Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er anden halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.

● Læs 1. del af "Hjemme hos Q"

A (NICOLAS BARBANO): Hvor mange reklamer har du lavet, hvor du optræder som Q?
Q (DESMOND LLEWELYN): Ikke mange. Kun to eller tre. Alle dem, jeg har lavet, er baseret på Q. Jeg lavede to i Amerika, men så gik firmaet konkurs. Og jeg lavede en forleden i Los Angeles, nogen med en pen.

A: Hvornår blev du første gang konfronteret med Q's enorme popularitet?
Q: Vel, han har altid været ret populær, men det gik ikke op for mig, da jeg tog på min første promotiontur, for "Diamanter varer evigt". Jeg var ikke klar over, at det havde noget at gøre med mig. Jeg troede, det var på grund af Bond-filmene. Det første interview, jeg nogensinde gav, var klokken otte om morgenen, med alle disse morgensure teknikere, som bare skævede hen til mig og tænkte: "Hvad mon den der gamle gråhårede fyr skal ævle om?" Men pludselig startede Bond-musikken, og alle nærmest frøs på stedet, idet de indså, hvem jeg var. Efter interviewet ville de allesammen snakke med mig om Bond og om serien, og produceren måtte komme hen og få dem til at genoptage deres arbejde.

Det var vel først på min seneste tur til USA, at jeg indså, hvor utroligt populær Q er. Det rystede mig virkelig. Vel, det er okay her i Bexhill, hvor folk kender mig. Men mange folk kan ikke forstå, at når jeg er så kendt, hvorfor kører jeg så ikke rundt i en Rolls Royce? Hvorfor køber jeg ind i det lokale supermarked? En lille dreng spurgte mig: "Hvorfor bor du i et sted som Bexhill? Hvorfor er du ikke i Hollywood?" Og jeg forklarede, at jeg medvirker jo kun i disse film, og i perioden frem til "GoldenEye" (1995) havde jeg ikke medvirket i en film i syv år! Jeg krydser fingre for, at jeg får lov at medvirke i en film, hvor jeg ikke skal spille Q. Det ville være rart. Og jeg er ligeglad med, hvor lille rollen er.

A: Hvilke film udover Bond-serien husker du med særlig affektion?
Q: Ahr, jeg var meget glad for "They Were Not Divided". Det er den eneste store rolle, jeg har haft. Jeg har haft så mange små roller i små film, såsom "Piraterne fra Blodfloden" (The Pirates of Blood River, 1962) og "Robin Hood - den fredløse" (Sword of Sherwood Forest, 1960).

A: Hvad spillede du i "Robin Hood - den fredløse"?
Q: Fyren, som bliver skudt med en pil i starten af filmen. Det elskede jeg, for jeg var længe i Irland bare for at lave den lille optagelse. Jeg medvirkede i et par Terence Fisher-film. Jeg havde et par replikker i "Titanics sidste timer" (A Night to Remember, 1959). Og fire replikker i "Kleopatra" (Cleopatra, 1963). Det var frygtindgydende! Roddy McDowall havde en lang monolog, som de filmede i ét take, og når han var færdig, skulle jeg sige fire replikker. Han brugte hele morgenen og blev ved med at lave fejl, og da han endelig fik sagt det rigtigt, lavede jeg en fejl! Jeg havde ventet hele morgenen på at få lov til at sige mine fire replikker. Jeg kan huske, at jeg undskyldte til instruktøren, Joseph Mankiewicz. Men som sagt, jeg har haft masser af små roller, og det har været sjovt, men der har ikke været noget særligt vigtigt. Masser af roller med kun een replik. Og så har jeg lavet tv. Jeg var meget glad for "Follyfoot".

A: Hvad er dine hobbyer?
Q: Jeg plejede at bruge meget tid på huset og haven. Men jeg er blevet for gammel til det.

A: Har din rolle som Q nogensinde givet dig lyst til at sysle med teknik?
Q: Nej, jeg kan ikke fordrage mekaniske tingester. De går altid i stykker, når jeg nærmer mig ...

A: Kan du udskifte en pære?
Q: Ja, DET kan jeg finde ud af. Den slags er jeg god til. Jeg har selv sat tapetet op i dette værelse. Jeg kan male og al den slags. Men jeg er håbløs med mekaniske dimser.

A: Rollen som Q er i et vist omfang skuespil med hænderne, for der er bunker af nærbilleder, hvor du demonstrerer alt muligt. Er det altid dine egne hænder, vi ser?
Q: Ja. Heldigvis har jeg de her grimme hænder, så de kan ikke bruge andres. De optagelser bliver altid lavet separat.

A: Q har udviklet sig meget fra film til film. I "Agent 007 jages" lægger du dårligt nok mærke til Bond. Du giver ham bare et par blik for at sikre dig, at han lytter. Du er meget præcis, forklarer tasken og forlader rummet så hurtigt som muligt: "May I be excused, sir?" Men fra og med "Goldfinger" bliver rollen større, og der er et samspil mellem dig og Bond.
Q: Ja, det kom fra instruktøren, Guy Hamilton. Da jeg fik manuskriptet til "Goldfinger" fandt jeg det forfærdeligt vanskeligt, for der var en masse sære replikker. Men jeg lærte dem udenad. Da vi første gang løb scenen igennem, og Bond kommer ind ad døren, rejste jeg mig op for at hilse på ham. Men Guy sagde: "Nej nej, du skal slet ikke bemærke ham! Du kan ikke fordrage ham, for du føler ikke, at han værdsætter dit udstyr!" Og øjeblikkeligt faldt tiøren for mig. Jeg har været i stand til at holde fast ved den karakteristik, at Q ikke bryder sig om Bond, fordi Bond ikke rigtigt værdsætter, hvad jeg har gjort for ham. Men samtidigt har jeg sørget for, at Q er blevet glad for Bond, hvilket er meget naturligt efter tredive års samarbejde. I "Licence to Kill" (1989) bryder Q ligefrem sine ordrer for at hjælpe Bond!

