Kategori: Interview

“Shaken, Not Stirred”: Bondkoncert med Sinne Eeg (2022)

BOND-MUSIK

Tirsdag den 5. juli 2022 fremfører Sinne Eeg en række håndplukkede James Bond-sange ved en open air-koncert i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Bond•O•Rama.dk har talt med sangerinden forud for showet "Shaken, Not Stirred".

Sinne Eeg • pr-foto: Stephen Freiheit

I Haveselskabets smukke omgivelser ved Frederiksberg Have kan man på tirsdag den 5. juli klokken 19.00 opleve en af Danmarks fremmeste jazzsangere, Sinne Eeg, fremføre en perlerække af klassiske temasange fra James Bond 007-filmene. Sinne Eeg akkompagneres af fem musikere og en gæstevokalist, Patrick Dorgan, til koncerten “Shaken, Not Stirred”, der indgår i eventrækken “Sommer i Haveselskabet”. Der vil også være særlig Bond-stemning i form af en sølvgrå Aston Martin DB6 og vodka martinier i baren.

Sinne Eeg har kun optrådt offentligt med Bond-musik én gang før, nemlig da hun i 2012 blev inviteret af jazzkvartetten Kiss Kiss Bang Bang til at være deres gæstesolist på Copenhagen Jazz Festival. “Det var megafedt at være med til, og jeg har gået og sunget sangene for mig selv lige siden,” fortæller Sinne Eeg til Bond•O•Rama.dk forud for “Shaken, Not Stirred”.

Da hun for et par år siden mødte den amerikanske jazzpianist Josh Nelson, besluttede hun sig for at tage Bond-sangene op igen. “Josh er kæmpe filmnørd, og han elsker filmmusik,” siger Sinne Eeg. Josh Nelson flyver hertil fra Amerika for at optræde til “Shaken, Not Stirred”, og det er også ham, der forud for showet har siddet og lyttet Bond-sangene af og skrevet dem på nodeform.

Selve arrangementerne bliver dog først lagt fast dagen inden koncerten, når Sinne Eeg & Co. går i øvelokalet. “Det bliver knap så orkestreret som originalversionerne,” siger sangeren om sin og bandets udlægning af musikken.

Læs mere

“Die Another Day”: Interview med Pierce Brosnan i MetroXpress (2003)

Den 24, januar 2003 bragte den danske udgave af gratisavisen MetroXpress et kort interview med Pierce Brosnan fra den svenske gallapremiere på "Die Another Day" (EON 2002).

Under rubrikken "Brosnan har savnet hed sex i Bond-film" kunne skuespilleren fortælle, at han allerede havde sagt ja til sin femte film i Bond-serien, "fordi arbejdet ikke er gjort færdigt endnu" (det fik han så ikke lov til, red.). Desuden tager Brosnan æren for ideen til sexscenen mellem 007 og Jinx (Halle Berry) og indrømmer, at han ofte har svært ved at finde hoved og hale på handlingen i Bond-filmene: "Hvordan skal publikum nogensinde hitte rede i det, hvis jeg ikke fatter en brik af, hvad der sker?"

 

“Manden med den gyldne pistol”: Interview med Roger Moore (Se og Hør 1974)

"Jeg vil sandelig gerne spille skurk," udtalte Roger Moore, da ugebladet Se og Hør mødte ham under indspilningerne af "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974) i Pinewood-studierne.

I interviewet, der blev trykt i Se og Hør den 16. august 1974 (nr. 33), indrømmer Roger Moore også, at han ikke er bleg for at give sine børn en endefuld: "Så de ved, jeg er et ganske almindeligt menneske"!

Læs mere

“OHMSS50”: Eksklusivt interview med Vic Armstrong (2019)

INTERVIEW

 
Mandag den 5. oktober fylder Vic Armstrong 74 år. Den legendariske engelske stuntmand startede sin Bond-karriere som 20-årig, da han var den første ninja, der gled ned ad rebet til Blofelds vulkanbase i "Agent 007 - du lever kun to gange" (EON 1967).

Siden dublerede han George Lazenby i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (EON 1969), Roger Moore i "Lev og lad dø" (EON 1973) og Sean Connery i "Never Say Never Again" (Taliafilm 1983), før han avancerede til second unit-instruktør og stuntkoordinator på tre af Pierce Brosnans Bond-film: "Tomorrow Never Dies" (EON 1997), "The World is Not Enough" (EON 1999) og "Die Another Day" (EON 2002).

> Læs vores interview med Vic Armstrong fra "Bond in Motion" (2014)

Bond•O•Rama.dk mødte senest Vic Armstrong i Schweiz i juni 2019, da han deltog i jubilæumsfesten for "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" på Piz Gloria. Vi fik os en snak om indspilningerne af dén film tilbage i 1969 og nogle af de andre eksotiske optagesteder, han har været så heldig at besøge under arbejdet med de følgende James Bond-film.

Vic Armstrong i Piz Gloria, juni 2019. Foto: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk

Har du en favorit blandt alle de optagesteder, du har været på Bond-filmene?
De er alle fantastiske, men det her sted [Piz Gloria og Schilthorn] er ikonisk. Jeg var her i tre måneder [for at lave "OHMSS" i 1969]. Second unit-optagelserne blev bare ved og ved og ved. Vintersneen faldt, og da den smeltede igen, var vi stadig i gang med at optage.

