TEGNESERIE
Originaltitel: Fear Face
Forfatter: Jim D. Lawrence (ukrediteret)
Tegner: Yaroslav Horak (ukrediteret)
Forlag: A/S Interpresse
Redaktør: Carsten Søndergaard
Tekstning: Eli Krüger (ukrediteret)
Omslag: Farvefoto af Roger Moore og Carole Bouquet i "Agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, EON 1981)
Format: 52 sider
Udgivelsesdato: 21. august 1981
Oprindelig udgave (Storbritannien): Daily Express 18.01.1971-20.04.1971
Dansk genoptryk af James Bond 007 nr. 25 (1973)
Indhold:
"Stålspionen" (27 sider - avisstriber ombrudt til 17x26 cm magasinformat)
"Strengt fortroligt" (5 siders tekst og s/h-billeder om den nye James Bond 007-film - skrevet af Nicolas Barbano)
"Roger Moore: fra tallerkenvasker til playboyskuespiller" (5 siders portræt - skrevet af Nicolas Barbano)
Helsides s/h-billede med ukendt kvindelig model med øjne trykt på sin T-shirt
Læserbrevkasse: Box 007 (2 siders tekst)
Richard "Jaws" Kiel (2 siders s/h-billedserie)
"Bonds piger" (6 siders s/h-billedserie)
Kommentarer
En indsat note på omslaget lyder:
"INTERNT MEMO fra redaktøren til trykkeriet: STOP AGENT 007 nr. 60!! Vi må ikke udgive historien FRA EN DRÆBENDE SYNSVINKEL, som bygger på Ian Flemings novelle FOR YOUR EYES ONLY, selvom vi annoncerede den i sidste nummer. Stop maskinerne og byt den ud med den spændende historie STÅLSPIONEN. Alt det øvrige stof er som planlagt: Den store billeddokumentation BONDS PIGER, specialartiklerne om ROGER MOORE og RICHARD "JAWS" KIEL med de mange billeder, BOX 007 og omtalen af den nye Bond-film STRENGT FORTROLIGT med alle de stærke billeder..."
Daværende redaktør for James Bond 007, Carsten Søndergaard, fortæller til Bond•O•Rama.dk:
"Det havde noget at gøre med, at nogen i England klagede sig til Bulls Pressetjeneste, som var agent for tegneserien, over at vi havde filmbilleder på forsiden af bladet. Derfor er dette nummer også det sidste, der har et filmbillede på forsiden. Det var ikke tilladt. Og som jeg husker det, var det SÆRLIG slemt, hvis der blev skabt en tråd mellem den film og den tegneserieepisode, der var bygget på den samme originale historie. Og det var jo tilfældet her.
Hvis jeg skal gætte på, hvad jeg har konkluderet, uden at jeg reelt kan huske det, må det være, at det lige dér aktuelt var vigtigere at have billedet fra For Your Eyes Only på forsiden end at have tegneserieversionen indeni - i stedet for det modsatte. Historien havde jo også været trykt flere gange før. Jeg mener at kunne huske, at Bulls egentlig var ret ligeglade, men at de var nødt til at tage det alvorligt. Måske blev vi enige om, at løsningen med at beholde forsiden på dette nummer, men ikke bringe tegneserien, kunne siges at være acceptabel, når vi samtidig afstod fra flere filmbilleder på forsiden. Det er muligvis ikke hele sandheden, men tæt på sandheden."
Det meste af filmstoffet i James Bond 007 nr. 60 er skrevet af den unge Nicolas Barbano. Hans kommentarer anno 2023 kan læses nederst i blogindlægget.
Tak til Tom Andersen for forsidescan.
Introduktion til mine bidrag i 007 James Bond nr. 60, 1981
Af Nicolas Barbano
1981 var et travlt år. Jeg var 18 år og boede i et lille kollegieværelse på Østerbrogården, Blegdamsvej 29A. Jeg havde netop fuldendt folkeskolens 10. klasse via et eftermiddagshold på Amager Grundskolekursus og forsøgte derefter at læse HF på Københavns Kommunes Forberedelseskursus nær Marmorkirken. Men efter ti år i folkeskolen var jeg meget skoletræt og brugte hellere min tid på at se film eller skrive bidrag til enhver, der ville publicere mig. Det var der en del, der ville.
Østerbrogården lå blot et stenkast fra Lille Triangel, hvor jeg i stigende omfang arbejdede som ekspedient i smalfilmsbutikken Panoptikon. Butikken blev drevet af Jakob Stegelmann, der i sit fanzine Filmsamleren nr. 20, 1981, trykte mine anmeldelser af 8mm-udgaverne “The Adventures of Robin Hood”, “2001: A Space Odyssey”, ”Star Wars” og ” The Empire Strikes Back”. Hjemmevideoen var kun netop begyndt at spøge. Rigtige cineaster samlede på smalfilm og læste/skrev/udgav fanzines.
