blev han introduceret af kystvagtens kaptajn, som kom til at omtale ham som: "... Desmond Llewelyn, who used to play Q in the Bond films". Llewelyn blev ved disse ord nærmest hvid i hovedet, og udbrød: "Used to? I'm not dead yet!"

Herunder er det interview, jeg lavede på hin skønne sommerdag i East Sussex. Jeg har stik mod traditionen kaldt mig selv for A og interview-offeret for Q:

NICOLAS 'A' BARBANO: Hvordan udtales dit navn?
DESMOND 'Q' LLEWELYN: I Wales er det "hrrelyn" og i England er det bare "lewelyn". Alle kalder mig bare "lewellyn".

A: Jeg har set en film, hvor en person fra Wales hængte sig meget i, at hans navn blev udtalt korrekt.
Q: Sådan er vi faktisk også, både skotter, irlændere og walisere: Vi kan godt lide, at vores person- og stednavne bliver udtalt korrekt. I England udtaler de polske og tjekkiske navne fuldstændigt korrekt, men walisiske navne forvrænger de, og det irriterer os ret meget!

A: Så du kommer altså oprindeligt fra Wales?
Q: Ja, jeg blev født 12. september 1914 i Wales, i Newport, Gwent. Min far var mineingeniør og bestyrer af en kulmine. Han døde meget tidligt, i 1930. Hans familie kom fra et sted ved navn Aberdare i dalene i South Wales. Min mor blev født i Wales, men hendes familie kom faktisk fra Newcastle.

A: Hvilket miljø voksede du op i?
Q: Det var nærmest på landet, dengang. En lille landsby ved navn Malpas lige uden for Newport. Vi havde en stor have, og jeg plejede at ride. Vi var ret ordinær middelklasse, muligvis højere middelklasse, men bestemt ikke overklasse! (latter) De fleste folk i Wales er enten anden eller tredie generation. Der kom mange englændere til, for som vi siger i Yorkshire: "Where there's muck, there's brass!" Altså: Hvor der er skidt, er der penge! Og i South Wales var der jo kul, stål osv., så der kom folk alle steder fra, for at tjene penge.

A: Så du kom i kontakt med mange kulturer og skikke under din opvækst?
Q: Ja. Men de opfattede sig som walisere. Vi havde kun en eller to, der opfattede sig som englændere, selvom de havde boet længe i Wales. Det gjaldt også min mor, skønt hun var født i Wales.

A: Hvad regnede du med at blive, da du voksede op?
Q: Jeg vidste det ikke rigtigt. Hvis min far havde været i live, var jeg helt sikkert blevet involveret i kulminerne. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville, før jeg blev 13-14 år. Jeg syslede med Kirken og alle mulige ting (kluklatter), men jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ønskede. Jeg tog til Radley, et college lige uden for Oxford, og var studiekammerat med en skuespiller, du måske har hørt om, ved navn Dennis Price. Jeg sluttede mig til Radley College Dramatic Society, ikke som skuespiller, men som maskinmand. Vi byggede faktisk teateret, og en dag spurgte Dennis mig, hvorfor jeg ikke blev skuespiller. Jeg svarede, at det havde jeg ikke lyst til. De var i gang med et skuespil ved navn "Bulldog Drummond", som han skulle være med i, så han overtalte mig til også at medvirke. Jeg spillede Algy Longworth og blev bidt af det! Og du ved, vi lavede masser af andre skuespil og opførte nogle af dem i Londons East End, som dengang var meget fattigt. Vi havde noget, der hed The Radley Mission, hvor folk hjalp de fattige i området. Efter en masse plageri sagde min onkel - min far var jo død - at hvis jeg absolut ville være skuespiller, måtte jeg hellere prøve det. Så jeg startede på Royal Academy of Dramatic Arts i 1936. Bagefter fik jeg arbejde på et repertoireteater, med et nyt skuespil hver uge. Det første år medvirkede jeg i 40-50 skuespil!

A: Var der en bestemt type roller, du gik efter?
Q: Nej. På repertoireteatret spillede man hvadsomhelst. En uge spillede man en stor rolle, næste uge en lille rolle. En uge spillede man en mand på 60 eller 90 år, næste ugen en på ens egen alder, hvilket dengang var omkring 18-19 år.

