I weekenden 5.-7. november 1999 viste BioCity Odense samtlige af EON Productions' daværende 18 James Bond-film i rap. 23-årige "Brie" (fra James Bond•O•Rama.dk) var med til maratonvisningen og holdt ud til den bitre ende med notesblokken i hånden.

Klokken var 19:10, og kalenderen viste fredag den 5. november 1999, da forteksterne til ”Agent 007 mission: drab” (1962) ramte lærredet i BioCity Odenses største sal.

Søndag den 7. november kl. 12:52 kørte slutteksterne til ”Tomorrow Never Dies” (1997) gennem salens fremviser, knap 43 timer og 55 kilometer celluloidfilm senere.

Mere end 300 inkarnerede James Bond-fans havde indlogeret sig i biografsalen under BioCitys weekendlange maraton. I skemaet var allernådigst indlagt tre halvtimes pauser til spisning og soignering. Den medbragte tandbørste viste sig at være en god idé.

Målet med dette enestående stunt var at få begivenheden optaget i Guinness Rekordbog som den længste sammenhængende, offentlige forevisning af en filmserie. Nordisk Films eventchef Lars Møller arrangerede Bond-weekenden i 1999. Han bekræfter, at seancen skam blev registreret i rekordbogen, om end kun i den danske udgave.

Som selvudnævnt bondolog greb jeg naturligvis chancen for at opleve agent 007's eventyr i én ubrudt kavalkade på et af landets største biograflærreder. Selv om EON Productions' officielle serie på det tidspunkt "kun" talte 18 film, endte maratonbegivenheden nu alligevel med at være en blandet fornøjelse. For enden af tunnelen ventede et diplom til de deltagere, som udholdt de næsten to døgn i den stadig mere ildelugtende biografsal.

Den fulde rapport fra James Bond-maratonweekenden følger her:

Morgendagen dør aldrig: Logbog fra et rekordforsøg

Brian Iskov for Filmmagasinet Scope, november 1999

Fredag 5. november, 19:08 - Lærredet i BioCitys sal 1 påstås at være Danmarks største. Endda større end dét i Imperial i København. Til gengæld er der kun 433 sæder i salen, og godt en femtedel af dem står tomme for at sikre en passende spredning mellem publikum. En fornuftig disposition.

Biografens daglige leder informerer om, at vi har 55 kilometer film foran os, at der vil være gratis kaffe ad libitum, og at et lokalt bryggeri byder på juleøl (sidstnævnte nyhed udløser weekendens første jubelbrøl). To fynske journalister er til stede som garanter for Guinness Rekordbog; de vil, ligesom operatøren og to af biografens servicemedarbejdere, være solidariske med de betalende gæster og blive hængende, til den sidste stump celluloid er rullet igennem fremviseren søndag eftermiddag.

21:07 - "Agent 007: mission drab" (1962). Allerede ved det første glimt af Sean Connerys smokingklædte ryg bliver publikum ellevilde, og bifaldet brager løs, da han for første gang præsenterer sig ved navn: "Bond ... James Bond". Replikken viser sig hurtigt at have samme effekt, hver eneste gang den gentages. I pausen fløjtes 007-temaet kækt i krogene, og fra en lille gruppe ved døren høres spørgsmålet: "Hvornår kommer Q"?

23:14 - "Agent 007 jages" (1963). Dér kom Q, våbenmesteren med det herlige teknologiske isenkram, og han fik en hjertelig modtagelse. Interessant at se, hvordan Connery på ét år er vokset flere alen som skuespiller, ligesom instruktionen også er langt mere raffineret end i forgængeren. Allerede nu bemærker man en tendens blandt publikum til at hylde de grove mandschauvinistiske bemærkninger, som fra tid til anden kommer over Bonds læber deroppe på lærredet.

Lørdag 6. november, 01:16 - Vælger af taktiske årsager at skippe "Agent 007 contra Goldfinger" (1964). Får i stedet en lur og en snak med de to ungersvende bag bardisken i foyeren. De har desværre ingen sandwich som lovet - bageren klokkede i det. Biografsalen ser allerede forbløffende hærget ud med popcornbjerge på gulvet og skødesløst henslængte jakker blandt stolerækkerne.

03:35 - "Agent 007 i ilden" (1965), en noget træg og omstændelig affære - og den bliver ikke bedre af at blive set klokken to om natten. Spredte klik fra medbragte Bond-pistoler fortæller, at folk nu er mærkbart mere urolige og rastløse, end da de kom. Der serveres "energidrik" i foyeren. Smager som kaffe med brus, iblandet et skvæt Cherry Coke. Ikke just Dom Perignon '55.

05:45 - Sean Connery vader træt og ugidelig gennem "Du lever kun to gange" (1967) som en zombie på sovemedicin, men det må indrømmes, at filmen vinder ved at blive set på det store lærred, hvor den sprøde CinemaScope-fotografering og Ken Adams dekadente design rigtig kommer til sin ret. Rundt omkring i salen ligger mennesker draperet i soveposekokoner.

