Kategori: Artikler

“Jane Blond”: Interview med Dansk Rakkerpak (2023)

I sommeren 2023 tog teatertruppen Dansk Rakkerpak på danmarksturné med deres open air-show "Jane Blond". James Bond•O•Rama.dk har talt med instruktør og medforfatter Niels Grønne om forestillingen, der er en veloplagt og familievenlig pastiche over Agent 007's univers.

Fra juni til september 2023 har man i flere danske byer kunnet oplevet det timelange show ”Jane Blond”, der parodierer og hylder James Bond-universets faste ingredienser. Helt i tidens ånd er den maskuline superagent skiftet ud med en sej heltinde (spillet af Susanne Bonde), der ikke lader James Bond noget tilbage i charme, snilde og slagkraft. Blofeld (Niels-Peter Kløft) og Jaws (Jesper Pedersen) optræder som velkendte skurke i det tempofyldte og musikalske gadeteatershow, hvor fjerdemanden Thomas Dinesen sørger for lydeffekter, liveakkompagnement og speak af Blofelds replikker.

Bag ”Jane Blond” står Dansk Rakkerpak, der blev dannet i 1994, og som siden 2017 har kunnet kalde sig Næstveds internationale egnsteater. Truppen har tradition for at turnere med deres sommerforestillinger, som ved flere lejligheder har taget udgangspunkt i eksisterende fiktionsuniverser. Tarzan, Sherlock Holmes og spaghettiwesterns har tidligere været under kærlig behandling af Dansk Rakkerpak, og ”Psycho Street Cut”, deres udgave af Hitchcocks ”Psycho”, opnåede endda en Reumert-nominering i 2015.

Skuespilleren Niels Grønne, der dannede truppen i 1994 og i dag udgør en tredjedel af den kunstneriske ledelse, har instrueret den aktuelle forestilling, ”Jane Blond”. Han har desuden udtænkt manuskriptet sammen med de medvirkende.

Jane Blond foto 1 (Søren K. Kløft)
Niels-Peter Kløft, Susanne Bonde og Jesper Pedersen i "Jane Blond" ● pr-foto: Søren K. Kløft

Den 61-årige Niels Grønne voksede op med Roger Moore som James Bond, og efter eget udsagn er han det medlem af Dansk Rakkerpak, der gik mest op i at lave en forestilling med Agent 007-tema. Han fortæller til James Bond•O•Rama:

”Jeg synes, det er fantastisk, at man kan blive ved med at forny det univers, og at filmene følger med tiden. Faktisk syntes jeg, at filmene med Pierce Brosnan ramte den allerbedste balance, og jeg ærgrede mig over, at han måtte gå af på grund af Mission: Impossible og andre konkurrenter.”

”For et par år siden var jeg så heldig at finde et bokssæt med alle de gamle Bond-film, så vi kunne kigge dem igennem og hente inspiration til vores forestilling. I lyset af al den debat, der har været om, hvem der skulle være Bond næste gang, tænkte vi, at det kunne være sjovt med en kvindelig Bond, så vi forholdt os til, hvordan Bond behandler kvinder og omvendt.”

”Vi gjorde Jane Blond til en moderne udgave af Bond ligesom Pierce Brosnan og Daniel Craig, som giver deres modstykker en vis værdighed. Samtidig har hun også lidt af den der brug og smid væk-mentalitet i den scene, hvor man ser hende med en mandsperson på en natklub eller hotelværelse, men hvor hun affærdiger ham, så snart hovedkvartet tilkalder hende. Vi ville gerne vise, at en kvinde kunne have den samme attitude og handlekraft.”

Læs mere

“Agent 007 i skudlinien” (1985): Danske forbindelser

I "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, EON 1985) ses et dansk flag på Seinens bred i Paris, kort før James Bond 007 (Roger Moore, eller rettere hans stuntchauffører) kører sin stjålne Renault 11-taxi hen over taget på en bus.
Tidskode (Blu-ray):  00:20:03-00:20:04

AVTAK Dannebrog (screengrab)

Tak til flagspotter Rikart Olander Købke.

