Fredag den 21. marts 2014 slog London Film Museum dørene op til udstillingen "Bond in Motion". Verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler skulle kun have haft åbent indtil julen 2014. Men på grund af den enorme publikumsinteresse er "Bond in Motion" blevet forlænget flere gange. Udstillingen fortsætter nu på ubestemt tid.
Mere end 150 effekter fra James Bond-filmserien kan opleves på nært hold i London Film Museums rummelige lokaler. Ud over bilerne tæller "Bond in Motion" et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.
"Bond in Motion" kan også fremvise diverse mindre rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstillingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før. For eksempel kan man nærlæse James Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall". Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).
Fra og med onsdag den 18. november 2015 udvides "Bond in Motion" med afsnittet "The Cars of SPECTRE". Denne afdeling (som er inkluderet i billetprisen) vil indeholde James Bonds Aston Martin DB10, Hinx' Jaguar C-X75 og Franz Oberhausers Rolls Royce Wraith foruden en række rekvisitter fra "SPECTRE".
Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer.
Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts 2014, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film.
● Bond in Motion: Eksklusivt interview med stuntinstruktør Vic Armstrong
● Bond in Motion: Eksklusivt interview med FX-supervisor Chris Corbould
● Bond in Motion: Eksklusivt interview med stuntkører Ben Collins
Pressedagen blev til sidst invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 24 af de nu 26 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenograferne Peter Lamont og Dennis Gassner samt, ikke mindst, designgeniet sir Ken Adam i egen tudsegamle person.