I 1997 trådte engelske David Arnold til som manden, der skulle løfte arven efter John Barry, da EON Productions valgte ham som komponist på deres 18. James Bond 007-film, "Tomorrow Never Dies". David Arnold fortsatte som filmseriens faste komponist til og med "Quantum of Solace" (2008).

● John Barry: Den lækre lyd af luksus

Kun to måneder før premieren på "Tomorrow Never Dies" havde David Arnold gjort sig bemærket som producer og arrangør af hyldestalbummet "Shaken and Stirred: The David Arnold James Bond Project" (udgivet oktober 1997 af EastWest). Albummet nyfortolkede en række klassiske James Bond-temasange med bidrag fra forskellige vokalister (bl.a. Aimee Mann, Jarvis Cocker og Natacha Atlas) og electronica-kunstnere (bl.a. Leftfield og Propellerheads).

Den 22. december 1997 fik den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano et solointerview med David Arnold, da denne besøgte Hotel Phoenix i København. Det følgende er den komplette udskrift af Nicolas Barbanos samtale med den britiske filmkomponist.

Nicolas Barbano: Hvem tror du komponerede James Bond-temaet? Var det Monty Norman eller John Barry?

David Arnold: Det vil jeg helst ikke sige, medmindre jeg har begge to i samme værelse samtidigt. Monty Norman er krediteret som komponisten af James Bond-temaet, og den officielle historie er, at John Barry arrangerede Monty Normans tema. Hver gang nogen påstår, det ikke er komponeret af Norman, sagsøger han dem. Så det bør du vide, hvis du har tænkt dig at skrive noget i den retning, for han har folk overalt, på udkig efter den slags. Jeg har snakket med både John Barry og Monty Norman om det. Monty Norman plejer at synge en sang, han engang har skrevet, og som temaet kom fra. Med en meget underlig tekst (han synger): 'I-I was born, with an unusual sneeze...'

Overvejede du at tage den sang med på 'Shaken and Stirred'-pladen?

Ja, men så mange mennesker har brugt det: David Holmes bruger det i 'Let's Get Killed', LTJ Bukem på 'Shaken and Stirred' og Moby i 'Tomorrow Never Dies'. Så jeg tænkte, at verden nok overlever uden endnu en version.

Hvordan vil du definere John Barrys Bond-stil, som du citerer flittigt i musikken til 'Tomorrow Never Dies'?

Det har delvis at gøre med trompetklangen, hans særlige måde at bruge uartige, sexede trompeter på. Der er også et element af swing, som i forvejen er en meget arrogant, selvsikkert pralende stil. Barry kaldte det 'million dollar Mickey Mouse-music', en opfattelse, jeg deler. Jeg tror, han har en selvkritisk holdning til det, men hvad han skabte fik utrolig indflydelse. For mig er det den halve årsag til Bond-filmenes eksistens. Jeg mener, uden den sound har man ikke en Bond-film, men en actionfilm. Alle seriens andre komponister har citeret John Barry, kigget på den oprindelige arkitekttegning. Eric Serra er nok den eneste, der ikke gjorde det. Men Bill Conti og Marvin Hamlisch var fulde af hentydninger til Barrys orkestrering. Og det er for mig, hvad Bond-musikken handler om. Den dér særlige lyd.

Barry brugte en trommemaskine sammen med Bond-temaet i 'The Living Daylights' (Spioner dør ved daggry, 1987). Du gør noget lignende i 'Tomorrow Never Dies'. Hvordan vil du definere din tilføjelse til Barry-stilen?

Jeg ønskede blot at bruge Barry som et starttrin for at kunne komponere Bond-musik med ærbødighed. Jeg ønskede ikke at være fyren, der rejser sig op og siger: 'Sådan her skal James Bond-musik lyde nu!' Der er 34-årig arv, 34 år med folks forventninger, 34 års musikhistorie knyttet til hele serien af Bond-film. Det ønskede jeg ikke at ignorere, for det er en stor del af hele oplevelsen. Jeg ønskede at starte filmen med enormt storslået, traditionel James Bond-musik, så man øjeblikkeligt tænker: 'Okay, Bond is back! Hvor skal vi nu hen?' Således at man starter på hjemmebane, hvor alle føler sig veltilpas; dernæst, mens han rejser verden rundt og gør sine forskellige ting, drager jeg fordel af alle de drejninger, filmen tager.

