ARRANGEMENT
I morgen, fredag 3. marts 2017, er der verdenspremiere på showet ”Licence to Spy – for Queen and Country” i Aalborg Kongres og Kultur Center.
”Licence to Spy – for Queen and Country” er det første, stort anlagte James Bond 007-sceneshow på dansk jord. Idemand og primus motor er Michaell Colin, der også selv synger i showet. Han får selskab af sangerinderne Gry Meilstrup, Christina Undhjem og Malena Vallentine samt The Diamonds, seks professionelle dansere.
”Vi vil give publikum en totaloplevelse,” siger Michaell Colin til James Bond•O•Rama.dk.
”Man går sjældent all-in i Danmark. Det virker, som om mange tænker, hvor billigt kan vi gøre det, og hvor meget kan vi tjene? Vi vil gerne hæve overliggeren og lave noget, der overrasker, så det ikke bare bliver nummer på nummer. Folk skal have noget med hjem,” siger han.
Michaell Colin beskriver de ydre rammer omkring showet:
”Når publikum ankommer, går de op ad en rød løber med fakler langs siden. De møder nogle royale engelske vagter i originale kostumer med bjørneskindshuer, som vi har købt til lejligheden. Vi har også en professionel fotograf, der tager gallabilleder af gæsterne på den røde løber. Indenfor får de en velkomstdrink, f.eks. champagne eller vodka martini, og en tre retters menu. Under desserten starter selve showet.”
Showet ”Licence to Spy – for Queen and Country” varer 2 gange 45 minutter. Sætlisten indeholder 24 sange fra James Bond-filmserien.
”Jeg har valgt repertoiret ud fra, hvad folk godt kan lide, og hvad de gerne vil høre. Mange Bond-sange er meget afdæmpede, så vi har indlagt nogle Bond-dansenumre undervejs,” siger Michaell Colin.
Musikken i showet er forudindspillet af Golden Gate Orchestra. Michaell Colin har selv håndplukket de 25 svenske musikere, der udgør orkestret.
Showets form er bygget op omkring James Bonds rejser til de mange lande, han besøger på sine missioner i filmserien. Turen går bl.a. til Indien (”Octopussy”), Egypten (”The Spy Who Loved Me”), Rusland (”From Russia with Love”), Las Vegas (”Diamonds are Forever”), Bayou-sumpene i Louisiana (”Live and Let Die”) og sågar det ydre rum (”Moonraker”).
”Vi har købt filmoptagelser fra de forskellige steder, som bliver vist i HD på et stort lærred bag os, så publikum føler, at de bliver transporteret til det sted,” forklarer Michaell Colin.
Endelig ledsages showet af en mindre udstilling af James Bond-rekvisitter, såsom pas og håndvåben fra filmene, Jaws' gebis signeret af Richard Kiel, Goldfingers ring, en stor model af Bonds Aston Martin DB5 og Scaramangas gyldne pistol signeret af Roger Moore. Effekterne er indkøbt gennem en samler fra USA.
”Vi ville skabe en musikalsk hyldest til James Bond og være tro mod temaet uden at overtræde nogen rettigheder. For eksempel må vi hverken skrive 007 eller James Bond på plakaten,” siger Michaell Colin.
Den 50-årige entertainer har gennem 26 år optrådt med sine populære Elvis Presley-shows under navnet Mike Andersen. For tre år siden sad han og spekulerede over, hvilke nye projekter han kunne finde på, da hans søn kom ind og spurgte, om ikke de skulle se en James Bond-film sammen om aftenen.
“Da min søn sagde det, tænkte jeg straks: ”Jeg skal da lave et Bond-show!”” siger Michaell Colin, som har været Bond-fan siden drengeårene.
Filmen, som far og søn satte i dvd-afspilleren den aften, var i øvrigt ”Moonraker” fra 1979 – tilfældigvis den første James Bond-film, som Michaell Colin nogensinde så på det store lærred.
”Min far havde altid travlt,” fortæller han. “Men en dag, hvor han for en gangs skyld havde tid til mig, spurgte han, om jeg ville med ham i biografen. Palads i København viste ”Moonraker”, så det blev den, vi endte med at se sammen,” husker Michaell Colin.
Hans yndlingsskuespillere i James Bond-rollen er i øvrigt Roger Moore og Sean Connery.
Premieren på ”Licence to Spy – for Queen and Country” finder sted i Aalborg Kongres og Kultur Centers største sal. Resterende billetter kan købes via Ticketmaster:
● Køb billet til "Licence to Spy - for Queen and Country"
Michaell Colin forventer senere at sende ”Licence to Spy – for Queen and Country” på turne i Danmark, Tyskland og Monaco.