I dag fylder Remy Julienne 90 år. Den franske actionekspert arrangerede kørestunts til samtlige af EON Productions' Bond-film gennem 1980'erne, fra "Agent 007 strengt fortroligt" (1981) til "Licence to Kill"(1989). Hans sidste Bond-film var "GoldenEye" (1995).
Denne artikel om Remy Julienne og hans bedrifter blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 25. oktober 1987:
Er saxofonsoloen i filmen “Manden med den gyldne pistol” vitterlig skrevet af John Barry? Eller har han tyvstjålet musikken fra danskerne Ib Glindemann og Jesper Thilo uden at kreditere dem? Bond-O-Rama.dk undersøger sagen.
“Ja - det er mig, der har indspillet dén solo. Det kan jeg godt huske!”
Sådan sagde jazzmusikeren Jesper Thilo i 2012, da Bond-O-Rama ringede ham op og afspillede lyden fra en scene i James Bond-filmen “Manden med den gyldne pistol” (The Man with the Golden Gun, 1974).
I scenen hører man en smægtende tenorsaxofon smyge sig ud af højttalerne, imens James Bond i Roger Moores skikkelse kurtiserer mavedanserinden Saida (Carmen du Sautoy) i et baglokale i Beirut.
Saxofonsoloen, som Thilo genkendte som sin egen, er også med på filmens soundtrackalbum, hvor den udgør introen til skæringen “Getting the Bullet”. John Barry står krediteret som ophavsmand, og Bondmusikeksperten Jon Burlingame beskriver musikstykket i sin bog “The Music of James Bond” som “one of Barry’s signature sexy saxophone solos”.
Men den danske komponist Ib Glindemann hævdede lige til sin død i april 2019, at det var ham - og altså ikke John Barry - der havde skrevet dette ene stykke Bond-musik.
Mysteriets første spor dukkede op i et interview, som Fyens Stiftstidende lavede med Ib Glindemann i 1998. Her nævnte han i forbifarten, at Jesper Thilo engang ringede til ham og sagde, han havde hørt sig selv i en Bond-film på tv.
Forklaringen skulle være, at Glindemann leverede en række korte musikstykker som “library music” til det amerikanske marked i begyndelsen af 1970’erne. Han identificerede endda musikstykkets navn.
"Det drejer sig om tracket 'Saxophone A' på en Chappell Production Music [aka. library music] LP fra 1973/74", oplyste Glindemann i en mail til filmmusikekspert og filmkomponist Søren Hyldgaard i december 2012.
Da Jesper Thilo hørte saxofonsoloen igen, kunne han sågar huske, at indspilningen havde fundet sted i et lydstudie på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter godt 40 år tidligere.
Mon den gode John Barry følte sig fristet til at skære hjørner, fordi filmens pressede produktionsforløb kun gav ham tre uger til at komponere det 57 minutter lange partitur i? Ér det Thilo og Glindemanns solo, vi hører i “Manden med den gyldne pistol”? Lod Barry musikstykket genindspille til filmen? Eller er der tale om to selvstændige, men tilfældigvis næsten ens kompositioner?
En mindre kendt dansk James Bond 007-forbindelse er, at Pierce Brosnans bil i "The World is Not Enough" (EON 1999), en BMW Z8, er designet af danskfødte Henrik Fisker.
Henrik Fisker er citeret i følgende opslag fra "The James Bond Car Collection" nr. 4/2007:
"The car is timeless ... beautifully sculpted. Even today I wouldn't change a thing on it."
Souvenirmagasinet blev udgivet af britiske Eaglemoss Publications og solgt sammen med en miniaturemodel af bilen.
I aften, fredag 10. januar 2020, spiller DR SymfoniOrkestret den sidste af tre udsolgte koncerter under overskriften "Agents are Forever". Programmet består af udvalgte musikstykker fra agent-, spion- og detektivfilm, men James Bond 007 fylder afgjort mest. Konferencier ved alle tre aftener i DR Koncerthuset er Jakob Stegelmann, der også har skrevet programteksten, som kan læses i sin fulde længde nedenfor. Caroline Henderson er gæstesolist på syv James Bond-titelsange (inkl. ekstranummeret). Programmet er tilrettelagt af Nicolai Abrahamsen fra DRSO.
Den sidste af Agents are Forever-koncerterne bliver transmitteret direkte i DR P2 i aften klokken 19.20. En tv-version af koncerterne er programsat til den 5. april kl. 20 på DR2.
Det var lidt af en opgave, komponisten Monty Norman fik, da producenten Albert Broccoli bad ham skrive musik til sin nye agentfilm. Dels fordi Norman mest havde skrevet sange til musicals, dels fordi Broccoli ønskede sig et tema, der kunne gøre hovedpersonen i den nye film verdenskendt. Norman løste opgaven ved at snuppe en af sangene fra en musical, der var blevet skrinlagt nogle år før. Det var en fjollet lille sang, næppe et stort hit.
Men så kom John Barry og hans orkester – og så løftede den primitive lille sang sig. Barrys arrangement gjorde temaet råt, moderne – og tidløst.
De færreste husker vel i dag, at en dansk pige i 1974 vandt en statistrolle i James Bond 007-filmen "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) gennem en konkurrence i Ekstra Bladet.
I denne samtidige artikel fra ungdomsbladet Vi Unge (nr. 12/1974) fortæller Janni Pia Christensen om oplevelsen af at filme med Roger Moore & Co. i Bangkok:
"Det skuffede mig faktisk, at hele filmholdet virkede kynisk, koldt og upersonligt."
"Aldrig mere James Bond", proklamerede Sean Connery i denne artikel fra ugebladet SE og HØR nr. 23/1972 (udgivet 9. juni).
"James Bond fyldte min bankkonto, men ikke mit navn som skuespiller," har Connery angivelig udtalt. Artiklen citerer ham også for følgende udsagn: "Jeg blev efterhånden træt af, at alle, selv min producer, kaldte mig James i stedet for Sean."
Den nævnte film "Something Like the Truth", hvor Sean Connery spiller politimand, endte med at hedde "The Offence". Sidney Lumets drama fik dansk biografpremiere i oktober 1974 under titlen "Forhøret".
I ugebladet SE og HØR nr. 10/1972, udgivet den 10. marts, kunne man læse, at EON Productions' syvende James Bond-film , "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever), på 12 uger havde solgt 270.000 billetter i de danske biografer. Dermed var Sean Connerys comeback til Bond-serien en næsten dobbelt så stor kassesucces i Danmark som den foregående film, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) med George Lazenby i titelrollen.
Artiklen, "Diamanter og dejlige damer", indeholdt også nogle sjældent sete billeder af fortiteldesigneren Maurice Binder i arbejde med sine afklædte modeller. (Billedteksten forveksler Binder med filmens instruktør, Guy Hamilton.)