I aften, fredag 10. januar 2020, spiller DR SymfoniOrkestret den sidste af tre udsolgte koncerter under overskriften "Agents are Forever". Programmet består af udvalgte musikstykker fra agent-, spion- og detektivfilm, men James Bond 007 fylder afgjort mest. Konferencier ved alle tre aftener i DR Koncerthuset er Jakob Stegelmann, der også har skrevet programteksten, som kan læses i sin fulde længde nedenfor. Caroline Henderson er gæstesolist på syv James Bond-titelsange (inkl. ekstranummeret). Programmet er tilrettelagt af Nicolai Abrahamsen fra DRSO.

Den sidste af Agents are Forever-koncerterne bliver transmitteret direkte i DR P2 i aften klokken 19.20. En tv-version af koncerterne er programsat til den 5. april kl. 20 på DR2.

● Agents Are Forever i DR Koncertsalen 10.1.2020
● Download koncertprogrammet (dr.dk)

Lyden af en hemmelig agent

Programtekst af Jakob Stegelmann, januar 2020

Det var lidt af en opgave, komponisten Monty Norman fik, da producenten Albert Broccoli bad ham skrive musik til sin nye agentfilm. Dels fordi Norman mest havde skrevet sange til musicals, dels fordi Broccoli ønskede sig et tema, der kunne gøre hovedpersonen i den nye film verdenskendt. Norman løste opgaven ved at snuppe en af sangene fra en musical, der var blevet skrinlagt nogle år før. Det var en fjollet lille sang, næppe et stort hit.

Men så kom John Barry og hans orkester – og så løftede den primitive lille sang sig. Barrys arrangement gjorde temaet råt, moderne – og tidløst.

Det var i 1962, og tiderne er skiftet og musikmoden har blæst i alle mulige retninger – men det simple tema i det forrygende arrangement har ikke ændret sig og sender stadig det samme signal: James Bonds tema er en fast bestanddel af hans univers, og uanset hvor mange nye skuespillere, der melder sig på banen, er det nærmest lige meget – det er i hvert fald ikke skuespillerne, der sørger for, at vi straks ved, hvor vi skal hen. Det er musikken.

James Bond selv er oprindeligt en af verdens kedeligste mænd. Sådan er han skabt af forfatteren Ian Fleming, der helt bevidst skrev ham, så det var alle de andre figurer, der leverede kulør og spænding. Men det ændrede musikken, så i stedet for at gøre ham til en grå embedsmand med tilladelse til at dræbe, løftede temaet Sean Connery, Roger Moore og alle de følgende Bond’er op på et nærmest overmenneskeligt niveau. En superhelt uden superkræfter, der med temamusikken i ryggen kunne vise verden, at det britiske efterretningsvæsens ansatte løser problemerne, når terrororganisationer og andre superskurke viser sig – og at det bliver gjort med overlegen stil og elegance.

James Bonds tema er med andre ord et af de mest markante eksempler på, hvordan musikken er det bærende element i et fiktivt univers. Hvordan den fungerer på flere planer – som fanfare, der signalerer, hvad vi skal se, og mere subtilt som den følelse vi får, når helte går i aktion.

Så snart temaet vender tilbage inde i filmen og blander sig med den øvrige stemningsmusik, rejser vi os i stolen og ser op på lærredet i frydefuld forventning om et nyt action-orgie, hvor Bond præsterer det umulige, vi forventer af ham.

John Barry og Monty Norman skændtes i årevis om, hvem der havde skrevet temaet, måske fordi royaltyindtægterne var betydelige. Men Norman har vundet alle retssager, og John Barry måtte pænt acceptere, at hans komponistkollega fik indtægterne, hver gang Barry spillede melodien. Og det gjorde han konstant i alle de år, hvor han sørgede for al den anden musik til James Bond.

Her viste Barry sig som mere end bare en dygtig arrangør. Han komponerede storladen action-musik, der fik biografernes tage til at løfte sig i en rus af action, eksotiske omgivelser – og erotiske undertoner. I modsætning til mange andre og mere renlivede helte lægger Bond nemlig ikke skjul på sine drifter, og det høres i musikken – for John Barrys Bond-musik er langt fra ædel heltemusik af den type, John Williams skrev til f.eks. Star Wars.

Musikken har også glattet mislydene ud. Da den ukendte George Lazenby i en enkelt film overtog rollen som Bond, sørgede musikken for, at filmen stadig var ægte Bond, selvom Lazenby var skudt lidt ved siden af. Faktisk er musikken fra netop denne film noget af det bedste, Barry skrev.

