Kategori: Musik

“Nu går den på Dagmar” (1972): Bond-dans på dansk

VIDEO

 
En af de mest obskure James Bond-referencer i dansk filmhistorie må være denne parodiske dansescene fra Henning Ørnbaks film "Nu går den på Dagmar" (1972).

"Nu går den på Dagmar" er en filmatisering af Leif Petersens teaterstykke om en gruppe forvirrede skuespilelever, der deler en atelierlejlighed i det indre København. I dette musikalske intermezzo, der ikke har meget med resten af handlingen at gøre, danser Ulla Gottlieb og Finn Storgaard energisk jazzballet til - og her kommer Bond-forbindelsen - Burt Bacharachs instrumentalnummer "Bond Street".  Det er komponistens egen indspilning af nummeret fra LP'en "Reach Out" (1967), som spilles på lydsiden i sin fulde længde på to minutter og to sekunder.

"Bond Street" er baseret på en melodi, som Burt Bacharach oprindelig komponerede til Columbias stort anlagte farce "James Bond 007 - Casino Royale", der udkom samme år. Det tilsvarende cue hedder "Home, James, don't spare the horses" på soundtrackalbummet fra "Casino Royale".

Dansescenen i "Nu går den på Dagmar" var koreograferet af den amerikanske danser og koreograf Gene Nettles, som boede i Danmark i en årrække (kort før indspilningerne af filmen blev han far til Niclas Bendixen, som siden gik i faderens fodspor). Skuespilleren Finn Storgaard fortæller til Bond•O•Rama.dk, at han primært husker dansescenen for, hvor meget han svedte under optagelserne.

"Vi optog om sommeren i en rigtig taglejlighed i Magstræde. Der var 30 grader udenfor, og fordi filmholdet satte lyskasser med projektører op i alle vinduerne, var der mindst 40 grader indenfor, da vi indspillede dansescenen," siger Finn Storgaard.

"Nu går den på Dagmar" havde dansk biografpremiere 23.10.1972. Det viste uddrag stammer fra Kavans VHS-udgivelse (filmen er aldrig udkommet på dvd).

● Se flere sjældne videoer på Bond•O•Ramas Vimeo-side

Læs mere

“Jagten på 007”: Bag om Tivolis James Bond-koncert (2017)

ARRANGEMENT

På fredag, den 7. juli 2017, giver Tivoli Copenhagen Phil James Bond 007-koncert i Tivolis Koncertsal. James Bond•O•Rama.dk overværede de første prøver og talte med dirigenten, Adrian Prabava.

Selvfølgelig er der også James Bond 007-arrangementer i København på den ikoniske dato 07.07.17. Fredag danner Tivolis Koncertsal rammen om "Jagten på 007", der er en del af Tivolis årlige musik­festival SommerKlassisk.

Den indonesisk fødte, tysk uddannede Adrian Prabava dirigerer det filharmoniske symfoniorkester Tivoli Copenhagen Phil (tidligere kendt som Tivolis Symfoniorkester) i to sæt udelukkende med musik fra James Bond 007-filmene. Programmet er sammensat af European FilmPhilharmonic Institute.

Da James Bond•O•Rama.dk overværer de indledende prøver i koncertsalen tirsdag 4. juli, mangler endnu Tivoli Ensemblet, der skal lægge rytmisk bund under orkestret og (måske!) fyre op under guitaren i "James Bond Theme", og vokalisten Pernille Rosendahl, der medvirker på fire numre ved koncerten. Rosendahl har som bekendt James Bond-erfaring fra Swan Lee-singlen "Tomorrow Never Dies", der i 1997 var med i opløbet om at blive titelsang i filmen af samme navn.

