På denne dato, 27. maj 2022, er det 100 år siden, at Sir Christopher Lee blev født i London.

Ud over sit giftermål med danskfødte Gitte Krøncke havde Christopher Lee også en musikalsk forbindelse til Danmark i form af sine optrædener med The Tolkien Ensemble. Orkestrets leder, Caspar Reiff, udgav i 2019 bogen "En troldman kom forbi" om sit samarbejde med Lee, som blandt andet førte dem til DR Koncerthuset i 2009.

James Bond•O•Rama.dk har fået tilladelse af forfatteren til at gengive to uddrag fra bogen. I kapitlet "En troldmand kom forbi" (s. 88-93), der har givet bogen dens titel, skildrer Reiff sit første møde i 2001 med den karismatiske engelske stjerne, da Lee ankommer til København for at recitere nogle af J.R.R. Tolkiens digte til en cd-indspilning med The Tolkien Ensemble. I kapitlet "Linie Akvavit" (s. 111-113) får Lee flashback til sin tid som James Bond-skurk i "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974), da han og Reiff sidder i en limousiine på vej igennem London.

● Køb bogen "En troldmand kom forbi" på nettet (eksternt link til Google.dk)
● Hør Caspar Reiff fortælle om sit venskab med Christopher Lee i Billy Boyd og Dominic Monaghans webcast "The Friendship Onion"

En Troldmand kom forbi (s. 88-93)

To dage før Christopher Lee skal ankomme, ringer han endnu en gang til mig. Han vil bare lige snakke programmet for opholdet igennem. Jeg er nu allerede blevet lidt mere afslappet i min nye rolle. som koordinator af verdensstjerners ophold i København. Ved afslutningen af samtalen spørger han henkastet:

”I wonder if you can arrange a meeting with the Crown Prince for me?”

Spørgsmålet er mig så besynderligt, at jeg bare fremstammer, at det kan jeg da undersøge nærmere. Jeg har rigeligt at gøre i disse hektiske dage. At bruge tid på den slags vil være spild af tid, men omvendt må jeg have rent mel i posen overfor Christopher Lee, når jeg skal møde ham om et par dage. Jeg beslutter, at jeg i hvert fald ærligt skal kunne sige, atjeg har forsøgt at skaffe et møde med Kronprins Frederik, men at jeg ikke har fået svar eller har fået et afslag.

Jeg sender en hurtig fax til Kronprins Frederiks sekretariat. l grove træk formuleret således: Christopher Lee er i København i de og de dage. I den forbindelse vil han gerne mødes med Kronprins Frederik. Kan det lade sig at gøre? Så er det gjort, og jeg har ryggen fri og samvittigheden ren.

Dagen efter jeg sender faxen, ringer de fra kongehuset og meddeler, at Christopher Lee er velkommen til at komme direkte fra lufthavnen til en drink på Amalienborg med Kronprins Frederik den 6. marts 2002.

Samme aften tager jeg telefonen og ringer til Christopher Lee. Vi udveksler lidt høfligheder og lidt nonchalant, i hvertfald så henkastet som muligt, Iaderjeg ham vide, at jeg i øvrigt lige har arrangeret hans møde med Kronprinsen af Danmark.

Jeg er stolt af mig selv. Hvilken fryd bare lige at fixe sådan en ting. Og jeg er igen imponeret over den indvirkning, denne mand har på folk. Hans henkastede ønske materialiseres øjeblikkeligt. Selv uvirkelige ting, som at få et møde med et lands Kronprins uden nærmere begrundelse og med få dages varsel, går glat igennem uden sværdslag.

Den store dag oprinder. Jeg har aftalt med Britt, at hun og chaufføren henter Christopher Lee og hans kone i lufthavnen og derefter sørger for, at han kommer til Amalienborg, for til sidst, efter mødet med Kronprinsen, at blive kørt til Hotel d'Anglettere på Kgs Nytorv få hundrede meter derfra. Kl. 18.00 skal Britt, jeg, Christopher og Gitte mødes til en drink på hotellet, hvorefter vi skal spise middag med mit ensemble og Olufsen fra pladeselskabet på Restaurant l'Alsace i Østergade.

