Stuntmanden Martin Grace (1942-2010) var stand-in for Roger Moore i fem James Bond-film. Han arrangerede desuden actionsekvenserne i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill) fra 1985.
Samme år blev Martin Grace portrætteret i Ugens Rapport nr. 49. I artiklen fortæller han også om dengang, han dublerede Richard Kiel som Jaws i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977):
Al tekst © Brian Iskov/James Bond•O•Rama.
Ben Collins, er der nogen af de udstillede effekter på "Bond in Motion", du gerne ville eje?
Der er ikke meget her, som jeg ikke gerne ville tage med hjem. Raketrygsækken [fra "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965)] ville være genial til pendling. Den lille, gemene Renault 11, som fik kappet taget af i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, 1985), kan jeg godt lide, fordi den biljagt var så vild. Hvis jeg kunne tage én bil med hjem fra udstillingen, ville jeg vælge [Aston Martin] DB5'eren. Dens look er så tidløst.
Du kørte Bonds Aston Martin DBS i den indledende biljagt i "Quantum of Solace” (2008). Hvordan var det for dig som racerkører at tilpasse sig stuntverdenen?
Normalt går mit job ud på at beskytte bilen og undgå at lave buler i den. I ”Quantum of Solace” bliver bildøren revet af, og bilen bliver smadret i stumper og stykker. Vi totalskadede 12 spritnye Aston DBS-biler, hvilket får én til at knibe en tåre. Men det så fedt ud, så det var i orden!
Sommetider kan noget, der ser meget simpelt ud, vise sig at være temmelig kompliceret. Vi lavede en scene i Siena, hvor bilen kører gennem en tunnel, og det så ikke særlig imponerende ud, men der var mindre end en centimeters mellemrum mellem sidespejlene og tunnelen på begge sider. Pludselig går det op for én, at man kan komme rigtig galt af sted, hvis man begår en fejl.
Kan du beskrive, hvordan det føles at køre en Aston Martin DB5? For jeg ved, at jeg aldrig vil få chancen for selv at køre én.
DB5'eren føles meget smooth, fordi affjedringen er meget mere direkte, end hvad vi er vant til i biler i dag. Den har ikke ABS, hjulslipskontrol eller noget af alt det skrammel, som moderne biler er blevet inficeret med. Selv om det sikkert vil afskrække nogle, at den her bil mangler alle de elektroniske hjælpemidler, er den faktisk utrolig velafbalanceret, så på mange måder er den gamle stil langt mere effektiv end den nye.
En DB5 er lidt mere kompliceret at køre, men oplevelsen er ti gange mere tilfredsstillende end i en eller anden moderne kasse. Man mærker alt i vejen: hvordan dækkene bider i asfalten, og hvordan bilen hælder, når man tager et hjørne. Den giver langt mere feedback, så man får meget tæt føling med bilen. Det er en super bil at køre i.
Nogle ville hævde, at det virker lidt utroværdigt, at James Bonds DB5 kan udmanøvrere Xenia Onatopps Ferrari i ”GoldenEye”.
Jeg vil mene, at det var et spil, de havde gang i. De kørte om kap, men forsøgte ikke at køre fra hinanden. I en mere regelret situation ville du nok få ret, og jeg vil helt klart sige, at en Aston DBS er hurtigere end en Alfa Romeo. Men Bond mødte en masse forhindringer på sin vej, og det var vel dét, der gjorde den biljagt spændende.
Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.
Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.
Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.
Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.
Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.
Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.
● Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)
Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.
Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.
På denne dato for 50 år siden, 21. december 1965, havde de danske biografer premiere på filmen "Slå først, Frede!". Instruktøren Erik Ballings spionkomedie, produceret for Nordisk Film, var et tidligt indslag i den bølge af parodier, som særligt i årene 1965 til 1967 søgte at lukrere på den voldsomt succesrige James Bond 007-serie fra engelske EON Productions.
"Slå først, Frede!" markerede samtidig det første samspil mellem konstellationen Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard - senere kendt som Olsen-Banden.
I bogen "Balling - hans liv og film" (Informations forlag 2011) gik Informations filmredaktør, Christian Monggaard, i dybden med "Slå først, Frede!" og dens efterfølger, "Slap af, Frede!" fra 1966. Christian Monggaard har venligst stillet sit manuskript til rådighed for James Bond•O•Rama. Herunder bringer vi et kondensat af bogens kapitel 12, der omhandler Erik Ballings første forsøg ud i superagentgenren.
