Kategori: Diverse samlerobjekter

“Lev og lad dø”: Danske View-Master-hjul (1973)

LALD ViewMaster DK

I forbindelse med biografpremieren på "Lev og lad dø" (Live and Let Die) i 1973 udgav GAF Corporation tre View-Master-hjul baseret på filmen. Hjulene blev markedsført i USA, Vesttyskland, Holland og Danmark (og muligvis endnu flere lande).

View-Master-hjulene genfortæller i grove træk handlingen fra "Lev og lad dø" gennem 21 sæt dias fra filmen. Når man ser stereogrammerne gennem View-Master-fremviseren, opstår en 3-D-lignende effekt.

"A View-Master disk holds 14 film slides in seven pairs, making up the seven stereoscopic images. Two film slides are viewed simultaneously, one for each eye, thus simulating binocular depth perception."
- fra Wikipedia

Læs mere

“Die Another Day”: GoCard-reklamepostkort (2003)

I forbindelse med videoreleasen af "Die Another Day" blev dette gratis GoCard-postkort distribueret til landets biografer, cafeer og restauranter.

SF (Svensk Filmindustri) udgav den 20. James Bond-film fra EON Productions på dvd og VHS i Danmark den 2. maj 2003.

Bemærk sponsornavnet i nederste højre hjørne: provinsdiskotekskæden Crazy Daisy.


Læs mere

“Shaken Not Stirred”: Flyer fra Den Kongelige Ballet (2001)

19.-25. maj 2001 afsluttede Den Kongelige Ballet i København sæsonen med tre nutidige balletkoreografier under fællestitlen "Shaken Not Stirred".

Ud over flyeren, som ses nedenfor, var også programmets afsluttende værk, "Off the Record", en hyldest til James Bond-filmene. Balletmester Aage Thordal-Christensen stod bag den "højdramatiske og stærkt sensuelle koreografi inspireret af 70'ernes spionfilm."

Planen om at benytte originalmusikken fra EON Productions' filmserie måtte opgives på grund af rettighedsproblemer. I stedet blev underlægningen leveret af den norsk-danske dj-duo Ben Horn (Mikkas og Lars B). Musikstilen var ifølge duoens pladeselskab, Voodoo Recordings, "klassisk musik med elementer af nye elektroniske genrer, såsom electronica, two-step og drum n´ bass".

Kgl Ballet Shaken Not Stirred 2001

Læs mere

“Ja, vi elsker” nr. 1/2016: Norsk James Bond-magasin

Fra det norske JB Forlag kommer specialmagasinet "Ja, vi elsker", hvis første nummer også kan have interesse for danske fans af James Bond 007.

Redaktør John Berge fra James Bond•O•Ramas norske venneside, JAMESBOND.no, står bag udgivelsen, der omhandler James Bond 007-fænomenet set med norske øjne.

Ja vi elsker nr. 1 2016

"Ja, vi elsker James Bond!" indeholder bl.a. følgende:

● Interview med Sir Roger Moore og George Lazenby
● Artikler om James Bond 007-romanernes udgivelseshistorik i Norge
● Jubilæumsartikler om "Agent 007 i ilden", "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste", "Agent 007 i skudlinien" og "GoldenEye"
● Artikler om "Never Say Never Again" og tv-serien "James Bond Jr."
● Analyse af "SPECTRE"
● Artikler om filmmusikken og titelsangene
● Portrætter af norske James Bond 007-eksperter og superfans

Magasinet fås desuden i en 260 siders særudgave (naturligvis trykt i begrænset oplag på 1007 eksemplarer). Denne indeholder også optryk af samtlige norske pressemeddelelser ("vaskesedler") til James Bond-filmene, fra "Dr. No" til "The World is Not Enough".

"Ja, vi elsker James Bond!" kan bestilles via 007shop.no. Specialudgaven koster 200 NOK (ca. 160 DKK) plus porto.

Ja vi elsker banner

Læs mere

“Tomorrow Never Dies”: Dansk Bond-leksikon (VHS-indlæg, 1998)

Metronome Video producerede denne 24-siders folder som indlæg til VHS-udgivelsen af "Tomorrow Never Dies". Den 18. James Bond-film fra EON Productions udkom på video i Danmark i 1998.

Teksterne i hæftet er skrevet af James Bond-eksperten Rasmus Paaske Larsen, som i 2014 leverede forord til Rosenkilde & Bahnhofs genudgivelser af Ian Flemings James Bond-romaner i dansk oversættelse.

bagside/forside
bagside/forside

Læs mere

“GoldenEye”: Chips fra Estrella (1995)

MERCHANDISE


"You know the quality. You know the taste."

Med denne lidt kejtede omskrivning af slaglinjen til filmen "GoldenEye" (1995) lancerede firmaet Estrella A/S disse GOLDENEYE CHIPS i den danske detailhandel i 1996: 

GoldenEye Chips Estrella 1996 (front)

Emballagen pralede endda af, at de storbølgede kartoffelchips var "Anbefalet af James Bond 007". En påstand, man godt kan tillade sig at betvivle efter at have læst varedeklarationen (fire smagsforstærkere plus kødaroma!?):

Læs mere

“SPECTRE”: Nohrlund Limited Bond Edition cocktail (2015)

Denne potente cocktail af tequila, appelsinlikør og ingefær blev serveret til den danske gallapremiere på "SPECTRE" i Imperial-biografen i København, 27. oktober 2015.

Nohrlund Bond Cocktail_front Nohrlund Bond Cocktail_back

Nohrlund Limited Bond Edition var fremstillet specielt til begivenheden i kun 1000 eksemplarer.

Drinken er udviklet og produceret af virksomheden Nohrlund, som specialiserer sig i originale cocktails tappet på flaske og fremstillet uden tilsætningsstoffer.

Bartender Søren Aamand startede Nohrlund i august 2014. Han forklarer, at han savnede et godt produkt til de arrangementer, som han leverede catering til gennem firmaet Bargruppen:

"Når man skal servere cocktails til 1000 gæster på én gang, er det svært at få dem til at smage ens og se ens ud. Der er langt større brugervenlighed i at tage en færdiglavet flaskecocktail fra en bowle med is kontra at stå og skulle vente på, at bartenderen får lavet drinken. Cocktails på flaske er både hurtigere og nemmere.”

Nohrlund bucket at Bond galla _FB-photo
Fra gallapremieren på "SPECTRE" i Imperial, 27.10.2015 (foto © Nohrlund)

Op til gallapremieren på ”SPECTRE” spurgte filmens distributør, SF Film, om Nohrlund kunne tænke sig at lave en speciel James Bond-variant til aftenen. Søren Aamand fortæller til James Bond•O•Rama:

”Det skulle ikke bare være en vodka martini, men en mere specifik variant udviklet til denne ene film. Cocktailen skulle udtryksmæssigt appellere både til det feminine og maskuline og være neutral i udtrykket. Derfor blev det en helt hvid cocktail."

Søren Aamand og hans Nohrlund-kollega Anders Houmann udviklede opskriften til cocktailen uden at have set ”SPECTRE”. De hentede inspiration fra deres kendskab til James Bond-figuren samt det oplæg, de fik fra SF Film:
"Første del af filmen foregår i Mexico, og oppyntningen til gallaen var også mexicansk, så tequila var et naturligt valg," forklarer Søren Aamand.

"Tequilaen er smagssat med lime, sukker og ingefær. Ingefæren varmer og giver ekstra krydder, hvilket passer godt til James Bond-temaet. Det sparker lidt."

Læs mere