A: Så det var nærmest som en uddannelse?
Q: Ja, det var det virkelig! Den mest vidunderlige træning. Jeg kan huske, at min svigerfar kom og så et skuespil, og der var den her unge skuespiller, som vaklede omkring med gråt hår og streger i ansigtet. Min svigerfar spurgte, hvor gammel han skulle forestille at være, og jeg svarede: "Omkring halvtreds." (latter) Min svigerfar var en del ældre, og havde hverken rynker eller gråt hår. Men der var en tendens til, at hvis man fik en såkaldt karakterrolle, smurte man makeup og rynker på, for at virke ældre.

A: Du nævnte Dennis Price. Hvem ellers har du arbejdet med på teatret, som jeg måske kender?
Q: Masser. Geoffrey Keen [sir Frederick Gray i Roger Moore-æreaens Bond-film], Pamela Brown, Trevor Howard og mange andre.

A: Optræder du stadigvæk i skuespil?
Q: Nej, jeg har ikke været på scenen i næsten tyve år. Jeg er blevet for gammel til den slags. Jeg tror ikke, jeg ville kunne huske replikkerne! Og der er ikke længere megen teatervirksomhed hernede i Bexhill. Det var faktisk på den måde, jeg kom til Bexhill, til det repertoireteater, der lå her dengang. Hvis vi stadigvæk havde et, kunne jeg sagtens spørge, om jeg måtte komme på scenen og sige "My Lord, your carriage awaits!" Men jeg ville ikke ønske en større rolle. (latter)

A: Før eller siden fik du vel din tv-debut?
Q: Ja, jeg spillede min første tv-rolle i 1939, før krigen. En fyr jeg kendte fra teatret kendte en producer, og jeg var i London, hvor jeg igen spillede repertoireteater i teatret på Mile End Road. Det var sidst på sæsonen, og der var planlagt en vidunderlig ny sæson med verdenspremierer på nye skuespil, producere fra London osv. Helt fantastisk, og vi var alle spændt på, om vi ville blive hyret. Og det blev jeg heldigvis. Men så brød krigen ud, og jeg havnede i en træningsenhed for officerer. Det var i september 1939. Og i januar 1940 fik jeg en officersudnævnelse til The Royal Welsh Fusiliers. Jeg sluttede mig til deres bataljon, og det var ret frygtindgydende, for jeg var kun amatørsoldat, og alle de andre var regulære. Den 8. april 1940 tog jeg til Frankrig, og så invaderede tyskerne Belgien. The Royal Welsh Fusiliers fejrede sit 300-års jubilæum for 3-4 år siden, og de bad mig rejse til Frankrig og afsløre et mindesmærke for vores deltagelse i slaget ved Robecq, hvor vi bremsede den tyske panserdivision i to dage. Jeg vidste, vi havde været i krig med tyskerne, men jeg anede ikke, jeg havde været i sådan et slag.

A: Så pludselig er du blevet en krigshelt!
Q: Vel (latter), jeg har aldrig været en krigshelt, men jeg var krigsfange fem år i Tyskland. Hvor vi naturligvis opførte en mængde skuespil. Tyskerne var meget hjælpsomme - vi kunne låne civile klæder, og de bestilte makeup til os fra Berlin. Deres virkelige motiv var vel, at hvis de holdt os beskæftiget, ville vi ikke stikke af. En af vagterne var dramakritiker i Berlin, og han var fascineret af vores skuespil og plejede at anmelde dem! Jeg prøvede at flygte, men det lykkedes ikke. Jeg blev fanget i en tunnel.

A: Så det må have været deja-vu for dig, da du indspillede flugtscenen gennem tunnellen i starten af "Spioner dør ved daggry" (1987)?
Q: Åh ja, gennem røret. Men vores tunnel var underjordisk. Efter krigen fortsatte jeg i teatret, på tv og i nogle film. Jeg medvirkede i en film ved navn "They Were Not Divided" (1950), om den rolle, The Guards panserdivision spillede i forsøget på at komme igennem Arnhem. Jeg spillede en walisisk tankfører, og instruktøren var Terence Young.