Det fynske fanzine Hvad Skovsøen Gemte bragte i nr. 27 og 29 mit nyhedscauseri ”Filmsiden”, og i Månebase Alpha-fanzinet Intercom nr. 8, 9 og 10/11 kunne man læse mine anmeldelser af “Clash of the Titans”, ”Close Encounters of the Third Kind: The Special Edition”, ”Flash Gordon” og “Scanners”.
I et obskurt tegneseriefanzine, Mini-Comics nr. 2, havde jeg en artikel om tegneseriefilmatiseringer. Science Fiction Cirklens tidsskrift Proxima nr. 27 trykte min artikel “The Frame of a Dame” om kvinder i sci-fi-film og -tegneserier, mens jeg både skrev og redigerede foreningens medlemsblad Proxima Plus, hvor jeg i nr. 8 signerede et causeri om “Livets gang i SFC” og i nr. 9 et interview med Jakob Stegelmann (under overskriften ”Manden bag katten”, hvilket hentydede til de oprindelige fortekster til hans tv-serie “Så er der tegnefilm”). Det hollandske A Fourth Foreign Fanzine trykte mit interview med den kultdyrkede stopmotion-animator Ray Harryhausen.
Der var også mere professionelle udgivelser. I filmbladet Kosmorama havde jeg en fast klumme om filmmusik, hvor jeg i nr. 150, 151, 152 og 155 skrev om musikken i filmene ”10”, “1941”, “Battle Beyond the Stars”, “The Black Hole”, “Fame”, “Flash Gordon”, “The Jazz Singer”, “Life of Brian” og “Xanadu”, samt en anmeldelse af Luc Van de Vens fagbog ”Motion Picture Music”. Og så var der tegneserieforlaget Interpresse, hvor jeg ligefrem modtog et honorar for mine bidrag. I Superman nr. 26, 27 og 28 havde jeg artikler om forskellige Superman-film, og fordelt rundt om i 007 James Bond nr. 57, 58, 60 og 61 leverede jeg hele syv bidrag i form af artikler, billedartikler og læserbrevkassen Box 007.
Alt sammen i 1981, hvor jeg også for første gang rejste til udlandet på egen hånd: En uge i London fulgt af en hel måned i USA, hvor jeg havde planlagt at deltage i en californisk James Bond-kongres. Hvordan dét gik, kan man høre i Bond•O•Rama Podcast episode 007 om mit liv med Bond.
● Hør Bond•O•Rama Podcast episode 007 med Nicolas Barbano
Men tilbage til publikationerne. Når jeg genlæser mine skriverier fra dengang, forfærdes jeg bl.a. over de mange fejlplacerede ejefaldsapostrofer (fx ”Roger Moore’s”) og de tilsvarende fejlplacerede versaler i danske filmtitler (fx ”Lev og Lad Dø”) samt overforbruget af udråbstegn. Jeg har glemt hvilken redaktør, der en dag gav mig dette råd: ’Prøv at formulere dig, så det fremstår betydningsfuldt, så behøver du nemlig ikke bruge så mange udråbstegn’, men selve det gode råd glemmer jeg aldrig. Når jeg læser mine gamle tekster, får jeg lyst til at rejse tilbage i tiden med min røde korrekturpen og give mig selv et par gode råd. Det var der heldigvis hen ad vejen et par andre, der gjorde, men det var i alt fald ikke i skolen, jeg lærte at skrive godt dansk. Faktuelle fejl kunne det også være rart at rejse tilbage og rette men ak.
I 007 James Bond nr. 60, 1981, har jeg bortset fra tegneserien skrevet stort set hele bladet:
- ”Strengt Fortroligt” (artikel)
“Roger Moore - fra tallerkenvasker til playboyskuespiller” (artikel)
“Box 007” (brevkassesvar)
“Bonds piger” (billedartikel)
I 1980’erne skrev jeg især for Interpresse en del artikler om kommende film, jeg endnu ikke havde set. Der gik dengang typisk et halvt år fra verdenspremieren, før en udenlandsk film fik dansk biografpremiere, og det var længe at vente. Jeg forsøgte i sådanne forskræp generelt at være positiv, men det er tydeligt, når man læser artiklen i 007 James Bond nr. 60, at jeg havde specielt høje forventninger til ”For Your Eyes Only”. De blev da også indfriet og mere til. Og det er stadig en af Bond-seriens bedte film, som jeg gang på gang kan gense med stor fornøjelse!
