Sean Connerys comeback som James Bond 007 uden for EON's filmserie blev mødt med noget nær enstemmig applaus fra de danske filmkritikere, da "Never Say Never Again" fik biografpremiere 21. januar 1984. Også Carl W. Bærentzens overstrømmende anmeldelse i månedsbladet Vi unges januarnummer gav udtryk for, at Connery havde været stærkt savnet i Roger Moores embedsperiode som Agent 007.
Tak til Isak Thorsen.
SF Bladets filmkritiker Børge Trolle gav "Agent 007 i ilden" (Thunderball, EON 1965) det glatte lag ved den danske biografpremiere i december 1965.
Den 21. december bragte Socialistisk Folkepartis organ denne stærkt politiserende anmeldelse eller snarere analyse, hvor Børge Trolle karakteriserer "super-he-manden" James Bond 007 som et idol for "alle de småborgerlige Pinneberg'er og Larsen'er". Pinneberg er hovedpersonen i den tyske forfatter Hans Falladas roman "Lille mand hvad nu?" (1932), mens Larsen er den stakkels flipproletar i Kjeld Abells teaterstykke "Melodien der blev væk" (1935), kendt for refrænet "Det sku' være så godt, og så' det faktisk skidt".
Den i anmeldelsen omtalte franske film "Lykken" (Le bonheur, 1965) er et prisbelønnet trekantsdrama af Agnés Varda.
Dagbladet Informations chefkritiker Morten Piil anmeldte "GoldenEye" ved filmens danske biografpremiere den 26. januar 1996. Som ung journalist i 1960'erne skrev Piil positivt om seriens tidligste film, mens han blev mindre venligt indstillet over for filmserien i Roger Moore-æraen. 1990'ernes første James Bond-film faldt dog i hans smag, selv om han i anmeldelsen kalder Pierce Brosnan for "en omvandrende habitreklame fra Regent".
Morten Piils eneste anden væsentlige anke mod "GoldenEye" er den "sporadiske soul searching, der pludselig vil psykologisere stakkels Bond på helt urimelig seriøs manér". Gad vide, hvad han ville have syntes om Daniel Craigs James Bond.
Artiklen er gengivet med venlig tilladelse fra Anne Koblen og Information.
Michael Blædel anmeldte "Licence to Kill" i Berlingske Tidende ved danmarkspremieren den 7. juli 1989. Blædel undlod ikke at bemærke synergien imellem den valgte premieredato og dette nyeste eventyr i filmserien om James Bond 007. Hans mange indvendinger afspejler ganske godt den danske anmelderstands generelle holdning til Timothy Daltons anden og sidste Bond-film.
Morsomt nok plukkede distributøren det negative skudsmål "flot, iskold og udmattende" ud af Michael Blædels anmeldelse og satte det på annoncerne som fremhævet citat, da "Licence to Kill" senere skulle lanceres på video i Danmark.
OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.
No Time to Die
Af Nicolas Barbano
For tiden er jeg nogle kapitler inde i ”Buck Rogers”, Universals science fiction-serial fra 1939 med Larry ”Buster” Crabbe. Der er tale om en klassisk biografføljeton, hvor hvert kapitel slutter med en cliffhanger, så man får opfattelsen af, at nu kan hovedpersonen ikke reddes, eller måske er han allerede død. Men så i starten af næste kapitel afsløres det, at han slap bort via eksempelvis en faldlem - eller at han via en eksperimental gasart blev nedfrosset, så han trehundrede år senere kan findes og genoplives. Filmmediets muligheder for mirakuløse redninger er endeløse.
SPECTRE (2015)
Af Nicolas Barbano
OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.
Med ”SPECTRE” får Daniel Craig-filmene for alvor karakter af føljeton, sågar med en snert af soap opera. For ikke blot er der tale om en fortsat handling, hvor personer kender hinanden – nu skal de også gerne være i familie, så det store melodrama kan rulles ud. Var det virkelig nødvendigt at fjerne sig så langt fra Bond-universets fundament?
Eksempelvis får skurken Mr. White (igen Jesper Christensen) her sin største betydning for serien. Ikke som Bonds fjende eller som medlem af forbryderorganisationen SPECTRE, men som far til psykoanalytikeren Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Selvom vi under forteksterne mindes om Vesper, kvinden i Bonds liv, er han nemlig allerede klar til en ny.
