Kategori: Diverse artikler

”James Bond og … cognac?”: Gylden smagning i Cinemateket

ARRANGEMENT

 
James Bond 007 er en sjælden gæst i Det Danske Filmmuseums biograf. Men torsdag 28. april kl. 18 bliver der endelig lejlighed til at nørde agent 007 i Cinemateket i Gothersgade, København – endda med en lidt usædvanlig vinkel.

Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab
Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab

Her følger Cinematekets beskrivelse af arrangementet ”James Bond og .. cognac?”:

Cognac er en ofte tilbagevendende drik i 007-universet. Hør meget mere om dette, når forfatter og cognac-ekspert Mogens Bachau 28. april gæster Cinemateket. Efter cognac-smagning vises 'Goldfinger' (1964).

Indrømmet, cognac er ikke James Bonds favoritspriritus. Men den ædle drik optræder igen og igen i 007-universet, både som plot-element og product placement. Hvad mener Bond fx, når han i ‘Goldfinger’ beskriver smagen af en brandy således over for M: ”I'd say it's a 30-year-old fine, indifferently blended … with an overdose of bon bois”?

Forfatter og cognac-ekspert Mogens Bachau vil 28. april kl. 18.00 indføre os i cognac’ens historie og beskrive de forskellige huse. Lær, hvordan man smager på cognac, hvilke smagsnoterog forskelle man kan forvente, og hvilke glas man skal bruge. Også emner som jordbundsforhold, kork, opbevaring og cognac som ingrediens i cocktails vil blive berørt.

Vi skal undervejs smage på tre forskellige cognacer. Efter smagning og foredrag i Asta Bar ser vi Guy Hamiltons ‘Goldfinger’ (1964) – nu anderledes velinformerede om, hvad ”fine” og ”bon bois” er for størrelser!

Billetter koster 120/130 kr. kr. og skal være afhentet tre dage inden arrangementet.

Kenneth Just og Christian Hansen / Cinemateket

Richard Vernon & Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab
Richard Vernon & Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab

Til James Bond•O•Rama.dk forklarer programredaktør Christian Hansen, at ideen til arrangementet ”James Bond og .. cognac?” kom fra cognaceksperten Mogens Bachau.

”Det sidste års tid har vi lavet filmvisninger med tilhørende smagninger. For eksempel har vi holdt engelsk vinaften i forbindelse med filmen ”The Trip” og ølsmagning til filmen ”Drinking Buddies”, der handler om et mikrobryggeri. Vi ville også gerne holde et cognacarrangement, og da pååpegede Mogens Bachau, at der var en egnet scene i ”Agent 007 contra Goldfinger”, hvor James Bond og 'M' diskuterer cognac,” fortæller Christian Hansen.

Christian Hansen beklager, at Det Danske Filmmuseum ikke ejer en 35mm-kopi af ”Agent 007 contra Goldfinger”, hvorfor visningen den 28. april afvikles fra blu-ray.

Foredraget varer ca. 45 minutter og foregår i Asta Bar i filmhusets kælder. Filmen starter kl. 19.00.

Bestil billetter til ”James Bond og .. cognac?” her

Ken Adam (1921-2016): “Bigger than Life”

I går, torsdag 10. marts 2016, døde filmscenografen Sir Ken Adam i London, 95 år gammel.

Ken Adam var manden bag det stilskabende, futuristiske production design på syv af James Bond 007-filmene fra EON Productions:

"Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962),  "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger, 1964), "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965), "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967), "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever, 1971), "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) og "Moonraker" (1979).

Barbara Broccoli og Sir Ken Adam på London Film Museum 18. marts 2014. Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum
Barbara Broccoli og Sir Ken Adam på London Film Museum 18. marts 2014. Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum

Ken Adam blev født Klaus Hugo Adam i Berlin 5. februar 1921 og emigrerede til England med sin jødiske familie i april 1934. Under anden verdenskrig kæmpede Klaus Adam mod sit fædreland, da han blev officer i det britiske luftvåben Royal Air Force (i øvrigt som deres eneste pilot med tysk pas). Efter krigen debuterede Ken Adam som tegner i filmbranchen i 1947.

Ken Adam var aktiv som art director og/eller scenograf indtil 2000. Han blev adlet af den engelske dronning i 2003 som den første filmarkitekt nogensinde. Desværre modtog Ken Adam ikke sine to oscarpriser for sit banebrydende og fantasifulde 007-design, men for to historiske dramaer ("Barry Lyndon" i 1976 og "Den gale kong George" i 1995). Han blev dog nomineret for sit arbejde på "Spionen der elskede mig" (1977).

Inden sin død donerede Sir Ken Adam sit arkiv til det tyske filmmuseum i Berlin, Deutsche Kinemathek. Den omfattende samling består af 5600 effekter (skitser, tegninger, fotos, videoer m.m.), som filmmuseet fortsat arbejder på at katalogisere med henblik på digital offentliggørelse senere i 2016.

