Kategori: Diverse artikler

Sir Sean Connery (1930-2020): Mindeord

DØDSFALD

 
Så skete det, som vi aldrig troede kunne ske. Sir Sean Connery er gået bort, 90 år gammel. Han sov ind i sit hjem i Bahamas natten til i dag, lørdag 31. oktober 2020.

James Bond•O•Rama.dk har været direkte i TV 2 News for at mindes Sean den Store. Et uddrag af indslaget kan ses i TV2.dk's nekrolog over Sean Connery:

Brian Iskov mindes Sean Connery i TV 2 News

Da spillefilmen "Det hemmelighedsfulde selskab" fik dansk biografpremiere i september 2003, skrev jeg følgende portrætartikel om Connery til Politiken. Dengang kunne vi ikke vide, at den rodede actionfilm ville blive Sean Connerys sidste rolle på det store lærred. Efter det problematiske produktionsforløb trak han sig tilbage og lod sig aldrig lokke ind foran et filmkamera igen.

Sean Connery spillede James Bond agent 007 i syv biograffilm og gentog rollen i en alder af 75, da han lagde stemme til sin egen, unge Bond-avatar i computerspillet "From Russia With Love" (2005).

Sean Connery i 1959 ("Darby i alfeland") og 2019 (privatfoto).

En helt almindelig skotte

Brian Iskov, versioneret 31. oktober 2020 efter artikel i Politiken 26. september 2003

Vi spoler tilbage til 1963, kort efter premieren på ”Agent 007 jages”. Instruktøren, britiske Terence Young, var fløjet til Amerika med filmens hovedrolleindehaver, en 33-årig skotte kaldet Sean Connery. Da de to herrer gik ud af lufthavnen, mødtes de af 800 mennesker, der kun stod og ventede på én person.

En gammel dame møvede sig igennem politiafspærringen og viftede en blok papir om næsen på Youngs ledsager. ”Sean, giv hende nu bare din autograf,” vrissede Young, og Sean parerede ordre. Men da damemennesket fik stukket papiret i hånden, så hun helt forkert ud. ”Nej, nej, nej,” udbrød hun. ”Der skal stå James Bond.”

Hun gloede bebrejdende på Sean uden at vide, at hans verden forrykkede sig i netop dét øjeblik. Det gik op for ham, at han ikke længere blev opfattet som en person. Det var ikke mennesket og skuespilleren, folk fik øje på, når de kiggede på Sean Connery. De så et sexsymbol, et kulturelt ikon.

De så James Bond.

Læs mere

“Fornyet licens”: Artikel af Bo Green Jensen (Weekendavisen 2006)

Den 20. oktober 2006, godt en måned før danmarkspremieren på EONs 21. James Bond-film, "Casino Royale", bragte Weekendavisen denne lange og vidtfavnende artikel, hvor Bo Green Jensen går i dybden med Ian Flemings litterære Bond-figur. "Sætstykket er en kritisk læsning af menneskesynet i 'Goldfinger'," skriver Bo Green Jensen selv.

Den essayistiske tekst, "Fornyet licens", trækker blandt andet på Henry Chancellors faktabog "James Bond – The Man and his World" (2005), Simon Winders "The Man who Saved Britain" (2006) og til dvd-kufferten "James Bond 007 Ultimate Edition", som distributøren SF Film udsendte på det danske marked i denne periode.

Hele artiklen kan læses i fri tekst under den indscannede avisside. Bo Green Jensen har desuden genpubliceret teksten i illustreret form på sin egen blog:

"Fornyet licens" på blog.bogreenjensen.dk

Læs mere

“High Time to Kill”: Artikel om Raymond Bensons Bond-roman (2000)

Den 29. januar 2000 bragte Fyens Stiftstidende denne artikel om Raymond Bensons seneste James Bond 007-roman, "High Time to Kill" (ikke udgivet på dansk).

Artiklen citerer fra et Benson-interview i bladet Bulletin og omtaler konsekvent forfatteren som Richard Benson. Den forvrøvlede billedtekst til Hjørdis Platos illustration er i sig selv en studie værd:

Gengivet med venlig tilladelse af Jakob Vinde Larsen. 

“Hemmelige affærer”: Den første film om Ian Fleming (1992)

Lørdag den 1. februar 1992 viste TV 2 Danmark den engelske tv-film "Goldeneye: The Secret Life of Ian Fleming" (1989) under titlen "Hemmelige affærer".

Charles Dance (der spillede Claus i "Agent 007 strengt fortroligt" otte år forinden) ses i hovedrollen som Ian Fleming og blev dermed den første til at portrættere James Bond-forfatteren på film. "Hemmelige affærer" dramatiserer Ian Flemings oplevelser i flådens efterretningstjeneste under 2. verdenskrig. Rammehistorien er optaget on location ved Flemings sommerhus, Goldeneye, på Jamaica.

Ud over Dance medvirker to senere Bond-birollespillere i "Hemmelige affærer". Christoph Waltz, der i 2015 fik rollen som Ernst Stavro Blofeld i "SPECTRE", ses her som nazist, og Julian Fellowes, forsvarsministeren i "Tomorrow Never Dies", giver den fuld gas som entertaineren Nöel Coward, Ian Flemings nabo på Jamaica.

Jyllands-Posten foromtalte "Hemmelige affærer" 31. januar 1992 med nedenstående artikel om Ian Flemings liv. Øverst ses en notits om tv-filmen fra Se og Hør september 1995.

Læs mere

“Lev og lad dø”: Roger Moore og Jane Seymour i Se og Hør (1972)

Ugebladet Se og Hør foromtalte den kommende EON-produktion "Lev og lad dø" (Live and Let Die) den 20. oktober 1972, kort efter at filmoptagelserne gik gang og mere end et år før filmens danske biografpremiere.

Under overskriften "En snob bli'r 007 James Bond" kunne læserne se den nye James Bond 007, Roger Moore fra den populære tv-serie "De uheldige helte" (The Persuaders), få klippet sit lange nakkehår hos frisøren. Artiklen fra nr. 42/1972 oplyser desuden, at filmselskabet havde forsikret Moore for et enormt pundbeløb (omend brødteksten og underrubrikken er uenige om beløbet: 35 eller 40 millioner).

Typisk for Se og Hørs redaktionelle linje i 1970'erne handler den modstående artikel om Moores kvindelige medspiller, Jane Seymour, primært om, at hun angiveligt var jomfru, indtil hun blev gift som 22-årig, og at hun nyder at nøgenbade:

George Lazenby: “Nu er han kun nul” (Se og Hør 1977)

Ugebladet Se og Hør bragte i nr. 38/1977 denne "hvad blev der af"-opdatering om George Lazenby, der spillede James Bond i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969).

Af artiklen fremgår det, at den australske eks-007 er startet forfra på sin karriere og begyndt på teaterskole. Journalisten Sven Henrik noterer sig ud fra billederne, at Lazenby "stadig ser godt ud" og trods den manglende filmsucces har råd til en luksusbil, endda med skræddersyet nummerplade: LAZEN B.