A: Som senere instruerede dig i "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963)!
Q: Ja. Det var i 1949, og derefter lavede jeg ikke film i 10-15 år. Så var jeg med i "Cleopatra", et års tid i Rom. Og en dag ringede min agent og spurgte, om jeg var interesseret i en lille rolle i en ny James Bond-film, "Agent 007 jages". Det var kun en enkelt dag, og jeg sagde ja, selvfølgelig. Jeg ankom på den første optagelsesdag. Og det var faktisk den eneste gang, jeg fik lejlighed til at møde Ian Fleming. Terence Young spurgte mig, hvordan jeg ønskede at spille rollen, og jeg svare: "Vel, han er en vel ret almindelig statstjenestemand." Så foreslog han, at jeg spillede ham som en waliser, men jeg sagde: "Nej, det kommer ikke til at fungere!" Vi havde et helvedes skænderi. Han var trods alt instruktøren, og jeg spillede kun en lille rolle, men til sidst sagde jeg: "Hør her, synes du, jeg skal spille rolle sådan her? [Llewelyn siger en hel masse på walisisk, og det er TOTALT uforståeligt!]" Så jeg fik lov at spille ham som en stivsindet englænder. Og lidet anede jeg, at en dags arbejde - vel, vi brugte måske en ekstra dag på nogle nærbilleder af mine hænder. Men "Agent 007 jages" blev en enorm succes, og jeg var meget spændt på, om jeg også skulle være med i den næste film.

Q: Rollen, jeg spillede, var Major Boothroyd, som er en virkelig person. Geoffrey Boothroyd er en våbenekspert i Glasgow, som skrev til Ian Fleming, at han holdt af alt i James Bond-bøgerne, undtagen Bonds jammerlige sans for våben! Han forklarede, at Berettaen var en ubrugelig pistol, som ikke kunne stoppe noget som helst, og at det faktisk var en pistol for damer, og ikke engang for særligt pæne damer. Fleming var fascineret over brevet, fik fat på Boothroyd og udnævnte ham til sin våbensmed. Og faktisk har jeg et videobånd, hvor Boothroyd forklarer alle våbnene. I "Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962) optræder han som major Boothroyd - for Terence Young kom fra hæren og gjorde ham vel derfor til major - og skifter Bonds Beretta ud med en Walther PPK. Men den skuespiller, der havde spillet Boothroyd ...

A: Peter Burton?
Q: Ja, han var til mit held ikke tilgængelig, da de skulle filme "Agent 007 jages". Og så kom jeg til at spille Boothroyd. Replikken i det oprindelige manuskript var: "Bed major Boothroyd om at komme ind!" Og Bernard Lee sagde: "Det kan jeg ikke sige, for det er en anden skuespiller!" Så i stedet for blev jeg omtalt som udstyrsofficeren fra "Q Branch". Og i "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger, 1964) blev jeg til mit held bedt om at demonstre Aston Martin'en.

Jeg har aldrig fundet ud af, hvor Q'et kom fra. For jeg bliver aldrig kaldt Boothroyd eller noget andet i de tidlige film. Folk taler om Q, men han er jo The Quartermaster. Bond-filmenes Q er ikke en opfinder, han er en koordinator. Han er manden, som samler alle apparaterne, finder ud af deres eksistens eller får en ide til noget, som han får nogle andre til at bygge.

Der er en mand ved navn Charles Fraser-Smith, som under krigen gjorde præcis det samme i virkeligheden, som jeg gør i filmene. Fraser-Smith var en stor irritation for en masse mennesker, for han lod hånt om al bureaukratiet. Hvis nogen skulle bruge noget, gik han ikke via de rette kanaler, men fandt bare ud af, at den-og-den havde en fabrik, hvorpå han ringede og sagde, hvad han havde brug for. Så han var ikke særligt populær. Men det interessante er, at første gang, jeg hørte om ham og mødte ham, var da vi lavede "Octopussy" (1983), og jeg har en bog om spioner, som hævder, at Fraser-Smith var inspirationen til Q i Bond-bøgerne. Men Q optræder ikke i Bond-bøgerne! Og enhver, der har noget at gøre med Secret Service, har tredive års tavshedspligt - så han kunne ikke fortælle, at han havde noget at gøre med Q før tredive år efter krigen, og da havde jeg været Q i ti år!