Denne koncert hylder de store agenter og deres knap så hårdtslående kolleger blandt detektiverne. For ingen af dem kan fungere uden musikken, og deres temaer følger dem, så man aldrig er i tvivl om, hvor man er.

Nogle af dem er mere subtile – som f.eks. den mere intellektuelle agent Harry Palmer fra Len Deightons bøger, spillet af Michael Caine i Lynaktion Ipcress i 1965 – her skrev John Barry et tema, der understreger netop denne agents særpræg. Mens man hører musikken, laver Harry Palmer kaffe på sin vildt avancerede (i 1965) stempelkande – i vild kontrast til de vuggende kvindekroppe og pistoler fra en James Bond-intro.

Andre er mere bombastiske, som temaet fra Mission: Impossible. Her begyndte musikken som et meget jazzet tema, skrevet af Lalo Schrifrin til den tv-serie, der i 1966 introducerede dette agentunivers. Med genoplivningen i 1996 ændrede det sig, men kun hvad angår arrangementet – i vore dage er hele symfoniorkestret med – og det kan det gamle tema sagtens bære. I dag forbinder vi det med Tom Cruise som Ethan Hunt, hvis usårlighed er næsten mere ubegribelig end James Bonds.

Men Bond dominerer – det kan ikke undgås i en agentkoncert. Ikke mindst når det gælder sangene.

Ingen af filmverdenens øvrige helte har ved siden af et fast tema haft så mange sange, der definerede ham. 007-sangene er tæt på at være en hel sangtradition i sig selv, en slags ’Secret Agent Song Book’, som ikke bare spænder over mange forskellige stilarter. De enkelte sange er nemlig også slående vidnesbyrd om deres tid – og med de udpluk af de bedste Bond-sange, denne koncert byder på, kommer vi gennem adskillige årtier med deraf følgende skift i stemning og holdning – og så alligevel så helt særligt ens. Det er som om de mange forskellige kunstnere på en sær måde har skrevet sange i samme uforklarlige Bond-stil.

Og lad os i den sammenhæng sende en tanke til Maurice Binder, manden der lavede den visuelle side af titelsekvenserne til Bond-filmene – hans sære, syrede billeder smeltede sammen med sangene og skabte stor videokunst – uløseligt knyttet til agent 007.

Teksten er gengivet med venlig tilladelse af Jakob Stegelmann.

Agents are Forever: Program

DR. NO
James Bond Theme
John Barry (sic)

NORTH BY NORTHWEST
Overture
Bernhard Herrmann

THE IPCRESS FILE
John Barry

BRIDGE OF SPIES
Sunlit Silence
Thomas Newman

KINGSMAN: THE SECRET SERVICE
Finale
Henry Jackman

THE PINK PANTHER
Tema
Henry Mancini

DICK TRACY
Sooner or Later
Stephen Sondheim
Solist: Caroline Henderson

SHERLOCK
Opening Titles – The Game is On – Who You Really are
David Arnold/Michael Price

MISSION: IMPOSSIBLE
Solomon Lane (Rogue Nation)
Joe Kraemer
A Man, A Plan, A Code, Dubai (Ghost Protocol)
Michael Giacchino
Schifrin and Variations/Main theme (Mission: Impossible 3)
Lalo Schifrin

Pause (30’) ca. kl. 20.50

HOMELAND
Homeland Intro
Sean Callery

CATCH ME IF YOU CAN
Closing in
John Williams

MUNICH
A Prayer for Peace
John Williams

ON HER MAJESTY’S SECRET SERVICE
John Barry

FROM RUSSIA WITH LOVE
Lionel Bart/Matt Monroe
Solist: Caroline Henderson

DIAMONDS ARE FOREVER
John Barry
Solist: Caroline Henderson

YOU ONLY LIVE TWICE
Mountain and Sunsets
John Barry

THUNDERBALL
John Barry
Solist: Caroline Henderson

GOLD FINGER
John Barry
Solist: Caroline Henderson

GOLDEN EYE
Bono/The Edge
Solist: Caroline Henderson

SKY FALL
Adele/Paul Epworth
Solist: Caroline Henderson

Arrangementer af:
Thomas Bryla, Martin Nygård Jørgensen, Thommy Andersson, Matt Dunkley, Michael Giacchino, Christoffer Møller