Musikken bliver fx ikke rigtigt techno, før han kommer til Tyskland, og det er fordi: a) Det er i Tyskland. b) Hele handlingen roterer omkring avisindustrien og trykpressen. Og c) Den store biljagt foregår via fjernstyringsteknologi. Da Bond kommer til Vietnam, er der en ny drejning, og det hele drives fremad af etniske trommer, som et kinesisk statscirkus. Så alt, hvad der sker, har en årsag. Men hele tiden bliver man mindet om, at James Bond-lyden er på færde. Og for mig er det ikke så anderledes end, hvad Pierce Brosnan gør med Bond-rollen: Han bevarer nogle af dens vigtigste træk – the coolness, the aloofness, de attraktive ting – og tilføjer noget af sig selv. Man kan genkende ting, som Sean Connery og måske også Roger Moore gjorde, i Brosnans spil. Min musik har elementer af John Barry, men jeg er også bevidst om, at vi skriver 1997, og det ønskede jeg at afspejle.

Så når vi gjorde ting med sequencere og trommemaskiner, var det meget organisk. For mig føltes 'The Living Daylights' som to ting ved siden af hinanden, snarere end kombineret. Og når jeg skrev de mere techno-baserede ting i filmen, startede jeg med de gentagende rytmestrofer og baslydene og skrev orkesteret omkring de lyde, så det ikke føltes som to ting, der var tvunget sammen ved et uheld. Alting var designet omkring de andre ting.

På din plade 'Shaken and Stirred' starter 'Diamonds Are Forever' med en uren orgeltone, og 'Nobody Does It Better' med nålestøj. Hvad var ideen med det?

Det er designet til at få dig til at tro, at der er noget galt, så du skruer op for lyden, og pludselig starter den høje musik, så dit anlæg bliver ødelagt.

Mange tak.

Orgelindledningen var for mig som en gammel biograf, hvor tæppet går op, og der bliver spillet på orgel før den store premiere, den slags. Så det var mest en joke, du ved. Bagefter starter orkesteret, så man tænker. 'Hvad nu?' Efterfulgt af vokalen: 'Aha, nu forstår jeg!' Så det var vel en red herring.

Udfordringen for dig som arrangør må have været den samme som for producenterne af Bond-filmene: Lav det samme, men lav det anderledes!

Ja, men min årsag til at lave pladen var en anden. Der er næppe andre end finansielle årsager til at blive ved med at lave James Bond-film, for de har stort set lavet alt, hvad der er brug for at lave. Studier laver film for at tjene penge, ikke for at lave stor kunst. Sagen er, at der aldrig før er nogen, der har lavet en ordentlig plade med disse sange. Jeg ved, der har været orkestre, som har brugt en dag eller to på at indspille en samling af sange. Der er hundredevis af James Bond-samlinger, hvor en eller anden er rejst til Prag, har dirigeret The City of Prague Philharmonic, indspillet ti James Bond-sange på en dag, og så er det en plade. Men aldrig på en ambitiøs måde med tidens navne, hvor man prøver at præsentere sangene på en lidt anderledes måde, fra en ny vinkel. De har ikke taget et standpunkt til dem, sådan som jeg har. Jeg kunne ikke fatte, at ingen havde gjort dette før. Ideen er så indlysende og god, men det kunne let være blevet bras, hvis et pladeselskab havde fået ideen og bare sagt: ‘Vi hyrer Phil Collins, Michael Bolton og Sting’.

Hvordan valgte du sangene, og hvordan parrede du dem med de rigtige sangere?

Jeg valgte de sange, jeg holder af, ganske enkelt. Jeg ville også gerne have lavet 'Goldfinger', 'You Only Live Twice' og 'The Man with the Golden Gun', men af mange forskellige årsager nåede vi dem ikke. Ellers var det lidt som at rollebesætte en film. Sangene kommer fra drama; de ville aldrig havde eksisteret, hvis det ikke var for filmene. Og på deres egen måde er hver af dem som førtitelsekvensen i en af filmene, som et lille drama i sig selv. Jeg har haft disse sange i hovedet gennem det meste af mit liv – James Bond-serien er jo 34 år gammel – så jeg havde mine egne minder om dem, og ønskede at genskabe den oplevelse, jeg havde, da jeg oplevede dem første gang. Lave en god plade, tro mod stilen, mod følelserne og mod årsagerne til, at de blev komponeret til en film. Beholde den filmiske kvalitet, men samtidig gøre dem nutidige. Derfor er nogle af dem meget tæt på den originale version, og andre helt anderledes.