Til prøven løber dirigenten og symfoniorkesteret hele programmet igennem for første gang. Undervejs afbryder Prabava flere af gennemspilningerne for at præcisere enkelte betoninger og finslibe kanterne. En passage fra Michael Kamens "Licence to Kill"-partitur må gentages udelukkende med strygersektionen og derefter med strygere plus træblæsere, før den lyder, som dirigenten ønsker. Det er som at høre de velkendte 007-soundtracks blive remixet og dekonstrueret for ørerne af én.

Orkestrets perkussionist kommer på overarbejde i Thomas Newmans frenetiske actioncues fra "Skyfall", som Adrian Prabava efter prøven betegner som programmets "mest udfordrende". Ikke alene skal "Skyfall"-suiten overdubbes med samplede effekter og times nøjagtigt til lydeffekterne fra de scener, som samtidig vises på lærredet. Moderne filmkompositioner er også generelt mere komplekse end 60'ernes filmmusik, siger Adrian Prabava.

"Man kan høre, hvor meget filmmusik har udviklet sig gennem de sidste ti år. At skrive orkesterkompositioner til film er blevet mere specialiseret med flere muligheder for sampling og brugen af orkestret. Der er kommet en ny genre af filmmusik, og den æstetik kan man også høre i "Skyfall"."

Kontrasten mellem Thomas Newmans hektiske 2010'er-musik og John Barrys luksuriøse, pop- og jazzinspirerede tresserlyd bliver trukket ekstra skarpt op, når de spilles klos op ad hinanden som her. Adrian Prabava fornemmer dog, at de melodiøse filmkompositioner kan være på vej tilbage:

"Nu om stunder, når jeg lytter til moderne popmusik, har mange af sangene ikke den kompositoriske dybde, vi havde i 1960'ernes popmusik. Jeg taler om harmonier, om rytme. Ofte bliver det reduceret til en simpel rytme og en bas med masser af repetition og mindre melodi. Det er vor tids musik. Og det afspejler sig i filmmusikken. Det er efterhånden sjældent, at man kan nynne musikken fra filmen på vej hjem fra biografen. Men jeg tror, der er ved at opstå en modreaktion med musicalfilm som "La La Land" og længslen efter ... melodiens befrielse, en tilbagevenden til en mere fyldig måde at komponere på."

Dirigent Adrian Prabava - pr-foto © Ulrike von Loeper

Læs mere

“Licence to Kill – Bond Night”: James Bond•O•Rama i Aarhus (2017)

ARRANGEMENT

 
Fredag 10. marts 2017 kommer James Bond•O•Rama.dk til Aarhus for at holde oplæg om "007 og filmtrends".

Oplægget indgår i Århundredets Festival og er en del af arrangementet "Licence to Kill - Bond Night", som Folkeuniversitetet afholder på spille- og spisestedet Gyngen i Mejlgade. Før og efter Bond•O•Ramas oplæg vil Aarhus Universitets Big Band spille musikalske klassikere fra James Bond 007-filmene.

Det 20 mand store orkester har til lejligheden sammensat et repertoire, der spænder fra de gamle evergreens som "Goldfinger" og "Thunderball" til de nyeste Bond-temasange, "Skyfall" og "Writing's On the Wall". De fleste numre er arrangeret for bigband af Jesper Riis; de samme arrangementer er tidligere blevet indspillet af DR Big Band feat. Szhirley til albummet "The James Bond Classics" (2008).

Arrangementet "Licence to Kill - Bond Night" er pt. udsolgt med venteliste:

● Licence to Kill - Bond Night på Århundredes Festival

Oplægget "007 og filmtrends" varer 40 minutter og indgår normalt i foredragspakken "Agent 007 til tiden", der kan bestilles her:

● "Agent 007 til tiden - James Bond contra virkeligheden" (foredrag)

Læs mere

“Licence to Spy – For Queen and Country”: Interview med Michaell Colin (2017)

ARRANGEMENT

 
I morgen, fredag 3. marts 2017, er der verdenspremiere på showet ”Licence to Spy – for Queen and Country” i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Licence to Spy - plakat

”Licence to Spy – for Queen and Country” er det første, stort anlagte James Bond 007-sceneshow på dansk jord. Idemand og primus motor er Michaell Colin, der også selv synger i showet. Han får selskab af sangerinderne Gry Meilstrup, Christina Undhjem og Malena Vallentine samt The Diamonds, seks professionelle dansere.