Da jeg ankommer til Hotel d'Angleterre, finder jeg Britt siddende i foyeren. Hun ser som sædvanligt fantastisk ud. Jeg har aldrig været inde på Hotel d'Angleterre før; Danmarks dyreste og mest prestigefulde hotel er noget man ser udefra, ikke indefra. Men nu er jeg altså trådt ind i denne nye verden. Britt er som altid helt afslappet.

"Hvad vil du have at drikke?”

Jeg vil gerne holde hovedet klart og bestiller en kop kaffe. Britt og jeg smalltalker lidt. Jeg har svært ved at holde koncentrationen.

Et kvarter senere kan vi høre dørene fra elevatoren åbne sig. Ud kommer en høj, statelig mand på omkring de 80 år sammen med sin karismatiske, smukke kone Gitte, der Vel er ti år yngre end ham. Der er den rene, skære star quality over dem begge. Vi rejser os og går dem | møde.

Christopher Lee hilser først på Britt, og derefter rækker han mig sin hånd.

”Hello," siger han.

Jeg står der og føler mig som en hobbit i selskab med en troldmand. Men Christopher Lees venlige blik minder heldigvis mere om Gandalfs end om Sarumans.

”Hello, Mr. Lee.”

”You can call me Christopher."

Efter at have fået en drink spadserer vi den korte tur via Hovedvagtsgade og Ny Østergade til Restaurant l'AIsace. Her er mit ensemble ankommet,. og nu kommer jeg altså ind ad døren med denne, vores nye solist.

Vi sidder ved et langt bord. Jeg sætter mig direkte overfor Christopher. Restauranten har Britt valgt med vanlig stil. Et relativt lille sted med en fremragende kok i gåafstand fra hotellet. Vi kan være der, uden der er andre tilstede. Der er vin i glassene, og vi bestiller a la carte. Christopher er i højt humør. Han har haft et fortrinligt møde med Kronprinsen, fortæller han. Sammen havde de fået en drink på Kronprinsens kontor og haft en god samtale. Jeg er for diskret til at spørge, hvad formålet med mødet egentlig var.

Det viser sig hurtigt, at en af Christophers største interesser er klassisk musik. Her sidder han med et helt bord fuld af unge klassiske musikere og en klassisk pladeproducent, som alle rent faktisk ved, hvad han taler om, når han nævner den store svenske operasanger Jussi Björling, eller taler henført om dirigenter som Arturo Toscanini, Otto Klemperer og Hans Knappertbusch.

Også Olufsen er i sit es denne aften. Han kommer til at sidde ved siden af Gitte. Gitte er dansker og taler med et charmerende tonefald, som er kendetegnende for udlandsdanskere, der for mange år siden har forladt landet. Olufsen er vild med hendes grovkornede anekdoter. En af dem der morer ham mest er, da Gitte fortæller om en berømt skuespillers kone. Gitte har tydeligvis et horn i siden på hende:

”Ved du hvad," siger Gitte til Olufsen, i et tonefald og med et kropssprog, så hele bordet ikke kan undgå at følge med.

”Ved du hvad: Damen er så dum, at når man siger Bosnien Hercegovina til hende, tror hun det er en rødvin!”

Alle er flade af grin.

Dagen derpå har Britt arrangeret, at vi kan øve på et af de andre fine hoteller i København, Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen." Christopher, Morten og jeg mødes til en formiddagsprøve. Vi går i gang med det samme. Nu bliver tingene pludselig konkrete. Der skal spilles og synges. Morten tager store hensyn til Christopher, meget større, end jeg nogensinde har oplevet ham gøre med andre.

