I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk!

Casino Royale
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Selvom James Bond-filmene har skiftet hovedrolleindehaver en del gange (og stil endnu flere gange), var ”Casino Royale” (2006) første gang, en ny Bond-film definitivt havde karakter af reboot. Det var også tiltrængt, idet filmserien i kølvandet på Albert Broccolis død i 1996 og Austin Powers’ fødsel i 1997 (hvorefter karakternavne a la Miss Broadchest kun kan optræde som selvironisk ekstratekstuelle metafilmjokes) havde lidt under en stigende identitetskrise. Spørgsmålet er, om forsøget var vellykket. Nuvel, både og. Til dels. For det meste.
”Casino Royale” er en origin story, hvilket ikke just kan siges at være originalt for en filmfranchise-reboot, men dog var nytænkning i Bond-filmsammenhæng.
Og netop den karakteretablerende del af filmen er dens bedste øjeblikke, ikke mindst åbningssekvensen, hvor Bond udfører sin agentkarrieres første to drab: Filmet i sort/hvid med dynamisk vekslen mellem to forløb i henholdsvis skarpe, 1960’er-CinemaScope-agtige kompositioner og grynede, håndholdte flashbacks a la Dogme 95. Perfekt afbalanceret med slutningen, hvor Bond med en stor gun skyder den tilsyneladende ubevæbnede Mr. White bagfra, hvorpå vi for første gang i filmen hører Bond-temaet: Først nu er han Agent 007.
Mellem disse to yderpunkter udstyrer manuskriptet Bond med den rette bil, drink og jakke, men også med en desillusionerende romance, så han kan slutte som en antageligt endnu mere rå dræber, end han var i åbningsscenen, og derved fortjene sin 00-status. Filmen tillader også Bond et tilfreds smil, da flybombemanden eksploderer, men ikke den mindste reaktion, da han konfronteres med sin elskerinde Solanges torterede lig. Så rå en Bond havde vi ikke set siden drabet på Dent i ”Dr. No”.
Daniel Craig var velvalgt til denne uromantiske version af karakteren. Han er en god skuespiller med et bredt følelsesregister, når det kræves, men af type er han langt fra den klassisk-elegante playboy-agent, og fremstår af udseende snarere som en arbejderklassehelt, en rå børste, som lever sit halve liv i et fitnesscenter, så han om natten kan tjene som udsmider i den lokale natklub.
Dog oplever vi i ”Casino Royale” også de første antydninger af den afmaskulinisering af figuren (Bond stiger op af havet som en Honey Rider Venus, latterliggøres af heltinden og kastreres af skurken), der har været Team Barbara Broccolis mest tidstypiske, men i mine øjne også mest uvelkomne bidrag til serien. Entusiastisk støttet af Craig selv, især da denne i en reklame for International Women's Day 2011 optrådte i drag.
Meget sigende er dialogen i ”Casino Royale” mest inspireret, når det gælder om at afmaskulinisere eller ligefrem femininisere Bond. Dels reprimanderne på Ms kontor. Og dels middagen i toget, hvor Vesper fantaserer om Bonds ”perfectly formed arse” og piller ham ned med skarp, spydig sarkasme, så han til slut må sympatisere med det spiddede lammekød på sin tallerken.