Info om Ken Adam Archiv fra Deutsche Kinemathek

Deutsche Kinemathek, maj 2015. Foto: Brian Iskov
Deutsche Kinemathek, maj 2015. Foto: Brian Iskov

Deutsche Kinemathek fremviste udvalgte dele af Ken Adam-samlingen i udstillingen "Bigger Than Life: Ken Adam's Film Design", som løb fra december 2014 til maj 2015. Ud over et væld af skitser og effekter fra Ken Adams værksted kunne man bl.a. se følgende på udstillingen:

Læs mere

Bag om “Mord på film: James Bond” (DR3 2016)

Mandag 29. januar 2016 kl. 23.00 begynder anden sæson af DR3's faktaserie ”Mord på film” med en temaudsendelse om James Bond 007.

Programserien faktatjekker urealistiske optrin fra kendte film og tv-serier, som en slags dansk variant af Discovery Channel-serien ”Mythbusters”.

”Mord på film: James Bond” genskaber tre udvalgte stuntsekvenser fra hhv. ”Skyfall” (2012), ”Moonraker” (1979) og ”Spioner dør ved daggry” (The Living Daylights, 1987) for at undersøge, om logikken og fysikken bag de tre scener holder vand i virkeligheden.

mord paa film 1
Sigurd Kongshøj og Stefan "Snake" Knudsen i "Mord på film: James Bond" (DR 2016). Framegrab

Redaktør på DR Videnskab Maria Hee Simonsen fortæller til James BondORama.dk:

”Vores tilrettelægger, Jonas Damstrup Fried, lagde sig hurtigt fast på, at James Bond skulle være et af emnerne i den nye sæson. Dels fordi der er mange film at tage af, og dels fordi stuntsene har udviklet sig gennem årene, fra det vildt skøre – som tsunami-surfing (i ”Die Another Day”, 2002, red.) – til noget knap så urealistisk.”

Redaktionen kiggede også på Ian Flemings bøger, hvor James Bond som bekendt tager godt for sig af martinierne. ”Vi overvejede at teste, hvad vores vært dur til efter at have drukket 42 genstande. Men vi havde faktisk for mange ideer at vælge imellem,” siger Maria Hee Simonsen.

De tre scener, som kom med i det endelige program, blev:

Læs mere

“Martin Grace: Den anonyme helt” (Ugens Rapport, 1985)

ARTIKEL

 
Stuntmanden Martin Grace (1942-2010) var stand-in for Roger Moore i fem James Bond-film. Han arrangerede desuden actionsekvenserne i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill) fra 1985.

Samme år blev Martin Grace portrætteret i Ugens Rapport nr. 49. I artiklen fortæller han også om dengang, han dublerede Richard Kiel  som Jaws i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977):

Martin Grace - Ugens Rapport 49-85 A (2)

Martin Grace - Ugens Rapport 49-85 B.jpeg (2)

John Barry (1933-2011): Den lækre lyd af luksus

Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.

Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.

Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.

Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.

Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.

Læs mere

“Slå først, Frede!” (1965): Christian Monggaard om Erik Ballings Bond-parodi

"Slå først, Frede!" (1965). Foto: Per Grubbe
Morten Grunwald og Ove Sprogøe i Nordisk Films 007-parodi "Slå først, Frede!" (1965). Tre år før billedpornografiens frigivelse i Danmark turde danske film allerede være mere vovede end sine britiske sidestykker. Foto: Per Grubbe

På denne dato for 50 år siden, 21. december 1965, havde de danske biografer premiere på filmen "Slå først, Frede!". Instruktøren Erik Ballings spionkomedie, produceret for Nordisk Film, var et tidligt indslag i den bølge af parodier, som særligt i årene 1965 til 1967 søgte at lukrere på den voldsomt succesrige James Bond 007-serie fra engelske EON Productions.

"Slå først, Frede!" markerede samtidig det første samspil mellem konstellationen Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard - senere kendt som Olsen-Banden.

I bogen "Balling - hans liv og film" (Informations forlag 2011) gik Informations filmredaktør, Christian Monggaard, i dybden med "Slå først, Frede!" og dens efterfølger, "Slap af, Frede!" fra 1966. Christian Monggaard har venligst stillet sit manuskript til rådighed for James Bond•O•Rama. Herunder bringer vi et kondensat af bogens kapitel 12, der omhandler Erik Ballings første forsøg ud i superagentgenren.

NOTE: Bengt Janus Nielsen (1921-1988), som skrev manuskriptet til "Slå først, Frede!" sammen med Erik Balling og Henning Bahs, oversatte i 1960'erne flere af de danske førsteudgaver af Ian Flemings James Bond 007-romaner.