Christopher har en stor sangstemme, men den er ikke skolet. Den er rå og så er den firs år gammel. Det går trægt i starten. Morten spiller igen og igen melodien på sin violin og Christopher synger efter. Jeg sidder med min guitar og lægger klange under. Som forventet er Treebeard’s Song det vanskeligste. To steder i sangen volder Christopher problemer. Dels et sted, hvor han skal synge relativt lyse toner i midten af sangen, men særligt sangens komplicerede slutning, som ikke engang jeg selv kan synge, tager tid. Det er i virkeligheden bare de sidste fem lange toner i sangens vokal, der er problemet. Jeg foreslår, at vi laver dem om, simpelthen laver en nemmere slutning af sangen, men det vil hverken Morten eller Christopher høre tale om.

Vi øver i en times tid. Derefter tager vi en pause. Christopher og jeg taler lidt sammen. Han giver udtryk for, at han ærgrer sig over, at han ikke har. fået lært at spille klaver. Jeg får en indskydelse:

”Jeg vil nu hellere spille med i Star Wars og Ringenes Herre end spille klaver.”

"I'm not so sure,” siger han overraskende seriøst. og stilfærdigt. ”I'm not so sure.”

Endnu en time øver vi, hvorefter vi spiser frokost i hotellets restaurant.

Dagen efter mødes Morten, Peter og jeg i Focus Recording i Vanløse klokken 9.00. Hans Nielsen er ved pulten. Morten går ind i studiet og varmer op med sin violin. Peter og jeg taler sammen om Treebeard's Song. Jeg er nervøs for tidsplanen. Hvis Morten insisterer på, at alt skal være perfekt, kan vi bruge hele dagen på denne ene sang, og der er yderligere to sange, der skal indspilles med Christopher plus omkring tyve recitationer. Peter er pragmatisk med hensyn til sangen.

”Ou, Caspar. I gør bare det, der er brug for. Men det er nu en sjov slutning, med de der akkorder…"

Klokken 10.00 ankommer Christopher til studiet. Vi beslutter at tage det sværeste først, så vi går direkte på sangene.

”I hope I can make it, Mr. Hall. It's a difficult song!” siger han

Vi kæmper os gennem Treebeard's Song. Stykke for stykke, bid for bid. Det er hårdt arbejde både for Christopher og os. Morten er usædvanlig fleksibel, men stadig vedholdende med hensyn til at få musikken så rigtig som overhovedet muligt.

Der er overraskende mange, der lige kommer forbi studiet denne dag. Normalt tiltrækker vores indspilninger sig ikke den store opmærksomhed, men bagrummet, hvor pulten står, bliver hurtigt fyldt godt op med folk, der gerne vil se, hvad der sker.

”I pausen imellem indspilningen af sangene kommer der et par journalister. De får et interview med Christopher, imens vi andre spiser frokost. Da vi er færdige med Treebeard's Song, går vi videre til The Long List of the Ents, en herlig sang om de forskellige skabninger i Middle-earth, som Treebeard synger for sig selv for at se, om han kan komme i tanke om, hvad en "hobbit” er for noget. Det er helt sjovt at arbejde med denne talkover sang, og en stor lettelse at have det værste i kassen.

Til sidst er tiden kommet til de digte, der skal reciteres, Her er Christopher på hjemmebane.

Der bliver helt stille i redigeringsrummet, da han begynder at foredrage digtene et for et. Det er fabelagtigt, det han laver. Absolut verdensklasse. Jeg finder nu mig selv i den situation, at det er mig, der skal fortælle Christopher, hvordan jeg vil have hvert enkelt digt fortolket. Heldigvis er det meget få ting, jeg har grund til at rette. Han kender alle karaktererne i bogen og stemningen på det pågældende” tidspunkt, så langt det meste går af sig selv. Nogle af digtene, for eksempel den smukke oversættelse af Song of the Elves beyond the Sea læser han med en blid, inderlig stemme. Andre med heroisk autoritet. Atter andre, som recitationen i The Ents’ Marching Song brøler han ud, så væggene i Focus Recording ryster.

