I 1967 lancerede Columbia Pictures deres lystspilfilmatisering af Ian Flemings "Casino Royale" under sloganet "Too much for one James Bond".
Slaglinjen hentyder til, at den engelske efterretningstjeneste MI-6 i filmen udstyrer en lang række af deres agenter med kodenavnet 007 for at forvirre fjenden, efter at den oprindelige Sir James Bond (David Niven) er gået på pension. Som hans primære arvtager udpeges en flot, ung herre ved navn Cooper, som spilles af den nordirske og dengang som nu relativt ukendte Terence Cooper (1933-1997).
Knap 30 år senere, i 1996, lykkedes det Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Australien, Karen Glahn, at opsøge Terence Cooper i Melbourne. Han har på interviewtidspunktet været 62 og ikke 67 år som angivet i artiklen.
Artiklen "Terence Cooper - den glemte agent 007" blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 21. maj 1996. Terence Cooper døde året efter, i september 1997.
Gengivet med venlig tilladelse af Karen Glahn – karenglahndesign.com.