Hvilket nummer er din egen favorit, og hvorfor?

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem har en favorit. Jeg holder virkelig meget af 'Diamonds Are Forever', for det var den første, jeg fik færdig, og den har en masse ting, som opsummerer det, jeg ønskede at gøre med pladen: Et virkeligt tungt, trippy, dubby rytmespor, overdreven orkesterbaggrund og en fantastisk vokal. Samt 'On Her Majesty's Secret Service' med Propellerheads, på grund af energien. Men min favoritsang er nok 'We Have All the Time in the World', for det er en lamslående sang, utroligt sørgelig og gribende, og det var en god oplevelse at tage til New York og bruge en eftermiddag på at indspille den med Iggy Pop, dagen efter at jeg fik min Grammy (for 'Independence Day'). I et lille studio, hvor Jimi Hendrix plejede at indspille.

Jeg formoder, nummeret 'Space March' er en hyldest til den legendariske fødselsdagsfest?

Ja, for det er den ting, jeg husker mere end noget andet. Jeg var syv eller otte år, og min far havde taget mig med til en fødselsdagsfest i Luton Town, hvor jeg voksede op. Der var tre lange borde og hundredevis af børn, som spiste og sloges og græd. Da der ikke var mere at spise og drikke, var det tid til filmen, så de skubbede bordene til side, stillede et filmlærred op og kom slæbende med den her enorme, gamle 16mm-projektor. Lyset blev slukket, hvilket fik nogle børn til at løbe skrigende hen til deres mødre. Så startede filmen med pistolmunding-sekvensen, hvorpå vi ser James Bond i seng med en japansk kvinde. Sengen smækker op i væggen, han bliver myrdet med maskinpistoler, og pludselig ser man et lille rumskib, der bliver spist af et større rumskib, hvorpå titelsangen starter. Det er ikke den slags, man bør se, når man er syv år gammel. Jeg husker det som noget af det mest utrolige, jeg har oplevet, og det fik en stor indflydelse. Og der er en utrolig mængde ting i den film: James Bond-temaet, titelsangen, rummarchen, hundredevis af folk der firer sig ned i en vulkan. Stuntmanden Vic Armstrong, som var 2nd unit-instruktør på 'Tomorrow Never Dies', fortalte mig, at han var den første, der kom ned af rebene i vulkanen. Det var bare ... respekt!

007-veteranen Don Black skrev teksten til din sang 'Surrender' i ‘Tomorrow Never Dies’. Hvad synes han om 'Shaken and Stirred'?

Han elsker den. Både han og John Barry var smigrede over, at jeg har brugt så meget tid på den og tydeligvis lavet den med så stor kærlighed og respekt for deres arbejde. Jeg arbejdede på en sang til 'Tomorrow Never Dies' og havde skrevet en tekst med David McAlmont, men den fungerede ikke rigtigt, så jeg tænkte: 'Jeg får aldrig en bedre anledning til at kontakte Don Black!' Han skrev altid de uartige tekster, de mest tvetydigt sexede, såsom 'He has a powerful weapon, he charges a million a shot' i 'The Man with the Golden Gun'. Eller 'Hold it, touch it, stroke it, caress it' i 'Diamonds Are Forever'. Jeg spurgte ham, om han havde lyst til igen at skrive en Bond-sang, og han svarede: 'Ja, tak!' Jeg præsenterede ham for melodien i studiet, og han kunne virkeligt godt lide den og dukkede op dagen efter med en tekst. Jeg sang den og begyndte at le, for den var simpelthen bare for perfekt. Don Black er, hvad der kræves for at skrive en Bond-sang! k.d. lang, som synger den, sagde det samme: 'Det her er den bedste sang siden 'Goldfinger'! Halvvejs gennem indspilningen spurgte hun: 'Hvad betyder 'Tomorrow Never Dies'?' Jeg svarede: 'Jeg aner det det ikke, bare lyd, som om du mener det!' Sangen kom af stupide årsager til at hedde 'Surrender', men for mig hedder den 'Tomorrow Never Dies'.

Har du travlt med at studere japansk musik som opvarmning til Roland Emmerichs 'Godzilla'?

