“Forbrydere, detektiver og agenter” (1967): Med James Bond i klasseværelset

FAGBOG

 
Af Rasmus Paaske Larsen

I 1967 udkom bogen ”Forbrydere, detektiver og agenter”, redigeret af Jørgen Meldgaard og Leif Ole Sørensen. Bogen var bind 2 i serien ”Liv og digt – Gjellerups emneantologier” (bind 1 bar titlen ”De fem onde år”, redigeret af Orla Lundbo, og seriens bind 3,”To generationer”, var planlagt til udgivelse i 1968).

Forbrydere detektiver og agenter - forside

Bogen fremstår som en paperback med lærredsryg, hvorpå der er sat et langt, smalt klistermærke med bogens titel. Jeg har set andre eksemplarer af bogen, og de har alle været fremstillet i samme udstyr.

På bogens bagside anføres det generelt om serien, at den omhandler ”en række emner, der vedkommer de unge i dag […]. De udvalgte tekster er forsynet med kommentarer og opgaver, der tager sigte på bøgernes anvendelse til studiekredsbrug og i skolens ældste klasser”.

Forbrydere detektiver og agenter - bagside

”Forbrydere, detektiver og agenter” er forsynet med et forord af de to redaktører, og samler teksterne under følgende emner:

• Spioner og agenter
• Den realistiske kriminalnovelle
• De hårdkogte amerikanere
• De respektable englændere
• Nick Carter.

Herefter følger et efterskrift af den danske ekspert i kriminallitteratur, Harald Mogensen, samt en fortegnelse over supplerende hjælpemidler i form af litteratur, film og hørespil. I forordet anfører de to redaktører bl.a. følgende:

”Almindeligvis har kriminallitteraturen ikke noget særligt godt ry i pædagogiske kredse […]. Men at der også eksisterer en virkelig god kriminallitteratur, vil ingen længere benægte. […] Det er redaktørernes håb, at nærværende udvalg vil stimulere interessen for læsning af den gode kriminalfortælling. Vi mener, at folkeskolen – utvivlsomt ud fra velmente motiver – har overset og forsømt en særdeles fascinerende og fremragende litterær genre. At beskæftige sig med et ’godt’ mord, en genial detektiv og en spændende intrige, er på ingen måde diskriminerende. Snarere er det måske i stand til at udvide vort kendskab til den menneskelige natur.”

For Bond-fans kan det anbefales at kigge nærmere under emnet med spioner og agenter, da det fra og med side 34 til og med side 55 indeholder følgende afsnit:

• Om Ian Fleming
• Agent 007 (tekstuddrag fra Ian Flemings ”Agent 007 contra Goldfinger”, hvor Agent 007 afslører Goldfingers falskspil, samt et uddrag af John McLuskys tegneserieversion af den samme scene. Indeholder desuden et foto fra filmen ”Goldfinger”)
Sean Connery dissekerer blodudgydelsernes, kraftpræstationernes – og pigernes mand (et uddrag fra bogen "ALT om James Bond")
• Isvand og koldblodige fyre (ligeledes et uddrag fra bogen "ALT om James Bond").

I forbindelse med tekstuddragende anføres en række opgaver, der opfordrer læseren til med udgangspunkt i teksterne, at foretager en karakteristik, gennemføre en analyse eller en sammenligning med indholdet af en anden tekst i bogen.

Desuden kan man under bogens emne om Nick Carter med fordel studere opgaven fra og med side 203 til og med 207 i afsnittet "Den farlige automobilfart". I denne opgaver skal man sammenligne en beskrivelse af Nick Carters bil med en beskrivelse af James Bonds Mark II Continental Bentley fra romanen ”Thunderball”, ligesom man skal sammenligne forfølgelsen i en Nick Carter-historie med biljagten, hvor Grev Lippe forfølger James Bond, ligeledes fra romanen ”Thunderball”.

I sit efterskrift skriver Harald Mogensen bl.a.:

”Denne bog drejer sig om spioner, detektiver og forbryderjagt. Hele denne genre er først og fremmest til for at more, for at give spænding og afspænde. Så her er det bedre at læse mere end at læse om”.

Lån "Forbrydere, detektiver og agenter" bind 2 på Bibliotek.dk (eksternt link)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.