Vi er færdige kl. 16.00. Den næsten 80-årige skuespiller har arbejdet seks timer i ét stræk, kun afbrudt af en halv times pause, hvor han i øvrigt lavede to interviews.

Nu er planen, at han skal besøge Olufsen for at se nærmere på pladeselskabets klassiske udgivelser, men det er der ingen, der rigtig har tænkt på, da aftalen blev lavet aftenen for på Restaurant l'Alsace. Signe får Christopher ind i sin hærgede, sorte VW Golf og kører ham derhen. Det lykkes ham at få de lange ben ind i den lille bil, og hele situationen morer ham tydeligvis.

Da jeg tager afsked med Hans Nielsen i studiet, trækker han mig til side og siger:

"Caspar. Det var derfor, jeg ville være Iydmand. For at lave præcis det her. Det var for at producere den slags, at jeg lavede dette studie. Christopher Lees stemme er det største, jeg nogensinde har været lydmand på."

Dagen efter tog jeg afsked med Christopher og Gitte. Før de skulle flyve tilbage til London, havde de inviteret til en kop kaffe på Hotel d'Angleterre om formiddagen. Vi spiste lidt petitfours og talte sammen. Bade Christopher og jeg var trætte. Det havde været intense dage. En chauffør stod nu klar til at hente Christopher og Gitte uden for hotellet. Da de kørte væk og drejede ud af syne langs Nationalbanken, stod jeg lidt i mine egne tanker, før jeg tog min cykel og kørte hjem.

En troldmand var kommet forbi.

Linie Akvavit (s. 111-113)

Et par måneder senere sidder Niels Estrup og jeg i et fly på vej til London. Universal Records har arrangeret promotion for os, og opholdet udmærker sig blandt andet ved, at jeg stort set ikke har haft noget at gøre med planlægningen, bortset fra at koordinere datoer med Christopher. Vi tjekker ind på et godt hotel og alt er i et andet gear end jeg har prøvet før. Dagen efter skal Christopher og jeg køres rundt til interviews i limo i London.

Christopher ankommer til mit hotel i Iimo'en. Jeg hopper ind i bilen og sætter mig ved siden af ham. Det er nu tredje gang, vi møder hinanden inden for et år. Christopher virker lidt afdæmpet denne formiddag. Han er i et tænksomt hjørne, en side af ham jeg endnu ikke kender så godt. Han taler meget, kommenterer de forskellige gader, vi kører igennem. Fortæller, hvordan der har set ud, da han var ung, og lægger i høj grad vægt på de negative forandringer. Han er nu 81 år og har travlt som aldrig før med Ringenes Herre og Star Wars, promotion og velgørenhedsarrangementer. Jeg spørger ham, hvordan han har det med det, og han siger:

”lt feels like it's started all over again.”

Christopher fortæller om den storhedstid, han havde mange år tidligere i forbindelse med rollen som skurk i James Bond-filmen The Man with the Golden Gun. Det var på det tidspunkt, han for alvor blev verdenskendt, fortæller han mig. Årene før som Dracula havde gjort ham kendt, men at være med i en James Bond film fik en ud i selv de fjerneste afkroge af verden.

Vi lægger ud med et interview i Classic Radio FM. Så snart vi går ud af bilen for at gå ind i bygningen, får jeg en fornemmelse af, hvor stor en stjerne Christopher er i England. Hjemme i København kan han godt gå rundt i ubemærkethed i Vanløse eller i Tivoli før koncerten. Selvfølgelig er der nogle, der genkender ham, men det er intet sammenlignet med her. Her bliver han genkendt af alle. Hver og en.

