I 2008 udkom James Bond 007-romanen "Devil May Care", skrevet af forfatteren Sebastian Faulks i Ian Flemings stil. Herhjemme udgav Forum/Rosinante bogen i dansk oversættelse som "I djævelens tjeneste" den 28. maj samme år.

Forfatter og filmanmelder på Weekendavisen Bo Green Jensen anmeldte den engelske Penguin-udgave af bogen under rubrikken "Citizens of Eternity" i magasinet OMEGA Lifetime nr. 3/2008 ("The James Bond Edition"). James Bond•O•Rama.dk har hermed glæden af at publicere den dansksprogede originalversion af Bo Green Jensens artikel, "Evighedsborgere". Du kan læse teksten længere nede i dette indlæg.

EVIGHEDSBORGERE

007 fra Fleming til Faulks – »Devil May Care« og de øvrige fortsættelser

Af Bo Green Jensen

Agent 007 er tilbage – igen. James Bond er blevet relanceret mange gange de sidste fire årtier, men som regel har anledningen været en ny film. Nu er bøgerne atter i fokus. Ian Flemings karakteristiske stil er rehabiliteret og udgør et aktiv – ikke en undskyldning for litteratur. Man opdager, at han var bedre på sit felt, end kritikken gav ham points for i 50erne og 60erne. Man ser, at det egentlig ikke er enkelt at skrive som Fleming.
Tendensen går mod at vende tilbage til kilden. Da Daniel Craig i 2006 overtog rollen som den sjette officielle Bond på film (nummer syv, hvis man tæller David Niven med), blev serien ført tilbage til udgangspunktet. Vist er Craigs karakter født i 1968 – ikke i 1920 som bøgernes Bond – men Casino Royale følger Flemings bog ganske trofast. Nok er Bond blevet mere primal – hvor er marmeladen og The Times? – men Vesper Lynd og Le Chiffre ligner sig selv. Alt tyder på, at Quantum of Solace holder fast i den genskabte autenticitet.
Samtidig henvendte Ian Fleming Publications sig til forfatteren Sebastian Faulks og bad ham skrive en ny Bond-roman. Litterære boer gør den slags, når en figur er blevet allemandseje, og ophavsretten er ved at udløbe. Et nyt værk kan fastholde boets kontrol. Derfor skrev Alexandra Ripley Scarlett (1991) som en fortsættelse til Gone with the Wind, mens Susan Hill fortsatte Daphne du Mauriers Rebecca i Mrs. de Winter (1993). William Horwoods The Willows in Winter (1994) er en autoriseret sequel til The Wind in the Willows, og Great Ormond Street Hospital kan stadig hæve royalties for J.M. Barries Peter Pan, fordi Geraldine McCaughrean skrev Peter Pan in Scarlet (2006) på bestilling.
Der er dog andet end penge på spil. Nogle figurer fra er så højt elskede, at en hel kultur af fans og forfattere skriver universer frem omkring dem. For eksempel findes der mange hundrede nye romaner og noveller om Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes. Nogle er skrevet for penge, men de fleste bygger på ren kærlighed.

FAULKS (f. 1953) var overrasket, da han fik bestillingsopgaven. Hans speciale er romantiske historier fra den nærmeste fortid, ofte med spændingsislæt og altid fortalt i et yppigt højt sprog, som asketiske kritikere finder overbroderet. Bedst kendt er Birdsong (1993), Charlotte Gray (1998) og Human Traces (2005). I Pistache (2006) har han samlet blide parodier på en række forfattere. En af dem er Ian Fleming.
Devil May Care er ingen parodi, men en pastiche, som fortæller i Flemings stil og dog er et værk i sin egen ret. Året er 1967, og Bond har været på tvungen orlov. Han har restitueret sig på Barbados og er begyndt at kede sig (»Had his mind run to fat?), da han i Venedig møder den forjættende Larissa Rossi. På havnen i Marseille ser han en arrogant mand med gult hår og en hvid handske på den ene hånd. Endelig ringer M og erklærer, at »the party’s over«. Bond tjekker ind hos Miss Moneypenny og briefes af M, som fortæller om den eskalerende narkotrafik, der har Julius Gorner som drivkraft. Selvsagt er Gorner manden fra havnen. På fantastisk vis er han udstyret med en genetisk fejl, en abehånd.
Efter et Goldfinger-lignende møde på tennisbanen – Larissa, som nu hedder Scarlett Papava, hjælper Bond med at vinde – flyttes handlingen til Iran, som stadig kaldes Persien. Darius Alizadeh, tjenestens faste mand på stedet, kalder Bond en evighedsborger, »a citizen of eternity«. De to mænd stoler straks på hinanden. Også kolleger som Felix Leiter og René Mathis er i spil. I Teheran er Gorder ved at konstruere et avanceret Ekranoplan. Værftet og de mareridtsagtige kokainfabrikker, som er bemandet med narkomaner, er superskurkens hule hér. Bond og Scarlett skal flyve Ekranoplanet ned i en sovjetisk atombase, Zlatoust-36, hvilket vil udløse et angreb på byen, som Gorner mest af alt foragter: London.
Sådan går det ikke. Efter en rolig første akt, hvor Faulks kører spillets brikker i stilling, mens han vænner læseren til at opholde sig i 1967, følger flere flotte Fleming’ske sætstykker. Finalen finder sted i Sovjet og på Seinen. Bond holder vejret et helt kapitel, da han svømmer ind til Ekranoplanet, og iscenesættelsen af kokainfabrikken er fuld af megalomane og pornografiske detaljer, som Fleming ville sætte pris på. Nøgne kvinder passerer på gangbroer over de stofafhængige arbejdere. Lørdag aften ofres de til hoben. Også Scarlett får lov at gå spidsrod. Det er ikke tom snak, når omslaget hævder, at forfatteren er »Sebastian Faulks writing as Ian Fleming«. Da Bond kæmper med håndlangeren Massoud, sidder hver sadistisk detalje helt, som Fleming ville skrevet den:
»Bond felt Massoud’s fingers on his neck, digging down for the arteries. He thought of the slave workers in Gorner’s plant and of the girls who paraded for them. He smashed his forehead into Massoud’s face, and, as the thick-neck reeled back against the side of the cockpit, Bond drove his knee into the unprotected groin.« (pp. 249-50)