Nej, jeg ønsker ikke at forholde mig til den oprindelige Godzilla. Den her er meget anderledes. De nye James Bond-film er tydeligvis meget ærbødige mod de gamle, så der giver det mening for mig at inkludere den tidligere musik. Den japanske 'Godzilla'-serie havde en særlig komponist (Akira Ifukube, red.), som også arbejde på tegnefilmserien, men jeg tror, at det er meget få folk, der kender til ham. Jeg har læst åbne breve på internettet fra folk, der skriver: 'Please-please-please, lyt til det og det og sørg for, at musikken lyder sådan!' Men nej, det kan jeg ikke, for det her bliver en helt ny Godzilla med en ny historie, og det hele foregår på Manhattan uden den japanske vinkel. Det ville også være for oplagt at lave noget japansk, og guderne forbyde, at jeg nogensinde vælger den lette løsning! Men for at være helt ærlig, aner jeg ikke, hvad jeg har tænkt mig at lave, for jeg har endnu ikke set filmen. Jeg kan fortælle dig om det om seks måneder ...

Interessen for filmmusik er stigende. Hvad skyldes det?

Jeg kender ikke salgstallene, men det er tydeligt, at filmmusik-afdelingen i pladebutikkerne bliver større og større og større. Der findes efterhånden et soundtrack-album til stort set hver eneste nye film. Jeg tror delvis, det skyldes, at flere mennesker interesserer sig for musikken. Og delvis, at man rent faktisk ind imellem får glimrende soundtracks, såsom 'Trainspotting' og 'Pulp Fiction', der kommer fra mægtige film og fungerer glimrende som en del af filmenes dramatiske helhed. Man husker sin oplevelse under en god film. Og havde man det rart, vil man atter få det sådan, når man hører musikken. De store soundtrack-sællerter er de romantiske, såsom 'Braveheart', 'Midnight Cowboy’, 'Out of Africa' (Mit Afrika) og 'Dances with Wolves' (Danser med ulve), for dem knytter man sig ekstra til. 'Independence Day' var selvfølgelig en enorm film, og jeg tror, vi solgte lidt over en kvart million soundtracks, hvilket er ret godt – men det er ikke en million, sådan som 'The Piano' solgte. Jeg ved ikke, hvorfor det marked er blevet så stort. Men det er klart, at plade- og filmselskaber er blevet mere opmærksomme på muligheden for at tjene flere penge på den måde og gøre folk mere opmærksomme på filmen. En lille film kan få utrolig opmærksomhed på grund af et massivt pladesalg. Det hele styres af markedsføring og research, og mange beslutninger har intet at gøre med musik, men er ren spekulation. Det er sommetider meget skuffende. Men når man overlader musikken til filmskaberne, som med 'Pulp Fiction' og 'Trainspotting', får man mægtige resultater, for det er en gruppe mennesker, der ved, hvad de laver.

Var det på grund af din begejstring for 'Trainspotting'-soundtracket, at du blev involveret i 'Et ikke helt almindeligt liv'?

Nej, det var udelukkende, fordi jeg holdt af den. Jeg så de første tyve minutter sammen med Danny Boyle, og syntes, det var mægtigt. Og der er ikke ret meget musik i filmen, primært sange, så det var en let opgave for mig, uden det store ansvar. Primært små musikstykker til englene, når han er i baren, eller de sidder i bilen eller røver banken. Jeg ønskede at give englene deres egen plads i filmen ved at skrive noget, der lød som en plade og ikke som underlægningsmusik. Det var blot situationer og havde ikke meget at gøre med personskildring. Alt, hvad den musik gør, at at lime scenerne sammen og komme fra den ene sang til den næste. Som at bygge små broer. Jeg kan ikke engang huske, hvor musikken er, for det er evigheder siden, jeg lavede den, og jeg har faktisk ikke set filmen.

Betyder det noget for dig, at der nu er en irsk James Bond?
Nej, egentlig ikke, skønt min far var irlænder. Det gør ingen forskel. Jeg mener, jeg elsker musikken, og jeg elsker nogle af filmene – jeg er helt afgjort en fan, men jeg har ikke James Bond-plakater i mit soveværelse, jeg er ikke en galning. Jeg går ikke hjem og beder ved Sean Connerys alter eller sover med et James Bond-dynebetræk, og jeg ønsker ikke at være ham.

Ikke engang, når du ser ham med Cecilie Thomsen?

Jeg så optagelserne, før de blev klippet, så jeg har set meget mere end jer! (latter) Men blondiner er ikke min type. Hellere brunetter!