NOTE: Bengt Janus Nielsen (1921-1988), som skrev manuskriptet til "Slå først, Frede!" sammen med Erik Balling og Henning Bahs, oversatte i 1960'erne flere af de danske førsteudgaver af Ian Flemings James Bond 007-romaner.
Af Christian Monggaard
»Kære Erik Balling,« skrev forfatteren Anders Bodelsen i en anmeldelse formet som et åbent brev til instruktøren i Information den 22. december 1965, dagen efter premieren på Ballings nye film, spionkomedien "Slå først, Frede!".
»Jeg forstår ikke et muk af det hele. Nu har De i årevis næsten udelukkende beskæftiget dem med at sænke standarden på Nordisk Film, hovedsageligt ved hjælp af film, De selv instruerede, og som blev værre og værre, skønt der rigtig nok på cirka hver tredje spole var et eller andet, der erindrede om, at De engang blev betragtet som en lovende ung lystspilinstruktør.«
Anders Bodelsen nævnte Erik Ballings forrige film, "Landmandsliv" (også 1965, red.), som et eksempel på, hvor galt det var fat, og at instruktøren tilsyneladende betragtede det danske biografpublikum som idioter. Men så kom "Slå først, Frede!".
»Sig mig, er der to, der hedder Erik Balling, og som begge to instruerer film på Nordisk? Eller lider De faktisk – i lidt højere grad end vi andre – af personlighedsspaltning? Skulle det være Deres ’anden ungdom’? De må i hvert fald være klar over, at bordet fanger. Nu kan De simpelthen ikke gå tilbage til "Landmandsliv" igen – og alle de andre, som man slet ikke tør begynde at tænke på. "Slå først, Frede!" er – og det må De godt citere i annoncen – den sjoveste danske film i mange år. Den er professionel. Den er intelligent. Den tramper ikke rundt i sine pointer, som Deres film har det med at gøre. Er det manuskriptet? Jamen, det har De jo selv skrevet – sammen med Bengt Janus og Henning Bahs. De herrer må dele min hyldest indbyrdes, men hovedsagen er for mig, at instruktionen og klipningen kombinerer fart og ro på den måde, stoffet kræver: Intet sjuskeri, men heller ingen unødig dvælen.«
Ideen med at lave en parodi på den i 1960’erne så populære spionfilm var ikke ny eller original, anførte Anders Bodelsen også. Men anmelderen havde en idé om, at Erik Balling havde lavet den sjoveste af dem, blandt andet fordi han lod Morten Grunwald spille fynsk rejsende i spøg og skæmt, og fordi han lod Ove Sprogøe spille Fredes kompetente læremester.
»Alvorligt talt, Balling, De kan jo, når De vil. Vil de nu ikke nok love, at De er med til at føre den vigtige danske underholdningsfilm ud af det forstenede og trannede stadium, den har være i så længe, De selv har befundet Dem i branchen, og holder linjen og humøret og kvaliteten oppe?«
Når man læser Anders Bodelsens brev til Erik Balling/anmeldelse af "Slå først, Frede!" – den mest overstrømmende positive af dem alle – skulle man tro, at instruktøren havde været væk fra dansk film i lang tid og nu endelig vendte tilbage. Og det gjorde han jo på en måde også, hvis man ser tilbage på de film, blandt andet tre periodefilm, han lavede i årene inden "Slå først, Frede!", og som var alt andet end moderne, ja, de var knap nok samtidige. Man skal tilbage til slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne for at finde film, nemlig de tre om Poeten og Lillemor, hvor Balling for alvor forholdt sig til den tid, han levede i. Og der er ingen tvivl om – selv om Balling og Bahs ikke vidste det endnu – at Frede-filmene blev forløberne for makkerparrets hovedværk, Olsen-banden.
Ideen til Frede-figuren og -filmene var ret gammel, fortæller Erik Balling til Ib Lindberg (i bogen "Samtaler med Erik Balling", 1974, red.), og var inspireret af den amerikanskfødte skuespiller Eddie Constantines franske detektiv- og agentfilm fra 1950’erne og 1960’erne. En af dem hed "Slå først, Eddie" (Me faire ça... à moi!, 1960), og Balling fik den tanke, at det kunne være sjovt at lave en film, der hed "Slå først, Frede!" og handlede om en dansker. I 1962 kom så også den første James Bond-film, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No), og snart rasede Bond-feberen, hvilket resulterede i både efterligninger og parodier, blandt andet Flint- og Matt Helm-filmene med henholdsvis James Coburn og Dean Martin i hovedrollerne og altså "Slå først, Frede!", der faktisk var en af de første parodier.
