FILMANMELDELSE
I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.
SPECTRE (2015)
Af Nicolas Barbano
OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.
Med ”SPECTRE” får Daniel Craig-filmene for alvor karakter af føljeton, sågar med en snert af soap opera. For ikke blot er der tale om en fortsat handling, hvor personer kender hinanden – nu skal de også gerne være i familie, så det store melodrama kan rulles ud. Var det virkelig nødvendigt at fjerne sig så langt fra Bond-universets fundament?
Eksempelvis får skurken Mr. White (igen Jesper Christensen) her sin største betydning for serien. Ikke som Bonds fjende eller som medlem af forbryderorganisationen SPECTRE, men som far til psykoanalytikeren Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Selvom vi under forteksterne mindes om Vesper, kvinden i Bonds liv, er han nemlig allerede klar til en ny.
Familietemaet slås an allerede i pre-main title-sekvensen, som finder sted på den mexicanske helligdag Día de Muertos, hvor man traditionelt ihukommer sine afdøde slægtninge. Gaderne myldrer med folk klædt som skeletter, og Bond er selv klædt som dødsguden Baron Samedi, hans ubesejrede modstander fra ”Live and Let Die”. Efter et par virtuose trackingskud samt en uopfindsom helikopterslåskamp over byens tage lykkes det ham at dræbe en snigmorder – det var hans ”mor” M’s sidste ønske – hvorefter han som en moderne Richard III forfører den myrdedes enke. Endelig, via enken, finder Bond frem til SPECTRE, hvis leder viser sig at være hans stedbror.
Bonds infiltration af SPECTREs stormøde på et stort gods er iscenesat som en kopi af Tom Cruises infiltration af sexlogen i ”Eyes Wide Shot”, dog uden samme mystik og elegance. Som nyeste inkarnation af SPECTRE-chefen Blofeld ses Christoph Waltz, der her gentager sin Oscarbelønnede præstation som verbos og smilende skurk i ”Inglourious Basterds” (2009).
Ligesom Silva var plaget af moderkomplekser, er Blofeld resultatet af faderkomplekser, idet hans far hjalp og foretræk den forældreløse Bond. I øvrigt erfarer vi her, at både Le Chiffre, Greene og Silva var SPECTRE-folk og blot fulgte Blofelds ordrer (”It was always me, James, the author of all your pain!”), hvilket reducerer de karakterer og deres fortællinger til subplots.