DEVIL MAY CARE er naturligvis ikke den første nye Bond-roman, siden Flemings sidste bøger, The Man with the Golden Gun (1965) og Octopussy and The Living Daylights (1966) blev udgivet posthumt. Ian Flemings bo har blåstemplet mere end 30 fortsættelser, og der er desuden skrevet mere eller mindre seriøse pasticheromaner, hyldestbøger i Flemings ånd, spin-offs der lukrerer på Bond-universet osv. Enkelte har været parodier, men langt de fleste er skrevet i Flemings ånd og af kærlighed til hans myteskabende figur.
Fleming havde sans for forretning. I 1952 købte han et skrantende litterært agentur, Glidrose, og overdrog firmaet rettighederne til Casino Royale. Efter Live and Let Die (1954), Moonraker (1955) og Diamonds Are Forever (1956) , da det stod klart, at Bond var kommet for at blive, ansatte han Peter Janson-Smith som forretningsfører med ansvar for de litterære rettigheder til Bond. Da Harry Saltzman og Albert Broccoli købte filmrettighederne til Dr. No (1958), fik deres selskab – EON – samtidig option på alle fremtidige film om figuren.
Det er fortsat EON og Glidrose, der i 1999 blev til Ian Fleming Publications, som kontrollerer alle aspekter af Bond. Mens filmene var en guldgrube, ikke mindst på grund af lukrative merchandise-licenser, har det i perioder krævet opfindsomhed at fastholde interessen for bøgerne. I 1964 var det på tale, at et panel af forfattere skulle skrive videre på figuren, mens Flemings sidste tekster udkom. På den måde ville det være muligt at udgive en ny James Bond-roman hvert år.
Ideen om et hold, der skrev videre i Flemings ånd, blev dog aldrig realiseret. Peter Fleming, Ians bror (og formentlig en model for Bond), foreslog forfatternavnet George Glidrose til de autoriserede fortsættelser, som skulle skrives i en anonym »husstil«. Forlæggeren Jonathan Cape mente, at Robert Markham solgte flere billetter, og i 1968 blev Colonel Sun produceret med dét alias på titelbladet. Romanen var skrevet af Kingsley Amis (1922-95), Flemings ivrigste og mest celebre fan i det litterære establishment.
Amis havde allerede i 1965 skrevet The James Bond Dossier, et af de første kritiske forsvar for Bond, og i en lettere ånd den fingerede manual The Book of Bond, or, Every Man His Own 007, der angiveligt er forfattet af William Tanner, M’s stabschef. Colonel Sun var en bestseller, men er altid blevet set som et andenrangs værk, både af inkarnerede Bond-fans og kritiske læsere, som sætter Amis’ øvrige arbejder højt.
Det er ikke retfærdigt. Tværtimod er Colonel Sun en gennemført pastiche på Flemings stil og hele begrebsverden, som Amis ikke skal anstrenge sig for at knytte an til. Oberst Sun Liang-tan fra Komiteen for Særlig Aktivitet, Folkets Befrielseshær, er en effektiv superskurk i ånden fra Dr. No (Fleming selv var inspireret af Sax Rohmers krimiserie om Fu Manchu), og Amis kan Bonds træk på fingrene: kvinderne, sadismen, varemærkefeticismen. Ligesom Faulks er han i stand til at genskabe alt det, som står mellem linierne hos Ian Fleming.