Den 18. november 1999 deltog den danske James Bond-ekspert Nicolas Barbano i en pressejunket i London for "The World is Not Enough", EON Productions' 19. Bond-film.
Nicolas Barbano interviewede blandt andre filmens stjerne, Pierce Brosnan, EON-produceren Barbara Broccoli og den da 85-årige Desmond Llewelyn, der i "The World is Not Enough" spillede våbenmesteren 'Q' for sidste gang. En måned efter interviewet, den 19. december 1999, omkom Desmond Llewelyn efter at have været involveret i en bilulykke i England.
På datoen for Desmond Llewelyns bortgang i 1999 offentliggør James Bond•O•Rama.dk for første gang den komplette udskrift af Nicolas Barbanos rundbordsinterview med den walisiske skuespiller.
Var dette den bedste Bond-film nogensinde?
Jeg vil ikke sige den bedste nogensinde, men jeg synes, det er en af de bedste, og det er den bedste, Pierce har lavet. "Agent 007 jages" (From Russia With Love) og "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger) er ligesom klassikerne, men den her nærmer sig det niveau. Det er den bedste Bond-film, jeg har set i lang tid. Pierce er glimrende, og jeg synes virkelig, han har overtaget rollen. Han har noget, ingen af de andre har haft, og i starten af denne film ser han for første gang virkelig farlig ud. Han er vidunderlig i scenerne med pigerne, og har nogle herlige, henkastede replikker. Jeg synes stort set, han har det hele.
Hvordan med din nye partner?
Jeg er meget smigret over, at John Cleese spiller min assistent. Det var vældig skægt. Og jeg tror, at hvis jeg bliver skånet, får vi masser af sjov i den næste film, for han er lettere kluntet, du ved, og Q er ligesom den strikse latinmester. Det skal vi nok få en masse sjov ud af.
Det virker, som om Qs irritation over Bond nu går ud over hans nye assistent?
Ja, det er muligt. Vi får se, hvordan han reagerer i fremtiden.
Kunne du kommentere det udstyr, Bond benytter i den nye film?
Der er ikke så meget, men det hele står nævnt i min bog. Det er vist første gang, der er en liste over alt udstyret i filmene. I den nye film er der røntgenbriller, et sækkepibe-våben, en BMW, en selvoppustelig jakke og et Omega-ur. Jeg spurgte en Omega-tekniker, om det er muligt at have en laser i et armbåndsur. Han svarede, at i dag er de holdt op med at erklære noget for umuligt. Jeg sagde til ham, at om et par år kan man vel have en mobiltelelefon, der styrer en bil, ligesom Ericsson-telefonen i "Tomorrow Never Dies", og han svarede: "Vi kan levere den i morgen!" "Med en stungun?", spurgte jeg. "Naturligvis!" Teknologien udvikler sig så hurtigt, at det ikke længere handler om, hvad vi kan opfinde, men hvad forbrugerne har råd til. En flypilot fortalte mig, at det er absolut muligt at flyve til Australien på et par timer, men ingen ville have råd til det. Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men man har regnet det ud på papiret. Måske flyver de bare lidt op i luften og venter på, at jorden drejer rundt!
Er du personligt interesseret i teknologi?'
Nej! Ikke på mindste måde. Teknologi går lige hen over hovedet på mig. Forleden, da jeg var til verdenspremieren i Amerika, prøvede jeg at ringe til England, og jeg trykkede på alle de rigtige knapper, men jeg kunne ikke komme igennem. Jeg fik bare en båndet besked.
Der er en scene i filmen, hvor du og Brosnan diskuteter Qs mulige fratræden?
Det er der kun, fordi ... Uanset hvor meget jeg ønsker det, kan jeg ikke fortsætte i al evighed. Og som jeg altid siger: Jeg er med i Bond-filmene, så længe producenterne ønsker mig, og Vorherre ikke gør det! Men jeg synes, det er klogt at have én til at overtage, der har optrådt i filmene sammen med mig, fremfor blot: "Nå, stakkels gamle Q er død; her er en ny!" Jeg har bedt om en assistent de to sidste film, og endelig fik jeg en.
Hvordan med din rørende monolog til Bond?
Den må jeg takke manuskriptforfatterne for.
I dag har den britisk-franske koproduktion "The Program" premiere i 12 danske biografer.
Den rutinerede britiske instruktør Stephen Frears ("The Queen", "Philomena") har iscenesat historien om cykelrytteren Lance Armstrong (spillet af Ben Foster). Lance Armstrong besejrede sin kræftsygdom for at vinde syv Tour de France-turneringer i træk, men faldt i unåde, da han blev taget i at lyve om sin omfattende brug af doping.
