Dvd-udgivelse: “Becoming Bond” (2018)

FILMANMELDELSE

 
Mens vi venter på Andrew Lumley længe bebudede dokumentarfilm "This Never Happened to the Other Fella" om George Lazenbys liv og levned, har instruktøren Josh Greenbaum overhalet projektet indenom med sit eget bud på et Lazenby-portræt, "Becoming Bond".

Alt om George Lazenby på Bond•O•Rama.dk

"Becoming Bond" er bygget op omkring et nyt interview med George Lazenby, der beretter en lang række røverhistorier fra sit liv direkte til kameraet. Mange af de oplevelser, Lazenby fortæller om, bliver rekonstrueret i sketchagtige sekvenser, hvor skuespilleren Josh Lawson illuderer den unge Lazenby i årene 1962-70. Korte arkivklip, hvor den virkelige Lazenby optræder, er også flettet ind i filmen, der følger australieren, fra han som 3-årig bliver spået en kort levetid pga. en nyrefejl, til han som 30-årig forlader rollen som James Bond 007 efter kun én film, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969).

Undervejs runder vi George Lazenbys skoletid, hvor han smuglede flagermus og slanger med ind i klasselokalet, og hans unge år som brugtbilsælger. Han fortæller om dengang, han i en alder af 15 mistede sin mødom til en ældre pige, og især om hans første store kærlighed, Belinda. Erindringen om hende lader stadig til at bevæge den nu 78-årige Lazenby.

Vi skal også forbi tiden som fotomodel i Swinging London og Lazenbys eventyr med LSD, førend vi endelig når til James Bond og det velkendte castingforløb på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste". Det sker først 50 minutter inde i de 91 minutters spilletid, hvilket filmen ved gensyn ikke rigtig kan bære. I afsnittet om OHMSS medvirker i øvrigt Jane Seymour fra "Lev og lad dø" som Lazenbys agent, Maggie Abbott. Jeff Garlin spiller Bond-produceren Harry Saltzman (men ligner mere Harvey Weinstein), og Adamo Palladino giver den som OHMSS-instruktøren Peter H. Hunt. Hverken de eller Josh Lawson i hovedrollen er synderlig overbevisende. Men for 007-fans er denne del af "Becoming Bond" klart den sjoveste.

Becoming Bond (dvd-forside)

"Becoming Bond" er produceret for den amerikanske streamingtjeneste Hulu, og skønt den bravt forsøger at vende sit sparsomme budget til en dyd ved at anlægge en kitschet, Austin Powers-agtig distance til sine rekonstruktioner, er det George Lazenbys egne ord, der holder filmen oppe. En klædelig følsomhed skinner hist og her igennem hans brovtende machofacade, og selv de historier, han har fortalt 100 gange før, leveres med den drevne raconteurs charme og glimt i øjet.

"Becoming Bond" blev udgivet på dvd i Danmark og Norge den 4. juni 2018 af Another World Entertainment A/S. Til forskel fra de udenlandske dvd-udgivelser, som slet ikke har ekstramateriale, har AWE forsynet den skandinaviske dvd med filmens trailer, en håndfuld trailere til andre af firmaets dvd-film samt en lille diasserie på 1½ minut med assorterede pressebilleder af Lazenby (bl.a. ses han sammen med Michael Caine til OHMSS-premieren i 1969).

Dvd'en har to lydspor, Dolby 5.1 og Dolby 2.0, samt undertekster på dansk og norsk. Den danske tekstning ved Katrine Kirk/BTI Studios er desværre ikke uden fejl: For eksempel kaldes Stanley Sopel for Stanley Zippel, mens United Artists er forvansket til Ian Allis (hvilket ligner en brøler, der stammer fra den oprindelige dialogudskrift). Flere af filmens kække mellemrubrikker er ordspil på James Bond-filmenes titler, men deres danske oversættelser giver ingen mening, eftersom de tydeligvis følger de svenske Bond-titler i stedet for de danske. Den mest plausible forklaring må være, at "Becoming Bond" er "tørtekstet" fra svensk til dansk?

"Becoming Bond" er også tilgængelig på VOD i Danmark:
Blockbuster.dk
Plejmo

Læs Bond•O•Rama.dk's karriereinterview med George Lazenby:
Del 1
Del 2

Bond•O•Rama møder George Lazenby i Malmø 2014
Bond•O•Rama møder George Lazenby i Oslo 2016

Dvd'en er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.