Jeg havde kun været i branchen i små fem år, da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville komme hertil. Jeg var med i den anden gruppe af stuntmænd, der ankom til [optagelserne i Schweiz]. Vi kom for at lave angrebet på Schilthorn, hvor helikopterne flyver ind, og vi springer ud af dem med flammekastere, lander i sneen og løber op og angriber Blofeld. Bagefter lavede vi biljagten nede i Lauterbrunnen, og så blev jeg hos second unit-holdet og lavede resten. Det blev ved og ved. Jeg kan huske, at det var mørkt, den første aften jeg ankom, og de sendte os ned til Stäger [den lokale sportsbutik] for at få vores skiudstyr. "Vil du have noget imod at lære at stå på ski?" spurgte de. Fint nok; jeg får jo penge for det, ikke! Så de udstyrede os med al alpingrejet, og jeg gik tilbage til hotellet. Det var en vinternat med måneskin, og det var så utrolig smukt. Jeg kiggede over på Eiger ... Ah. Det var næsten lige så lyst som ved højlys dag. Helt fantastisk. Det har jeg aldrig glemt.

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Interview med Richard Kiel (1977)

Ugebladet SE og HØRs reporter John Lindskog besøgte optagelserne til "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977) i Pinewoodstudierne uden for London. Her interviewede han både Roger Moore (James Bond 007) og Richard Kiel (Jaws). Artiklen blev trykt i SE og HØR nr. 49/1976, over et halvt år før filmen fik danmarkspremiere.

Artiklen, "Super-kæmpe stjæler billedet fra James Bond", var ledsaget af et billede af Lindskog og Kiel sammen på Pinewood. Et sjældent set foto viser Roger Moore, der holder frokostpause i Bonds orlogskaptajnsuniform sammen med sin kone, Luisa.

"Jeg har også været udsmider på en natklub. Der blev jeg fyret, fordi jeg smed en gæst ud, uden først at åbne døren."
– Richard Kiel

Læs mere

“Manden med den gyldne pistol”: Interview med Britt Ekland (1974)

I anledning af danmarkspremieren på "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) i december 1974 lod Britt Ekland sig interviewe til det danske ugeblad SE og HØR nr. 50/74 (udgivet 12. december).

Den svenske skuespiller, der har rollen som Mary Goodnight over for Roger Moores James Bond 007, fortæller om filmens kyske sexscener:

"Roger må ikke lægge sig oven på mig, og når vi kysser hinanden, er det kun 2 sekunder ad gangen."

Britt Ekland oplyser også, at hun er helt færdig både med nøgenscener og eksmanden Peter Sellers og beskriver danskerne som "en blanding af svenskere og franskmænd".

“OHMSS50”: Eksklusivt interview med John Glen (2019)

Ved den uofficielle OHMSS 50-fejring af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service"), som foregik i juni 2019 ved Piz Gloria i Schweiz, havde James Bond•O•Rama.dk fornøjelsen af at møde Bond-veteranen John Glen.

Den nu 87-årige englænder var klipper på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" og fungerede desuden som second unit-instruktør af de schweiziske actionscener i 1968-69. John Glen gentog siden dobbeltrollen på "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) og "Moonraker" (1979), før han blev forfremmet til instruktør på samtlige af EON Productions' Bond-film i 1980'erne: "agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, 1981), "Octopussy" (1983), "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, 1985), "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987) og "Licence to Kill" (1989).

I denne eksklusive samtale med Bond•O•Rama.dk fortæller John Glen om nogle af sine yndlingslocations fra filmserien, hans klippeteknik på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (=OHMSS) og andre anekdoter fra hans arbejde på Bond-filmene.

● Læs originalversionen af John Glen-interviewet på engelsk
● "OHMSS 50": Billeder fra Piz Gloria
● "OHMSS 50": Billeder fra Mürren, Lauterbrunnen og Bern

John Glen bliver interviewet på Piz Gloria 1. juni 2019. Foto: Schilthornbahn

John Glen, hvis du skulle nævne én yndlingslocation fra alle dine Bond-film, hvilken skulle det så være?
Så tror jeg, at Piz Gloria ville ligge på toppen af listen. Berner Oberland er nok et af de bedste optagesteder, vi nogensinde har været på. Det er et utroligt vy, meget James Bond-agtigt. Bond-fornemmelsen er dybt forankret i det her sted.

Så vidt jeg erfarer, er Piz Gloria og Schilthornbahn den eneste Bond-filmlocation, der nogensinde har fået indført i deres kontrakt, at de har ret til at markedsføre sig som en officiel 007-location. Det siges, at EON Productions er temmelig utilfredse med den passus i dag.
Det er jo indirekte gratis reklame, og det er stadig 007, ikke sandt? Det må være det vigtigste. Det er en utrolig franchise. Alle spørger, hvor længe den dog kan fortsætte. Jeg kan huske, at [instruktøren] Lewis Gilbert sagde til mig, at han troede, Bond-filmene ville slutte efter "Moonraker". "Måske er det enden på serien". Den film kostede mange penge at lave. Men sidenhen åbnede der sig en masse nye markeder for filmene.

Læs mere