“Bond in Motion”: Pressedag på London Film Museum (2014)

Fredag den 21. marts 2014 slog London Film Museum dørene op til udstillingen "Bond in Motion". Verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler skulle kun have haft åbent indtil julen 2014. Men på grund af den enorme publikumsinteresse er "Bond in Motion" blevet forlænget flere gange. Udstillingen fortsætter nu på ubestemt tid.
Bond in Motion logo header
Mere end 150 effekter fra James Bond-filmserien kan opleves på nært hold i London Film Museums rummelige lokaler. Ud over bilerne tæller "Bond in Motion" et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.

"Bond in Motion" kan også fremvise diverse mindre rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstillingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før. For eksempel kan man nærlæse James Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall". Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).

LFM Cars of Spectre ad

Fra og med onsdag den 18. november 2015 udvides "Bond in Motion" med afsnittet "The Cars of SPECTRE". Denne afdeling (som er inkluderet i billetprisen) vil indeholde James Bonds Aston Martin DB10, Hinx' Jaguar C-X75 og Franz Oberhausers Rolls Royce Wraith foruden en række rekvisitter fra "SPECTRE".

Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer.

Goldfingers Rolls-Royce Phantom III løftes på plads | Foto © London Film Museum
Goldfingers Rolls-Royce Phantom III løftes på plads | Foto © London Film Museum

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts 2014, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film.

Bond in Motion: Eksklusivt interview med stuntinstruktør Vic Armstrong
Bond in Motion: Eksklusivt interview med FX-supervisor Chris Corbould
Bond in Motion: Eksklusivt interview med stuntkører Ben Collins

Pressedagen blev til sidst invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 24 af de nu 26 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenograferne Peter Lamont og Dennis Gassner samt, ikke mindst, designgeniet sir Ken Adam i egen tudsegamle person.

Maryam d'Abo, Barbara Broccoli, Naomie Harris, Caterina Murino og Michael G Wilson (Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum)

Smagsprøver fra "Bond in Motion":

Det ældste køretøj på udstillingen "Bond in Motion" er Auric Goldfingers stilige Rolls-Royce Phantom III fra 1937 (med sort læderindtræk). Det er dén, som Bond skygger på de snoede schweiziske landeveje i "Agent 007 kontra Goldfinger" (1964). Bilen skyder en topfart på 148 km/t. og vejer tæt på 3,6 tons.

Rolls-Royce Phantom III | Foto © Brian Iskov
Rolls-Royce Phantom III (Goldfinger, 1964). Foto © Brian Iskov

En ofte overset godbid blandt Bond-slæderne er den Mercury Cougar XR7 fra 1969, som Tracy (Diana Rigg) river rundt på isen under stockcar-ræset i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969). Tre biler overlevede indspilningen af den voldsomme sekvens, og man kan stadig se ridserne i lakken på det udstillede eksemplar.

Mercury Cougar XR7 | Foto © Brian Iskov
Mercury Cougar XR7 (OHMSS, 1969) . Foto © Brian Iskov

Og sådan her tager en Aston Martin DBS sig ud, efter at Bond (eller rettere hans stuntkører) har kastet den rundt på en øde landevej i "Casino Royale" (2006). Chris Corbould fortalte mig, at DBS'en var så velafbalanceret fra fabrikkens side, at den nægtede at slå en eneste kolbøtte for stuntholdet. Corboulds teknikere måtte installere en nitrogenkanon under bilen for overhovedet at få den til at løfte sig fra asfalten. Så lykkedes det til gengæld også stuntkøreren Adam Kirley at vælte Aston'en syv gange rundt om sig selv, før den holdt op med at rulle. En verdensrekord, ifølge Guinness.

Aston Martin DBS | Foto © Brian Iskov
Aston Martin DBS (Casino Royale, 2006) . Foto © Brian Iskov

Til lands, til vands - og i luften. Den britiske oberstløjtnant Ken Wallis, som døde i 2013, opfandt og konstruerede enmands-autogyroen Little Nellie i 1962. Den gadget-fyldte maskine fik sine fem minutter i rampelyset, da Q udleverede Nellie som samlesæt til Sean Connerys 007 i "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967). I virkeligheden var det Wallis selv, der fløj sit hjertebarn hen over Japans vulkanlandskaber og legede kispus med SPECTREs helikoptere.