Heldigvis er der ikke alt for mange faktuelle fejl i artiklen. Ian Flemings novellesamling ”For Your Eyes Only” udkom første gang i 1960 (altså 21 år før 007 James Bond nr. 60 udkom), men Skrifolas danske soft/hardcover-udgaver udkom ifølge deres kolofoner i 1965 (altså 16 år før bladet, som jeg skriver) eller, ifølge 2014-udgaven, i 1966 (dvs. 15 år før bladet). Den første tegneserieudgave af Ian Flemings ”For Your Eyes Only” blev bragt på dansk i 007-tegneseriebladet nr. 16 og genoptrykt i nr. 42. Julian Glovers karakter hedder Kristatos (ikke Kristatof), og i dag ved vi alle, at Topols smugler, Columbo, ikke er helt så meget skurk, som der lægges op til. Når jeg nævner Corfu og Kérkira, burde der nok have stået Korfu og Kérkyra. Og filmplakaten forestiller et par pigeben og en armbrøst, ikke en bue, som jeg forblændet af både ben og allitteration kom til at skrive.
Artiklen om Roger Moore har jeg ikke mange kommentarer til, ud over at det ærgrer mig, at jeg ikke var klar over, at Roger Moore før ”The Man with the Golden Gun” spillede over for Christopher Lee ikke blot som nævnt i filmen ”Trottie True” men også i et afsnit af tv-serien ”Ivanhoe”, hvor Moore & Lee har deres første store duel, udkæmpet med sværd. Derudover er det forbløffende, hvor travl en karriere Moore havde, inden han blev James Bond, især sammenlignet med Connery og Lazenby; det ville jeg nok have nævnt i dag.
Nummerets udgave af Box 007 er jeg vistnok sluppet rimeligt hæderlig fra, men det samme kan ikke siges med billedartiklen ”Bonds piger”. Daniela Bianchis karakter hedder Tatiana Romanova, ikke ”Romano”. Det er måske en indskrivningsfejl. Jeg skrev mine tekster på gammeldags skrivemaskine og afleverede dem til forlaget på A4-ark, hvorfra de blev skrevet ind på ny, klar til tryk med den ønskede font og spaltebredde. Givetvis er det også en indskrivningsfejl, at Ian Fleming på side 46 kaldes ”Ian Flemning”. Fra min hånd har der nok stået ”Ian Flemming”, hvilket ikke er meget bedre, men sådan fejlstavede jeg ham i en årrække, argh.
Til gengæld kan jeg ikke løbe fra ansvaret, når det gælder teksterne om "Diamonds Are Forever”. På billedet af Bambi og Thumper er det vistnok ikke Donna Garrett, man ser som Bambi, men Lola Larson. Donna Garrett var oprindeligt hyret til rollen, men blev af for mig ukendte årsager udskiftet med Lola Larson, hvilket åbenbart har stået forkert i den rolleliste, jeg dengang konsulterede. Hverken Bambi eller Thumper er krediteret i filmens sluttekster. Endnu værre og faktisk helt utilgiveligt er det, at jeg ved billedet af Lana Wood som Plenty O'Toole skriver, at det er Jill St. John som Tiffany Case. Jeg ved virkelig ikke, hvor mit blik har været! Fuglen, som Ursula Andress står med på billedet fra optagelserne til ”Dr. No”, er i øvrigt en pelikan.
Allerværst i billedartiklen ”Bonds piger” er dog den indledende tekst, hvor jeg arrogant eller tankeløst udelukker eksistensen af homoseksuelle læsere af begge køn. Dén var jeg ikke sluppet levende fra i dag, men i dag havde jeg forhåbentlig også tænkt mig bedre om.
I det hele taget var billedartiklerne mine ringeste bidrag til 007-tegneseriebladene. Billederne var velvalgte ud fra det materiale, jeg havde til rådighed, men der var mange fejl i teksterne, og jeg får det i dag mentalt dårligt ved at blive konfronteret med dem, og undgår det helst. Men denne gang her i Bond•O•Rama.dk var der altså ingen vej udenom.
Hvordan gik det så med at læse HF på Københavns Kommunes Forberedelseskursus? Jeg kom på universitetet i 1991, for jeg har en fuldendt HF-eksamen. Men i 1981 var mit hoved og mit hjerte andre steder, og i januar 1982 blev jeg smidt ud af HF-kurset nær Marmorkirken pga. for mange fraværsdage. HF kunne ikke konkurrere med mit liv med Bond!