08:00 - Energidrik mig et vist sted. Endnu en favorit-Bond, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (1969), må vige pladsen for lidt tiltrængt lukøje. At dømme efter reaktionerne den sidste halve time falder George Lazenby, den menneskelige 007, ikke i fynboernes smag; applausen vil næsten ingen ende tage, da den nygifte Mrs. Bond brutalt mejes ned i slutscenen. Der serveres ét rundstykke pr. person til morgenmad.

10:52 - Maratonens hidtil største bifaldsstorm: Sean Connery vender tilbage i "Diamanter varer evigt" (1971). Til gengæld får Bonds CIA-ven Felix Leiter også klapsalver, så måske folk blot klapper for at holde sig vågne.

13:02 - Roger Moore modtages med overvældende apati og et enkelt spagt buh-råb, indtil nogen pludselig begynder at gejle en stemning op to minutter efter mandens fremkomst på lærredet. Filmen er "Lev og lad dø" (1973), og de højrøstede chauvinistiske tilkendegivelser i salen har antaget en noget grovere form. Et hurtigt vue over publikum afslører en ca. 99 % overvægt af hankønsvæsener.

15:15 - De kåde klik fra legetøjspistolerne begynder at tage overhånd - og vi er ikke engang halvvejs igennem arrangementet. Meget få er faldet fra, selv under Roger Moores to første, temmelig tamme og farveløse film. Et uheldigt islæt af folkekomedie har sneget sig ind i "Manden med den gyldne pistol" fra 1974.

17:20 - "Spionen der elskede mig" (1977). Atmosfæren i BioCity bliver stadig mere kvindefjendsk.

20:01 - Den i forvejen staldkåde stemning løftes yderligere et par trin, da der loves flere julebryg til folket. Man gruer for aftenens videre udvikling. Snakken blandt publikum truer med at overdøve filmens lydspor, men da det er totalfadæsen "Moonraker" (1979), som vises, er det ikke just noget stort tab. Under spisepausen kæmper et rengøringshold sig bravt igennem oceaner af popcorn og skumplastbægre.

22:38 - Alt for mange pistolklik og desperate, kaffespeedede bemærkninger under "Agent 007 strengt fortroligt" (1981), som ellers er et af højdepunkterne. Der er forbavsende stille under klimakset - måske er folk faldet i søvn? Overhører i pausen, at nogle har moret sig med at tælle Bonds kvindeerobringer: Han er nu oppe på 27.

Søndag 7. november, 00:54 - "Octopussy" (1983). En enkelt scene fremprovokerer et gevaldigt smædeudbrud, da et animeret kort på væggen i det sovjetiske krigsministerium viser, hvordan lille Danmark invaderes af kommunister ...! Blandt biografsalens gæster er cirka ti klædt i smoking, og de påstår, at de har det vældig behageligt. En lille gruppe har medbragt et komplet martinisæt med glas, bord og shaker. Meget stiligt.

03:24 - "Henad tre om morgenen er atmosfæren i et kasino tyk af røg og kvalme dunster af parfume og sved", skrev Ian Fleming i sin første Bond-bog. Man begynder at forstå, hvad han mener. BioCitys sal 1 ligner endelig den blanding af slagmark og udslidt lejrskole, den i snart mange timer har lugtet som, og at skulle holde sig vågen til "Agent 007 i skudlinien" (1985) er på alle tidspunkter af døgnet en umenneskelig bedrift.

05:41 - "Spioner dør ved daggry" (1987). Go' film.

08:06 - Indeklimaet er ulideligt gustent, og gensynet med "Licence to Kill" (1989) en skuffelse. Timothy Dalton er alt for sammenbidt og ubehagelig. Og nu går det også op for én, hvor åndssvage Maurice Binders fortekster egentlig er blevet med årene.

10:47 - Sov som en sten under hele "GoldenEye" (1995). Men nu er der også kun én film tilbage ....

12:52 - Slutteksterne til "Tomorrow Never Dies" (1997) ruller over lærredet, og der er stående ovationer fra et lettet og eksalteret publikum. Vi er kommet igennem manddomsprøven og ud på den anden side, ud i det hvide lys, der prøvende skinner os i møde fra banegårdscenterets parkeringstag. Taktfast råbes der: "En gang til"; enkelte er ligefrem så overstadige, at de beder om at se arrangøren uden tøj på. Han takker pænt nej og uddeler i stedet diplomer til samtlige overlevende. Tyngdekraften synes at have taget til, mens vi har siddet og svælget i koldkrigsfantasier og drengedrømme.

Hvad kan man konkludere af 43 timers Bond? At bagprojektionerne er lige så dårlige i "Agent 007 Mission: drab" som i "Licence to Kill" 27 år senere. At Q er tæt på at være filmenes mest populære figur. At James Bonds kernepublikum består af flabede mandschauvinister i 20'erne. Og at undertegnede forhåbentlig aldrig igen bliver fristet til at bruge en hel weekend på at sidde i en biografsal og mærke søvnunderskuddet og fejlernæringen gnave sig igennem kroppen.

Jovist var det en fornøjelse. Men ikke helt til den bitre ende.