”Vi vil give publikum en totaloplevelse,” siger Michaell Colin til James Bond•O•Rama.dk.

”Man går sjældent all-in i Danmark. Det virker, som om mange tænker, hvor billigt kan vi gøre det, og hvor meget kan vi tjene? Vi vil gerne hæve overliggeren og lave noget, der overrasker, så det ikke bare bliver nummer på nummer. Folk skal have noget med hjem,” siger han.

Læs mere

“A Jazz Portrait of James Bond”: Eksklusivt interview med Niels Lan Doky (2016)

Indtil 4. december kan man opleve James Bond-jazz på The Standard i København, når Niels Lan Doky Trio og Jordan Jackson spiller ”A Jazz Portrait of James Bond” seks dage om ugen.

James Bond•O•Rama.dk har mødt kapelmester og pianist Niels Lan Doky, der har været Bond-fan siden 12-årsalderen.

Jazz Portrait of James Bond logo

I oktober 2013 gik den internationalt kendte jazzpianist Niels Lan Doky og kokken Claus Meyer sammen om at åbne The Standard, der kombinerer spisested, bar og jazzklub under ét tag.

The Standard er lækkert beliggende i Københavns tidligere luftpudebådterminal i Havnegade, en smuk art deco-bygning designet i 1937 af arkitekten Kristoffer Nyrop Varming. Når man træder ind i den lavloftede jazzklub på første sal, giver den dæmpede belysning, gulvtæppet, den buede endevæg og ikke mindst vandet uden for vinduerne straks følelsen af at være om bord på en luksusfærge.

Foran de røde fløjlsgardiner på den lave intimscene optræder Niels Lan Doky Trio seks dage om ugen med egne arrangementer af James Bond-temasange. ”A Jazz Portrait of James Bond” fortsætter tirsdag-søndag indtil 4. december (i weekenderne to gange dagligt), og de fleste aftener sidder husets medejer selv ved Bösendorfer-flygelet. Niels Lan Doky akkompagneres af sin faste trommeslager, Niclas Bardeleben, bassisten Tobias Dall og sangerinden Jordan Jackson, som også udveksler Bond-anekdoter med kapelmesteren mellem numrene.

En swingende instrumentaludgave af ”James Bond Theme” skyder ”A Jazz Portrait of James Bond” i gang. ”Live and Let Die” piskes frem af en New Orleans-inspireret trommesolo fra Bardeleben, mens ”Thunderball” får et strøg af blødt duvende beguine. Højdepunktet blandt det udvalgte dusin sange er nok popballaden ”For Your Eyes Only”, som Lan Doky Trio og Jordan Jackson sætter endnu længere ned i tempo og tryller om til en indfølt vuggevise.

”Jeg har generelt en idé om, at man kan tage alle slags numre og bruge dem i jazzsammenhænge,” forklarer Niels Lan Doky, da James Bond•O•Rama.dk møder ham efter en veloverstået tirsdagskoncert den 15. november.

”Mindst 80 % af det, man i dag kalder jazzstandarder – ”Summertime”, ”My funny Valentine” og den slags – er i virkeligheden popmelodier fra 1930'erne og 40'erne. Mange af dem er hentet fra broadwayshows og hollywoodfilm. Jazzmusikere brugte dem som afsæt for deres improvisationer, fordi det er nemmere at bearbejde noget til uigenkendelighed, som folk allerede kender,” siger Niels Lan Doky og fortsætter:

”Der skete så det, at jazzversionerne levede længere end originalversionerne, fordi folk blev ved med at spille dem. Det virker lidt dumt, for der er skrevet rigtig mange gode popnumre siden da. Hvorfor tager man ikke og bruger nogle af dem i jazzsammenhænge? Der synes jeg, at Bond-melodierne er en no-brainer. De er nogle af de bedste og mest populære popsange, der findes.”