Familietemaet slås an allerede i pre-main title-sekvensen, som finder sted på den mexicanske helligdag Día de Muertos, hvor man traditionelt ihukommer sine afdøde slægtninge. Gaderne myldrer med folk klædt som skeletter, og Bond er selv klædt som dødsguden Baron Samedi, hans ubesejrede modstander fra ”Live and Let Die”. Efter et par virtuose trackingskud samt en uopfindsom helikopterslåskamp over byens tage lykkes det ham at dræbe en snigmorder – det var hans ”mor” M’s sidste ønske – hvorefter han som en moderne Richard III forfører den myrdedes enke. Endelig, via enken, finder Bond frem til SPECTRE, hvis leder viser sig at være hans stedbror.
Bonds infiltration af SPECTREs stormøde på et stort gods er iscenesat som en kopi af Tom Cruises infiltration af sexlogen i ”Eyes Wide Shot”, dog uden samme mystik og elegance. Som nyeste inkarnation af SPECTRE-chefen Blofeld ses Christoph Waltz, der her gentager sin Oscarbelønnede præstation som verbos og smilende skurk i ”Inglourious Basterds” (2009).
Ligesom Silva var plaget af moderkomplekser, er Blofeld resultatet af faderkomplekser, idet hans far hjalp og foretræk den forældreløse Bond. I øvrigt erfarer vi her, at både Le Chiffre, Greene og Silva var SPECTRE-folk og blot fulgte Blofelds ordrer (”It was always me, James, the author of all your pain!”), hvilket reducerer de karakterer og deres fortællinger til subplots.
Skyfall (2012)
Af Nicolas Barbano
OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.
I ”Skyfall” har M (igen spillet af Judi Dench) mistet en harddisk med navnene på alle MI6s undercover-agenter, hvoraf flere derfor bliver afsløret og dræbt. Vi ser hende stå med et fåret udtryk for enden af en meget lang række ligkister. I stedet for at lade sin bedste agent, Bond, skaffe listen tilbage, får hun ham skudt.
Da en tidligere agent, Silva - som hun lige så kynisk svigtede ved at lade ham blive tortureret og vansiret og dermed gjorde ham til sin dødsfjende - arresteres og bringes ind, lige efter at have forklaret sin evne til at hacke ethvert computersystem, placerer hun ham i en celle med en computerstyret lås. Forudsigeligt for enhver bryder Silva ud og søger at dræbe M. Tilkalder hun hæren eller gemmer sig et sikkert sted? Nej, hun lader sig beskytte af en olding og den nu vingeskudte agent, der har god grund til at hade hende. Som har fejlet alle egnethedstests og ikke længere kan ramme plet. Og som dumsmart efterlader et spor, der fører skurken og dennes hær til deres opholdssted, vel vidende at han fx kunne hacke en missilbase og på sekunder fjerne stedet fra Jordens overflade.
Da M under det resulterende angreb løber ud i den mørke nat, lader hun den gamle mand svinge en stor lygte rundt i alle retninger, så de kan ses på lang afstand og straks bliver opdaget af skurken. To gange. Derefter dør hun - uden at have generhvervet den stjålne harddisk, så alle hendes resterende hemmelige agenter stadig er i fare. Ikke underligt, at myndighederne forsøgte at få hende fyret. Og jeg skal heller ikke helt udelukke, at M’s død med Silva som værktøj var del af Bonds plan.
50-årsjubilæumsfilmen ”Skyfall” hører blandt de flottest fotograferede Bond-film, men er trods sin ophøjede status (Oscar-belønnet instruktør, oh! ah!) også en af de dummeste. Den imponerede mig ved premieren, men allerede ved andet gennemsyn kunne de flotte billeder ikke længere skjule manuskriptets svagheder. Jeg kan sluge en del troværdighedsbrister, når jeg ser en b-film, der er produceret på tre uger, men væsentlig færre, når jeg ved, at filmskaberne har haft år til at tænke sig om og penge nok til at hyre en rigtig forfatter frem for et team af kliche-genvridende Hollywood hacks.