Og nu tænker du måske: Hvad har et dokudrama om professionel cykelsport dog at skaffe på en James Bond 007-fanside?
Svaret findes i en kort scene i "The Program", hvor Lance Armstrong modtager en nedslående besked af en kræftspecialist på en amerikansk klinik. Lægen spilles af Michael Gregg Wilson, bedre kendt som den ene af de to faste producere bag EON Productions' James Bond-filmserie. Wilson er sågar krediteret for sin gæsterolle i filmens rulletekster, hvor han står opført som "Lance's Doctor".
Den 73-årige Michael G. Wilson har været involveret som forfatter og/eller producer på samtlige af EON Productions' James Bond-film siden "Moonraker" i 1979.
"Det gælder om at fedte sig ind hos så mange som muligt!" spøgte Stephen Frears, da Bond•O•Rama spurgte ham om Michael G. Wilsons cameorolle i "The Program" på Toronto International Film Festival, hvor filmen havde verdenspremiere i september 2015.
Stephen Frears uddybede:
"Lance Armstrong tog på et hospital i Amerika. Her blev han tilset af en højt anerkendt læge, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte finde en betydelig person af en vis substans til at spille lægen. Jeg ønskede ikke at tage let på det."
Ved den danske gallapremiere på "SPECTRE" i Københavns Imperial-biograf den 27. oktober 2015 fik Bond•O•Rama.dk mulighed for at spørge Michael G. Wilson om hans gæstemedvirken i "The Program" (se video nedenfor).
"Åh ja, han bad mig om at spille læge. En onkolog. Det var vældig skægt," bekræftede Michael G. Wilson og tilføjede med en mild latter:
"Har du set filmen? Forhåbentlig skriver du ikke en anmeldelse af mig!"
Ved samme lejlighed fortalte Michael G. Wilson om sine små cameo-optrædender i James Bond-filmserien. Han har til dato haft statist- eller småroller i 16 Bond-film, siden han som teenager hjalp sin stedfar, Bond-produceren Albert R. Broccoli, på den amerikanske del af optagelserne til "Agent 007 contra Goldfinger" (1964).
"Jeg hjalp til på settet som runner og tredje instruktørassistent", fortæller Michael G. Wilson. Han kom med i filmen af nødvendighed, fordi baggrunden skulle fyldes ud med statister. Michael G. Wilson kan bl.a. skimtes som soldat i scenerne omkring Fort Knox.
"Siden blev det en bevidst ting, og nu er det en slags tradition, at jeg har en lille medvirken et sted i filmen," forklarede han til Bond•O•Rama.dk.
I "SPECTRE" (2015) kan Michael G. Wilson skimtes meget kortvarigt i en scene, hvor han giver hånd til Max Denbigh (Andrew Scott). Den unge mand ved Wilsons side i denne sekvens er hans yngste søn, Gregg Wilson, som er filmens associate producer. Det forventes, at Gregg Wilson skal køre EON Productions' James Bond-serie videre som hovedproducer sammen med Barbara Broccoli, når Michael G. Wilson en dag vælger at gå på pension.
Michael G. Wilsons forbindelse til Stephen Frears stammer tilbage fra 2003, hvor Wilson og hans halvsøster og medproducer, Barbara Broccoli, overvejede at lave en spinoff-film med Jinx, Halle Berrys agentfigur fra "Die Another Day" (2002).
Stephen Frears var tilknyttet "Jinx" som instruktør en kort overgang ("omkring ti minutter!" klukker Frears til Bond•O•Rama.dk). Men efter at James Bond-filmseriens faste forfatterduo, Robert Wade og Neal Purvis, indleverede deres første manusudkast, vendte MGM tommelen nedad, og EON Productions måtte skrinlægge projektet.
● Læs den oprindelige notits i Variety om "Jinx" (oktober 2003)
● Mere "Bond in Motion": Reportage fra pressedagen på London Film Museum
Chris Corbould, dit første job på en Bond-film var som special effect-assistent på "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me) i 1976. Hvor mange af EONs Bond-film har du arbejdet på siden?
Jeg har været med på 13 i alt [14 inklusiv "SPECTRE" fra 2015, red.]. Den eneste, jeg ikke arbejdede på, var ”Octopussy” (1983).
Du er med andre ord et centralt medlem af Bond-familien.
Ja. Broccolierne er en fantastisk familie at arbejde for. Jeg har haft mange gode år med dem. Forhåbentlig mange flere fremover.