Læs mere

David Arnold om Bond-musikken: Interview af Nicolas Barbano (1997)

I 1997 trådte engelske David Arnold til som manden, der skulle løfte arven efter John Barry, da EON Productions valgte ham som komponist på deres 18. James Bond 007-film, "Tomorrow Never Dies". David Arnold fortsatte som filmseriens faste komponist til og med "Quantum of Solace" (2008).

● John Barry: Den lækre lyd af luksus

Kun to måneder før premieren på "Tomorrow Never Dies" havde David Arnold gjort sig bemærket som producer og arrangør af hyldestalbummet "Shaken and Stirred: The David Arnold James Bond Project" (udgivet oktober 1997 af EastWest). Albummet nyfortolkede en række klassiske James Bond-temasange med bidrag fra forskellige vokalister (bl.a. Aimee Mann, Jarvis Cocker og Natacha Atlas) og electronica-kunstnere (bl.a. Leftfield og Propellerheads).

Den 22. december 1997 fik den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano et solointerview med David Arnold, da denne besøgte Hotel Phoenix i København. Det følgende er den komplette udskrift af Nicolas Barbanos samtale med den britiske filmkomponist.

David Arnold Shaken and Stirred 1997 cover

Nicolas Barbano: Hvem tror du komponerede James Bond-temaet? Var det Monty Norman eller John Barry?

David Arnold: Det vil jeg helst ikke sige, medmindre jeg har begge to i samme værelse samtidigt. Monty Norman er krediteret som komponisten af James Bond-temaet, og den officielle historie er, at John Barry arrangerede Monty Normans tema. Hver gang nogen påstår, det ikke er komponeret af Norman, sagsøger han dem. Så det bør du vide, hvis du har tænkt dig at skrive noget i den retning, for han har folk overalt, på udkig efter den slags. Jeg har snakket med både John Barry og Monty Norman om det. Monty Norman plejer at synge en sang, han engang har skrevet, og som temaet kom fra. Med en meget underlig tekst (han synger): 'I-I was born, with an unusual sneeze...'

Overvejede du at tage den sang med på 'Shaken and Stirred'-pladen?

Ja, men så mange mennesker har brugt det: David Holmes bruger det i 'Let's Get Killed', LTJ Bukem på 'Shaken and Stirred' og Moby i 'Tomorrow Never Dies'. Så jeg tænkte, at verden nok overlever uden endnu en version.

Hvordan vil du definere John Barrys Bond-stil, som du citerer flittigt i musikken til 'Tomorrow Never Dies'?

Det har delvis at gøre med trompetklangen, hans særlige måde at bruge uartige, sexede trompeter på. Der er også et element af swing, som i forvejen er en meget arrogant, selvsikkert pralende stil. Barry kaldte det 'million dollar Mickey Mouse-music', en opfattelse, jeg deler. Jeg tror, han har en selvkritisk holdning til det, men hvad han skabte fik utrolig indflydelse. For mig er det den halve årsag til Bond-filmenes eksistens. Jeg mener, uden den sound har man ikke en Bond-film, men en actionfilm. Alle seriens andre komponister har citeret John Barry, kigget på den oprindelige arkitekttegning. Eric Serra er nok den eneste, der ikke gjorde det. Men Bill Conti og Marvin Hamlisch var fulde af hentydninger til Barrys orkestrering. Og det er for mig, hvad Bond-musikken handler om. Den dér særlige lyd.

Læs mere

John Barry (1933-2011): Den lækre lyd af luksus

Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.

Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.

Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.

Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

● Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.

Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.

Læs mere