DER KOM IKKE flere bøger af Robert Markham. I fankredse har manuskriptet Per Fine Ounce dog samme status som bootlegs med Bob Dylan i musikken. Per Fine Ounce blev skrevet i 1966 – på opfordring fra Glidrose – af sydafrikaneren Geoffrey Jenkins (1920-2001). Jenkins havde hjulpet Fleming med research til reportagebogen The Diamond Smugglers (1957). Han hævdede, at de havde udviklet ideen til en Bond-roman sammen. Per Fine Ounce blev ikke fundet værdig til udgivelse, men manuskriptet findes stadig i Glidrose-arkivet.
Det blev englænderen John Gardner (1926-2007), der tog den længste tørn som autoriseret Bond-forfatter. Han kom til opgaven efter et tyndt årti, hvor der var stille om bøgernes Bond. Christopher Wood skrev nye romanversioner af manuskripterne til The Spy Who Loved Me (1977) og Moonraker (1979), fordi disse to film kun brugte titlen fra Fleming. John Pearson skrev i 1973 en fingeret, men detaljeret biografi.
Licence Renewed (1981) var den første og COLD (1996) den sidste af 14 romaner, som holdt flammen i live i en periode, hvor Bond blev betragtet som udlevet stof. Gardner forsøgte ikke at skrive som Fleming. I stedet prøvede han at modernisere Bond, fremdatere hans verden og civilisere karakteren, så den blev mere politisk korrekt. Berlin-muren faldt, den kolde krig holdt op, og Vesten fik nye fjendebilleder, mens Gardner bestyrede 007.
Gardner skrev mange andre slags bøger, gerne i form af løbende serier, og havde et stort talent som litterær bugtaler. Især var han god til at skrive sig ind i en stil, som han fandt andre steder og gjorde til sin egen. The Return of Moriarty (1974) og The Revenge of Moriarty (1975) er fremragende Conan Doyle-pasticher, som vender Sherlock Holmes-universet på hovedet og ser det fra ærkefjendens perspektiv. Hans Bond-serie var dog en skuffelse. Især de senere titler er skrevet i en »international« thrillerstil, der har mere tilfælles med Tom Clancy end med Ian Fleming. Gardner ville gerne dreje Bond i amerikansk retning.
Albert Broccoli, 007-filmenes producer, havde formuleret en husregel, som sagde, at »Bond kan overskride grænsen for det sandsynlige, men aldrig for det mulige.« Dét tog Raymond Benson til sig, da han som den første amerikaner blev officiel Bond-forfatter. Benson skrev seks originale romaner - fra Zero Minus Ten (1997) til The Man With the Red Tattoo (2002) - og bearbejdede tre filmmanuskripter. Som forfatter til The James Bond Bedside Companion (1984) havde han flere planer med karakteren. Hans Bond er dog reduceret til en action man, der agerer mekanisk i store scenarier, som regel henlagt til Østen.

ALLEREDE FØR BENSON sagde stop, havde Flemings bo besluttet at ændre strategi. Når Casino Royale fik premiere, skulle de gamle titler atter i fokus, og en nyskreven Bond-bog måtte virkelig føles som et værk fra mesterens skælvende hånd. Ergo blev der ringet til Sebastian Faulks. Samtidig ville man prøve at nå det yngre publikum, der betragtede EONs computerspil som begivenheder på linie med filmene.
Det var ingen ny idé at bejle til ungdommen. Siden Corgi-modellen af Goldfinger-bilen havde præpubertære drenge holdt hånden under Bond økonomisk. Det er aldrig klarlagt, hvem der i 1967 skrev 003½: The Adventures of James Bond Jr. under navnet R.D. Mascott, men også denne drengebog var en autoriseret udgivelse. Nu arbejder Charles Higson på en regulær serie om den unge spion. Young Bond blev indledt med SilverFin (2005) og tæller fem titler. Senest udkom By Royal Command i september 2008, og man venter sig meget af SilverFin som graphic novel.
Young Bond er henvendt til børn og unge. The Moneypenny Diaries skal trække kvinderne til. 007 er et maskulint fabeldyr, og det har altid været svært at få kvindelige læsere til at føle stærkt for Bond-universet. Derfor blev Samantha Weisberg i 2005 betroet opgaven med at give M’s sekretær et liv og en stemme. Jane Moneypennys fortrolige optegnelser er udgivet i tre bind, Guardian Angel (2005), Secret Servant (2006) og Final Fling (2008). I Secret Servant er Bond blevet hjernevasket af KGB, og det er Moneypenny, en handlekraftig kvinde i sin egen stærke ret, der tager ind bag jerntæppet og får ham ud.
Man mærker i alle de nye udgivelser en paradoksal nostalgi efter koldkrigsårene. Det gælder også Devil May Care. Amerika var en velnæret kæmpe, og Sovjetunionen var en klarere modstander end nutidens diffuse terrornetværker. I 1960erne havde man ingen gadgets i hverdagen, og det kunne føles som et eventyr at tage flyet til Venedig og Teheran. Man kunne ryge i fuld offentlighed og gå i seng med kvinder som Scarlett Papava. Det var tider, og vi savner dem. Evighedsborgeren Ian Fleming ville vide præcis, hvad det gjaldt.

Teksten er gengivet med venlig tilladelse af Bo Green Jensen.