Får du nogensinde lov til selv at køre nogle af de biler, man ser i filmene?
Ja, absolut. De her [Jaguar XKR og Aston Martin Vanquish fra ”Die Another Day” (2002)] er ret interessante, fordi min afdeling måtte ombygge begge biler. Vi havde faktisk fire Jaguarer og fire Astoner, der skulle modificeres. De fandtes ikke med firehjulstræk. Men da hele biljagten, kampsekvensen, udspillede sig på is, besluttede vi os for at konvertere dem til firehjulstræk. Desuden installerede vi våben og et oppusteligt flydesystem i begge biler. Hvis de gik igennem isen, ville flydesystemet automatisk blive udløst, så føreren og bilen ikke sank til bunds.
Og du udløste alle effekterne i realtid fra den her fjernstyringsboks?
Ja, vi håndterede alle de tekniske effekter. Boksen styrer missilerne, der kommer ud; geværerne, der roterer og skyder ... Vi tænkte, at stuntkøreren havde rigeligt at se til med at køre bilen, så det var bedst, hvis vi tog os af resten.
Jeg antager, at du ikke stod for den usynlige bil. Det må have været en anden afdeling.
Nej, nej, den overlod vi til nogle andre. Jeg er ikke nogen stor tilhænger af den [usynlighe Aston Martin "Vanish"], men sådan var det nu engang. Jeg synes, vi gik lidt for vidt med dén.
Hvilken af Bond-bilerne synes du så bedst om?
Jeg kunne godt lide Vanquish; jeg synes, det var en dejlig bil. Faktisk kunne jeg godt lide den fra ”Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987), som var en rigtig vægtig ... Hed den Vantage?
Aston Martin Volante? Den med skiene?
Ja. Den var min favorit, fordi det var mig, der gjorde bilen klar, da vi skulle optage scenen i Østrig. Vi tog den ud på den frosne sø og kørte rundt på isen. Det var rigtig skægt.
Arbejdede du på Lotus Esprit'en, da du var med på ”Spionen der elskede mig”?
Det gjorde jeg desværre ikke. Under produktionen af den film befandt jeg mig hovedsagelig i England, og de optog undervandsscenerne med bilen ud for Bahamaøerne [i Caribien].
Passer det, at I ikke kunne få Aston Martin DBS'en i ”Casino Royale” (2006) til at rulle rundt, fordi dens vejgreb var alt for godt?
Det var ikke dét, der var problemet. DBS'ens balancepunkt var så godt, at stuntholdet flere gange forsøgte at få bilen til at vælte, men uden held. Til sidst måtte vi installere en lille kvælstofkanon i den. Når føreren drejede rattet, aktiverede vi kvælstofkanonen, som fik bilen til at tippe over. Så snart den tippede, gik det fint. Problemet var at få den til at gøre det. Men det lykkedes i sidste ende. Det er virkelig førsteklasses biler, ikke? Sådan en Aston Martin er designet til ikke at kunne væltes. Vi måtte hjælpe den lidt på vej.
Det forlyder, at den britiske motorunion kritiserede ”GoldenEye” (1995), fordi de ikke mente, at Bond burde køre rundt i en tysk BMW.
Jamen altså, betyder det noget? Man kan ikke beholde den samme bil i hver eneste film. En overgang havde vi Lotus, så fik vi BMW, og nu hvor vi har fået Aston'en tilbage, elsker alle den igen. Jeg synes da, det er sjovere at ryste posen lidt en gang imellem. Man må forny sig nu og da. Ellers ville det blive kedeligt.
Hvad gør i dine øjne Aston Martin til et så ikonisk bilmærke?
En Aston er indbegrebet af en britisk bil, ligesom Bond er indbegrebet af Storbritannien. Det er en elegant bil; den har stil, og den indbyder til, at man kører hurtigt. Og så er der de tekniske dimser, vi udstyrer den med. Man forventer ikke at se gadgets komme ud af en så stilig bil. Jeg tror, at den kontrast hjælper.
En del af dit job synes at være at give bilerne ekstra personlighed ud over dén, de leveres med fra fabrikkens side.
Jep, personlighed. Det er bestemt, hvad vi stræber efter. Vi skal virkelig lægge hjernerne i blød efterhånden for at finde på noget, man ikke har set før. Jeg mener, se bare hvor mange af bilerne på udstillingen, der har missiler indbygget! Vi må kæmpe for at hitte på noget anderledes.
● Engelsk originalversion af Chris Corbould-interviewet (Read the interview in English here)