Men det er interessant, at han åbenbart blev kaldt Q, men det var en reference til Q-skibene fra første verdenskrig, hvorimod jeg er Q som i Quartermaster. Q-ships var armerede fragtskibe, som så uskadelige ud, så ubåde sejlede tæt på og kunne skydes i sænk. Der er skrevet en bog om dem. Men jeg kalder mig faktisk stadigvæk selv for Boothroyd, og i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) siger Barbara Bach: "Good morning, Major Boothroyd!" Men det er faktisk den eneste film, hvor jeg bliver kaldt Q. Og i én film, vistnok "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974), blev min assistent kaldt Boothroyd i manuskriptet. Så jeg ringede til dem og sagde: "Hør, det er mig, der er Boothroyd!" Det anede de ikke, for det var ikke Richard Maibaum, der skev det manuskript. I den samme film, vistnok, er der en scene, hvor jeg forklarer noget om en flyvende bil, og M siger: "Oh shut up, Q!" Så jeg bliver nævnt et par gange. Og det er historien om Q!

A: Har du nogensinde mødt Geoffrey Boothroyd eller Peter Burton?
Q: Jeg har aldrig mødt Boothroyd, men jeg kendte Peter! Vi var begge to med i "They Were Not Divided". Faktisk har masser af skuespillerne fra den film været med i Bond-film: Christopher Lee, Michael Brennan [Janni i "Agent 007 i ilden", 1965], skurken fra "Agent 007 mission: drab" [Anthony Dawson, der spiller professor Dent].

A: Man ser sjældent noget til dig i andre film, synes jeg.
Q: Nej. Jeg mener, det var helt fint indtil tv og video dukkede op. I starten, frem til "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever, 1971) og "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973), var jeg med i en tv-serie for børn, ved navn "Follyfoot" (1971-73), som handlede om heste. Men siden Bond-feberen virkelig gik amok på grund af video, er jeg i den grad blevet sat i bås som Q, at folk ikke vil bruge mig til andet, hvilket faktisk er ret kedsommeligt. Men det bekymrer mig ikke rigtigt, for jeg er en gammel mand, jeg har min pension. Og havde det ikke været for Bond, ville mit liv være meget vanskeligt, for i min alder får man ikke mange roller. En af de skuespillere, jeg studerede med på The Academy, dukker nu og da op på tv, men meget sjældent, og hvis jeg var heldig, ville jeg gøre det samme. Men nu ved jeg, 7-9-13, at jeg med jævne mellemrum vil medvirke i en Bond-film.

I starten fik vi kun løn for selve filmen, men nu får vi både filmløn, videoløn og tv-løn, tre honorarer på sammen tid, men ikke nogen genudsendelsesløn. Det får amerikanerne, og de kan tjene formuer på det. Jeg klagede over det til vores producer og sagde, at jeg fandt det vældig uretfærdigt, for jeg ville have været multi-multimillionær. Og hun sagde: "Ja, det er virkelig uheldigt for dig, fordi det gælder Bond-filmene. Men hvis du medvirkede i en film, som floppede, ville du i det mindste få tre honorarer, mens amerikanerne kun ville få ét!" Men nej, i betragtning af hvad jeg laver, bliver jeg ekstremt godt betalt, det er der ingen tvivl om.

Og jeg er meget heldig, at denne figur er så populær. Jeg mener, jeg har netop været i Wien. Fantastisk! De fløj mig dertil for at lave et fem minutters interview, mere var det ikke! Og jeg snakker ikke om interviews, som det vi laver nu, men som del af et show, hvor man kunne vinde en BMW. Forleden forlod jeg England klokken ti om morgenen, ankom til Los Angeles klokken tre, og tog et fly hjem igen næste dag. Jeg var der kun for at bruge fem timer på at indspille en reklame. Det er ikke så slemt for en i min alder. Hvis man var ung, og boede ved Stillehavet, ville man svømme en tur, man ville gå ud og spise, og når man kom hjem, ville man være dødtræt. Men jeg sagde bare "What the hell!" og gik i seng! (latter) Så der er kompensationer.

● 2. del af "Hjemme hos Q" publiceres 15. september 2016 på James Bond•O•Rama.dk

● Læs også Nicolas Barbanos junketinterview med Desmond Llewelyn om "The World is Not Enough" (1999)
● Se tv-interview med Desmond Llewelyn fra "I biffen" (1997)