Little Nellie | Foto © Brian Iskov
Little Nellie (You Only Live Twice, 1967). Foto © Brian Iskov

little-nellie_closeup

Acrostar BD-5J fra "Octopussy" (1983) stod opført i Guinness Rekordbog som "verdens mindste jetfly" i over 25 år, og det er vitterlig ikke ret stort, når man står ved siden af det (3,6 meter langt, svarende til en Renault Twingo). Flyet blev designet af Jim Bede i 1971 og fløjet i filmen af J. W. "Corkey" Fornoff. Bemærk styregrejet: Det ligner mistænkelig meget et cykelstyr!

Acrostar BD-5J | Foto © Brian Iskov
Acrostar BD-5J (Octopussy, 1983). Foto © Brian Iskov

acrostar_interior

"Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974) huskes bedst for scenen, hvor James Bond kører en AMC Hornet ud over en sammenstyrtet bro i Thailand og skruer bilen 360 grader om dens længdeakse, før den lander på alle fire hjul på den modsatte flodbred. Spiralhoppet, som blev udført i ét take af Loren "Bumps" Milligan, var det første stunt i filmhistorien, som blev udregnet ved hjælp af computere. Såvel Bonds AMC som Scaramangas transformer-flyvebil af samme mærke er dog kun repræsenteret på udstillingen i form af storyboards og produktionstegninger.

Skitse af modificeret AMC Hornet | Foto © Brian Iskov
Skitse af modificeret AMC Hornet (The Man with the Golden Gun, 1974) . Foto © Brian Iskov

Det absolut sejeste og mest berømte af Roger Moore-æraens transportmidler er uden tvivl hans Lotus Esprit S1, der kunne transmogriffe sig selv om til en ubåd (en effekt, der blev skabt med en blanding af modeller og bilskrog med dykkere indeni). Lotusen fra "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) gik under kælenavnet "Wet Nellie" som et kærligt nik til den førnævnte Little Nellie. Noget ufortjent var denne ikoniske 70'er-øse gemt af vejen i det fjerneste hjørne af udstillingen, da James Bond•O•Rama lagde vejen forbi London Film Museum i marts 2014.

Lotus Esprit S1 | Foto © Brian Iskov
Lotus Esprit S1 (The Spy Who Loved Me, 1977). Foto © Brian Iskov

Afdelingen for søgående fartøjer rummer desuden Blofelds knap så elegante enmandsubåd, Bath-o-Sub, fra "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever, 1971 - ikke afbildet her) samt et par deciderede undervandsslæder fra "Thunderball" (Agent 007 i ilden, 1965) og remaket "Never Say Never Again" (1983). Sidstnævnte film blev lavet uden for nummer af et rivaliserende filmselskab, og endnu i dag anses det for helligbrøde at nævne dens titel i korridorerne hos EON Productions.

Diverse undervandsgrej | Foto © Brian Iskov
Diverse undervandsgrej (Thunderball, 1965; Never Say Never Again, 1983). Foto © Brian Iskov

Bondolaen, den idiotiske luftpudegondol fra "Moonraker", er gudskelov ikke med på "Bond in Motion". Men det er til gengæld et andet, næsten lige så fjollet befordringsmiddel. Der er tale om Q's krokodille-ubåd fra "Octopussy", hvis klaustrofobiske glasfiberskrog med elmotor lige akkurat har plads til én person i vandret tilstand (Roger Moore, hvem ellers!).

Nørdfaktum: Filmholdet importerede også en rigtig, levende krokodille til sekvensen i "Octopussy". Men under optagelserne stak kræet af og gik i hi under kulisserne på Pinewood Studios. Den dukkede først frem igen to uger senere!

Krokodilleubåd | Foto © Brian Iskov
Krokodilleubåd (Octopussy, 1983). Foto © Brian Iskov

Udstillingsfakta

"Bond in Motion" er en videreudbygning af den udstilling, som tidligere har kunnet ses i 2012 på Beaulieu National Motor Museum. Udstillingen på London Film Museum har pt. ingen slutdato.

London Film Museum ligger få minutters gang fra undergrundsstationen Covent Garden. Entre til udstillingen koster £14,50 (ca. 150 kroner) for voksne og £9,50 (100 kr.) for børn. Særlige familiebilletter for to voksne og to børn under 16 år sælges for £38 (400 kr).

Museet har åbent alle ugens dage kl. 10-18; lørdage og søndage dog til kl. 19. Det anbefales at bestille billetter på forhånd via londonfilmmuseum.com.

OBS: Dele af udstillingen er lukket i perioden 13. til 16. november 2015. London Film Museum holder desuden lukket 17. november og 10. december 2015.

London Film Museum på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.