●  Se andre indlæg i serien "Danske forbindelser"

“Die Another Day”: Jubilæumshæfte fra Se og Hør (2003)

I anledning af den danske biografpremiere på "Die Another Day" udsendte ugebladet Se og Hør jubilæumshæftet "40 år med James Bond" som tillæg til deres nr. 4/2003.

De XX siders hæfte  indeholdt en lang række interviews, som bladets såkaldte 007-redaktør Peer Kaae havde lavet med filmens skuespillere: Pierce Brosnan, Halle Berry, Rick Yune, Rosamund Pike. Tillægget bød også på citatmosaikker forklædt som interviews med de tidligere Bond-stjerner Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore og Timothy Dalton, en artikel om Richard Kiel med en morsom anekdote fra hans besøg i Tivoli 1978, opslag om Bonds-biler og kvinder samt et besøg hos den danske Bond-samler Knud Braagaard fra Lyngby.

Læs mere

Roger Moore besøger Magasin du Nord: Øjenvidneberetninger (1972)

REPORTAGE

 
Allerede inden Roger Moore spillede James Bond 007 første gang i "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973), havde tv-serien "De uheldige helte" (The Persuaders, 1971-72), hvor han spillede lapsen Brett Sinclair, gjort den engelske skuespiller til et stort navn i Danmark.

Det måtte pr-afdelingen hos Magasin du Nord sande, da de fredag den 5. maj 1972 inviterede københavnerne til et møde med fjernsynsstjernen i varehuset på Kongens Nytorv.

Roger Moore i Magasin du Nord 5. maj 1972

Roger Moore var i byen for at promovere den nyeste duft fra parfumeselskabet Fabergé, som han på det tidspunkt sad i bestyrelsen for. Uheldigvis havde Magasin du Nords personale groft undervurderet interessen for Roger Moores person. Flere tusind børn og voksne mødte op på 2. sal i varehuset i håb om at få et glimt af giraffen, og presset fra menneskemængderne gjorde, at situationen udartede til det rene kaos.

"Folk gik helt amok. Vores spejle blev smadret, og vi måtte ringe efter ambulancer."
– Ansat i Magasin mindes i 2006 Roger Moores besøg

Et af de mange børn, der gik forgæves og måtte undvære at hilse på Roger Moore, var den otteårige Bent Nielsen. I 2006 gengav han på sin blog sit barndomsminde om den famøse majdag i 1972, hvor hans mor tog ham med i Magasin:

"Da vi ankom til Magasin blev vi henvist til anden sal, hvor vi foran 2 store hvide døre tog plads bag de få andre fremmødte som allerede var dukket op.
Efter en tid dukkede flere og flere op og til sidst begyndte folk nede fra at skubbe da tiden nærmede sig mere og mere til at man kunne komme ind og møde Roger Moore. Køen voksede og de ansatte i Magasin prøvede derfor at danne en kæde ved at holde hinanden i hånden men folk forsatte stadigvæk med at skubbe og masse, hvorefter min mor satte mig op på skranken ved siden af et kasseapparat indtil skranken begyndte at vippe frem og tilbage da folk bare blev ved med at masse. Min mor løftede mig derefter ned igen og vi fik presset os ud igennem folkemængden da der nu ikke længere var styr på tingene så vi skyndte os bare med at komme ud.

På vej ud af Magasin lød det over speakeranlægget, at der nok skulle komme orden på køen indtil Roger Moore. Det troede vi nu ikke på. Udenfor møder vi tilfældigvis en dame som fortalte os at hun havde set Roger Moore komme gående ned af en sidegade nær Magasin, hun havde vist nok selv en datter der stod oppe i køen for at komme ind og se ham. Triste til mode besluttede vi at tage hjem og anede derfor ikke om det endte med om nogle i Magasin fik lov til at hilse på ham."

Læs mere

“Never Say Never Again” (1983): Danske forbindelser

Det danske islæt i filmen "Never Say Never Again" (1983) er ganske beskedent: James Bond (Sean Connery) går forbi en skranke med SAS' (Scandinavian Airlines) logo, da han ved ankomsten til lufthavnen Nice Côte d'Azur møder sin franske kollega Nicole (Saskia Cohen-Tanugi).
Tidskode (Blu-ray): 00.56:59-00.57:17

●  Se andre indlæg i serien "Danske forbindelser"