"Slå først, Frede!" (1965). Tegning: Bent Barfod
Biografplakaten til "Slå først, Frede!" (1965) var udført af Bent Barfod, som også animerede filmens titelsekvens.

Uddrag fra "Balling - hans liv og film", kapitel 12:

Fra Frede til Martha: Olsen-banden spøger i horisonten

Af Christian Monggaard

»Kære Erik Balling,« skrev forfatteren Anders Bodelsen i en anmeldelse formet som et åbent brev til instruktøren i Information den 22. december 1965, dagen efter premieren på Ballings nye film, spionkomedien "Slå først, Frede!".

»Jeg forstår ikke et muk af det hele. Nu har De i årevis næsten udelukkende beskæftiget dem med at sænke standarden på Nordisk Film, hovedsageligt ved hjælp af film, De selv instruerede, og som blev værre og værre, skønt der rigtig nok på cirka hver tredje spole var et eller andet, der erindrede om, at De engang blev betragtet som en lovende ung lystspilinstruktør.«

Anders Bodelsen nævnte Erik Ballings forrige film, "Landmandsliv" (også 1965, red.), som et eksempel på, hvor galt det var fat, og at instruktøren tilsyneladende betragtede det danske biografpublikum som idioter. Men så kom "Slå først, Frede!".

»Sig mig, er der to, der hedder Erik Balling, og som begge to instruerer film på Nordisk? Eller lider De faktisk – i lidt højere grad end vi andre – af personlighedsspaltning? Skulle det være Deres ’anden ungdom’? De må i hvert fald være klar over, at bordet fanger. Nu kan De simpelthen ikke gå tilbage til "Landmandsliv" igen – og alle de andre, som man slet ikke tør begynde at tænke på. "Slå først, Frede!" er – og det må De godt citere i annoncen – den sjoveste danske film i mange år. Den er professionel. Den er intelligent. Den tramper ikke rundt i sine pointer, som Deres film har det med at gøre. Er det manuskriptet? Jamen, det har De jo selv skrevet – sammen med Bengt Janus og Henning Bahs. De herrer må dele min hyldest indbyrdes, men hovedsagen er for mig, at instruktionen og klipningen kombinerer fart og ro på den måde, stoffet kræver: Intet sjuskeri, men heller ingen unødig dvælen.«

"Slå først, Frede!" (1965). Foto: Per Grubbe
Morten Grunwald og Ove Sprogøe i klassisk Bond-positur. Foto: Per Grubbe

Ideen med at lave en parodi på den i 1960’erne så populære spionfilm var ikke ny eller original, anførte Anders Bodelsen også. Men anmelderen havde en idé om, at Erik Balling havde lavet den sjoveste af dem, blandt andet fordi han lod Morten Grunwald spille fynsk rejsende i spøg og skæmt, og fordi han lod Ove Sprogøe spille Fredes kompetente læremester.

»Alvorligt talt, Balling, De kan jo, når De vil. Vil de nu ikke nok love, at De er med til at føre den vigtige danske underholdningsfilm ud af det forstenede og trannede stadium, den har være i så længe, De selv har befundet Dem i branchen, og holder linjen og humøret og kvaliteten oppe?«

Når man læser Anders Bodelsens brev til Erik Balling/anmeldelse af "Slå først, Frede!" – den mest overstrømmende positive af dem alle – skulle man tro, at instruktøren havde været væk fra dansk film i lang tid og nu endelig vendte tilbage. Og det gjorde han jo på en måde også, hvis man ser tilbage på de film, blandt andet tre periodefilm, han lavede i årene inden "Slå først, Frede!", og som var alt andet end moderne, ja, de var knap nok samtidige. Man skal tilbage til slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne for at finde film, nemlig de tre om Poeten og Lillemor, hvor Balling for alvor forholdt sig til den tid, han levede i. Og der er ingen tvivl om – selv om Balling og Bahs ikke vidste det endnu – at Frede-filmene blev forløberne for makkerparrets hovedværk, Olsen-banden.

Ideen til Frede-figuren og -filmene var ret gammel, fortæller Erik Balling til Ib Lindberg (i bogen "Samtaler med Erik Balling", 1974, red.), og var inspireret af den amerikanskfødte skuespiller Eddie Constantines franske detektiv- og agentfilm fra 1950’erne og 1960’erne. En af dem hed "Slå først, Eddie" (Me faire ça... à moi!, 1960), og Balling fik den tanke, at det kunne være sjovt at lave en film, der hed "Slå først, Frede!" og handlede om en dansker. I 1962 kom så også den første James Bond-film, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No), og snart rasede Bond-feberen, hvilket resulterede i både efterligninger og parodier, blandt andet Flint- og Matt Helm-filmene med henholdsvis James Coburn og Dean Martin i hovedrollerne og altså "Slå først, Frede!", der faktisk var en af de første parodier.