Interviewet forløber fint. Jeg gør mit bedste for at beskrive projektet, og Christopher supplerer professionelt med skamros af musikken og ensemblet.

Efter et par yderligere interviews skal vi have en pause. Vi bliver kørt til Hilton hotellet. Det vækker postyr, da vi går derind. Hotellets manager står klar med gæstebogen og beder Christopher skrive i den. Christopher er nu igen i højt humør. Vi går ind i baren og op til bartenderen, en yngre, ulasteligt klædt kvinde.

"Hello," siger Christopher. ”I would like a Linie Akvavit.”

Bartenderen ser forvirret på Christopher.

“Pardon, Sir?”

”I would like a Linie Akvavit.”

Den stakkels kvinde ser på ham. Derefter kaster hun et hastigt, spørgende blik på mig. Jeg er også noget forvirret. Ikke over, at Christopher gerne vil have denne klassiske norske snaps. Hver gang vi har været sammen i Danmark, har han bestilt en Linie Akvavit på et tidspunkt, og han har også bedt om, kort tid før han skulle ankomme til København i forbindelse med Tivolikoncerten, at der stod en flaske Linie Akvavit på hans hotelværelse ved ankomsten. Han holder af at fortælle historien om, hvorledes denne snaps bliver sejlet hele vejen rundt om jorden, før den bliver hældt på flaske. Men at han kan finde på at bede om den her i England, hvor stort set ingen ved hvad snaps er, overrasker mig.

”Don't you have Linie Akvavit?” spørger Christopher igen.

”Don't you have snaps?” fortsætter han ufortrødent, og det er tydeligt, bartenderen heller ingen anelse har om, hvad snaps er. Hun tilkalder en overordnet. En herre kommer skyndsomt til syne i baren. Med udsøgt høflighed tager han over, imens kvinden står ved siden af. Christopher gentager sit ønske:

”I would like a Linie Akvavit. It’s snaps. Don’t you have snaps?”

Også den nytilkomne er helt blank. Jeg forsøger at forklare, at snaps er en stærk alkoholisk drik, der svarer til vodka. Omkring 40%. Manden tager nu et vodkakort frem. Det er et meget imponerende kort, der vel rummer halvtreds forskellige varianter af vodka. Christopher tager et blik på kortet.

"I'll have a beer then.”

Efter vores pause på Hilton hotellet, kører vi videre. Vi skal medvirke i et direkte program ”In tune” på BBC 3. Jeg har gennem de senere år været i dansk radio adskillige gange og ofte direkte. Men at skulle det i England, på engelsk, er alligevel noget andet. Alle der tager imod os på BBC bukker og skraber for Christopher, som om han er kongelig. Det er egentlig tankevækkende på et sted, hvor kendisser fra hele verden dagligt kommer og går. Og også tankevækkende i et land som England, som jeg altid har opfattet som relativt afslappet med hensyn til den slags. Men Christopher er bare stor herovre.

Interviewet fra Classic Radio FM gentager sig. Spørgsmålene og dermed også svarene er stort set de samme. Christopher nærmest banker blåstemplet fast i min ryg, da han siger:

When I first heard the music of Caspar and his ensemble, I thought it was remarkable because I thought they captured the spirit of Tolkien with their music, and they did something which was not done in the films. To the best of my kn'oWledge, nobody took Tolkiens poems and songs, transferred them to music and sang them. So I think that The Tolkien Ensemble - they are definitely thefirstpeople to have done this, in fact the only ones to have done it with thefull approval of members of The Tolkien Estate and his family.

Da vi forlader stedet, har der allerede samlet sig en menneskemængde udenfor. Autografjægerne ser deres snit til at tilføje Christopher Lee til samlingen. Enkelte får også en Caspar Reiff signatur, men når man er ude med Troldmanden, er man bare hans lærling.

Jeg bliver sat af ved hotellet.

”Please give my regards to your Botticelli wife,” siger Christopher til afsked og kører væk.