I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

Quantum of Solace (2008)
af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Blandt de svageste Bond-film hører ”Quantum of Solace”, som da også kommer uheldigt fra start med et flimmer af usammenhængende fartglimt: Seriens ringeste biljagt siden ”Casino Royale” (2006). Klipperen har åbenbart været på speed og instruktøren Marc Forster samt alle andre ansvarlige på ferie andetsteds.
I alt fald har hele filmen et overordnet problem med tone og stil. Selvom ”Casino Royale” blev den fjerdemest indtjenende film i 2006 og den frem til da mest indtjenende Bond-film nogensinde, synes Team Barbara Broccoli derefter at have truffet en principbeslutning om at kaste Bond-filmseriens traditionelle charme over bord og i stedet efterligne Bourne-filmserien, som var startet i 2002 med ”The Bourne Identity”.
Det viser sig især i actionscenernes tempo og brutalitet, men også ved, at filmen fjerner stort set al livsglæde fra hovedpersonen, der ikke længere kalder på tilskuerreaktioner som ”Gid, man var Bond” men snarere ”Godt, man ikke er Bond!”
Igen og igen minder folk ham om, at Vesper - kvinden, han i impotent afmagt så dø foran sig – elskede ham og døde for at frelse ham. Bedre går det ikke, da han forfører den sexede Agent Fields, men kort efter finder hende liggende død i en pøl af den olie, hvormed hun er blevet myrdet, et chokerende spejlbillede af Jill Mastersons triste skæbne i ”Goldfinger”. Bond drukner for en stund sin sorg i sprut.
Var Vesper egentlig værd at elske så dybt? I ”Casino Royale” etableres hun som en begavet kvinde, der straks kan gennemskue den person, hun sidder over for. Så man forstår Bonds beundring. Men sådan som hendes eftermæle fremstår i ”Quantum of Solace”, kunne hun åbenbart ikke gennemskue, at hendes kæreste før Bond var en total scumbag. Og selvom hun kritiserede Bond for via hasardspil at risikere at finansiere international terrorisme, er det præcis det, hun ender med selv at gøre, med fuldt overlæg.