"Slå først, Frede!" (1965). Foto: Per Grubbe
Morten Grunwald var blandt de første til at parodiere Sean Connerys entré fra "Agent 007 contra Goldfinger" (1964). Foto: Per Grubbe

Læs mere

“The Program” (2015): Michael G. Wilsons cameorolle

I dag har den britisk-franske koproduktion "The Program" premiere i 12 danske biografer.

Den rutinerede britiske instruktør Stephen Frears ("The Queen", "Philomena") har iscenesat historien om cykelrytteren Lance Armstrong (spillet af Ben Foster). Lance Armstrong besejrede sin kræftsygdom for at vinde syv Tour de France-turneringer i træk, men faldt i unåde, da han blev taget i at lyve om sin omfattende brug af doping.

Og nu tænker du måske: Hvad har et dokudrama om professionel cykelsport dog at skaffe på en James Bond 007-fanside?

Svaret findes i en kort scene i "The Program", hvor Lance Armstrong modtager en nedslående besked af en kræftspecialist på en amerikansk klinik. Lægen spilles af Michael Gregg Wilson, bedre kendt som den ene af de to faste producere bag EON Productions' James Bond-filmserie. Wilson er sågar krediteret for sin gæsterolle i filmens rulletekster, hvor han står opført som "Lance's Doctor".

Den 73-årige Michael G. Wilson har været involveret som forfatter og/eller producer på samtlige af EON Productions' James Bond-film siden "Moonraker" i 1979.

Stephen Frears, instruktør af "The Program" (Foto: Kevin Winter/Getty Images for TIFF)
Stephen Frears, instruktør af "The Program" (Foto: Kevin Winter/Getty Images for TIFF)

"Det gælder om at fedte sig ind hos så mange som muligt!" spøgte Stephen Frears, da Bond•O•Rama spurgte ham om Michael G. Wilsons cameorolle i "The Program" på Toronto International Film Festival, hvor filmen havde verdenspremiere i september 2015.

Stephen Frears uddybede:
"Lance Armstrong tog på et hospital i Amerika. Her blev han tilset af en højt anerkendt læge, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte finde en betydelig person af en vis substans til at spille lægen. Jeg ønskede ikke at tage let på det."

Ved den danske gallapremiere på "SPECTRE" i Københavns Imperial-biograf den 27. oktober 2015 fik Bond•O•Rama.dk mulighed for at spørge Michael G. Wilson om hans gæstemedvirken i "The Program" (se video nedenfor).

"Åh ja, han bad mig om at spille læge. En onkolog. Det var vældig skægt," bekræftede Michael G. Wilson og tilføjede med en mild latter:
"Har du set filmen? Forhåbentlig skriver du ikke en anmeldelse af mig!"

Ved samme lejlighed fortalte Michael G. Wilson om sine små cameo-optrædender i James Bond-filmserien. Han har til dato haft statist- eller småroller i 16 Bond-film, siden han som teenager hjalp sin stedfar, Bond-produceren Albert R. Broccoli, på den amerikanske del af optagelserne til "Agent 007 contra Goldfinger" (1964).

"Jeg hjalp til på settet som runner og tredje instruktørassistent", fortæller Michael G. Wilson. Han kom med i filmen af nødvendighed, fordi baggrunden skulle fyldes ud med statister. Michael G. Wilson kan bl.a. skimtes som soldat i scenerne omkring Fort Knox.

"Siden blev det en bevidst ting, og nu er det en slags tradition, at jeg har en lille medvirken et sted i filmen," forklarede han til Bond•O•Rama.dk.

I "SPECTRE" (2015) kan Michael G. Wilson skimtes meget kortvarigt i en scene, hvor han giver hånd til Max Denbigh (Andrew Scott). Den unge mand ved Wilsons side i denne sekvens er hans yngste søn, Gregg Wilson, som er filmens associate producer. Det forventes, at Gregg Wilson skal køre EON Productions' James Bond-serie videre som hovedproducer sammen med Barbara Broccoli, når Michael G. Wilson en dag vælger at gå på pension.

Michael G. Wilsons forbindelse til Stephen Frears stammer tilbage fra 2003, hvor Wilson og hans halvsøster og medproducer, Barbara Broccoli, overvejede at lave en spinoff-film med Jinx, Halle Berrys agentfigur fra "Die Another Day" (2002).

Stephen Frears var tilknyttet "Jinx" som instruktør en kort overgang ("omkring ti minutter!" klukker Frears til Bond•O•Rama.dk). Men efter at James Bond-filmseriens faste forfatterduo, Robert Wade og Neal Purvis, indleverede deres første manusudkast, vendte MGM tommelen nedad, og EON Productions måtte skrinlægge projektet.

● Læs den oprindelige notits i Variety om "Jinx" (oktober 2003)