A: Ja, det er første gang, venskabet mellem Q og Bond kommer op til overfladen. Man får det indtryk, at måske er der en oprører i Q!
Q: Ja, jeg har prøvet at få dét frem, og det er noget af en opgave, for du må huske på, at Richard Maibaum var hovedmanden bag alle manuskripterne, men mange andre var med til at skrive dem. Og jeg måtte passe på, at de ikke prøvede at ændre figuren. Nogle af dem mente, Q var en distræt professortype, og jeg har haft masser af diskussioner om den slags, når instruktøren mente, jeg skulle bære shorts etc. Og jeg måtte sige: "Nej nej nej, han er blot en ordinær, kedelig, gammel englænder!" En gammel mand i min alder ville aldrig dukke op i shorts. Det havde vi en forfærdelig kamp om. Det var okay i "Agent 007 i ilden" (1965), for der var jeg meget yngre, og han var på Bahamaøerne for første gang, etc. Og i "Lev og lad dø" [her menes vist "Du lever kun to gange", red.] bar jeg shorts, men de var khaki. Men derefter, nej, for han er oppe i alderen, og han er tjenestemand. Vel, jeg er selvfølgelig alt for gammel til at være tjenestemand, men det må man tage med et gran salt!

A: Har du børn?
Q: Ja, to drenge. Jeg blev gift i 1938, og mine sønner blev født i 1949 og 1953.

A: Forholdet mellem Q og Bond er ofte som forholdet mellem far og søn. Den patroniserende tone osv.
Q: Ja, det er det vel egentlig.

A: Har du trukket på din personlige erfaring med dine sønner?
Q: Nej. Måske ubevidst. Men der er så mange ting gennem årene, hvor folk siger: "Sikken en vidunderlig lille ting, du gjorde der!" Men meget af det er ubevidst. Jeg burde vel ikke fortælle det her, men fx siger folk, hvor vidunderligt det var i "Spioner dør ved daggry" [her menes "Licence to Kill", red.], hvor jeg bruger en sender gemt i kosten og bagefter bare smider den væk. "Hvordan fandt du på den brillante detalje?", spørger folk. Men sandheden er, at scenen var færdig, instruktøren sagde "cut!", og så smed jeg den bare fra mig. Folk overfortolker tit det, en skuespiller gør. Alt det her method acting, synes jeg selv er håbløst. Man er nødt til at have kontakt med sit publikum. Method er den amerikanske måde. Det er okay, at man vil ind i rollen og alt det der, man man må også huske på, at man har et publikum. Jeg mener, det går ikke, at man står og mumler.

A: Det fungerede for Marlon Brando.
Q: Well, nogle gange. Han har trods alt en mikrofon. Men hvad er han værd på en scene? Liz Taylor er en vidunderlig filmskuespiller, men hun er ubrugelig på en scene. Hun har forsøgt det. Men når man står på en scene, må man projicere tingene ud. Noël Coward siger som en vits: "Kend dine replikker og vælt ikke over møblerne!" De her folk, der går dybt ind i en rolle, og taler om Hamlets psykologiske motivation ... Der er en historie om en ung skuespiller, der går hen til en gammel skuespiller og siger: "Jeg vil gerne spille Hamlet, det er en fascinerende rolle!" Og den gamle skuespiller siger: "Ja, det er han. Fortæl mig, min dreng, tror du, at Hamlet gik i seng med Ofelia?" Og den unge skuespiller siger: "Det ved jeg ikke. Men jeg gjorde, da vi var på turne!"

A: Hvilket bringer os til et andet punkt: I Bond-serien knytter Q et venskab med Bond. Hvordan med dig og de forskellige skuespillere, der har spillet rollen? Blev du venner med nogen af dem?
Q: Vel, jeg var på venlig talefod med Sean Connery, men jeg kendte ham ikke privat. Jeg var bare en birolleskuespiller, der havde rollen som major Boothroyd. Hvis jeg møder ham i dag, udveksler vi venligheder, men jeg kan ikke påstå, vi havde et venskab. Derimod var jeg ven med Roger Moore, for jeg har kendt ham i årevis, og jeg kendte ham, inden han blev Bond. Men jeg går ikke til parties med nogen af dem. Jeg er meget glad for Pierce Brosnan. Jeg synes, han er ekstremt god, og jeg tror, han bliver den definitive Bond. Han har noget, ingen af de andre havde. En irsk karisma eller hvad det nu er.

A: Hvad med George Lazenby [fra "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste", On Her Majesty's Secret Service, 1969]?
Q: Åh, stakkels gamle Lazenby. Jeg mener, jeg er anti-Lazenby, for han opførte sig absolut rædsomt under optagelserne. Men jeg vidste intet om ham, før jeg mødte ham her forleden. Og han fortalte mig historien: Han var ikke skuespiller - han var bilsælger! Han blev kun model, fordi han var flad. Men Broccoli så ham hos en frisør, og bad ham komme til en prøveoptagelse. Han anede ikke, hvad det var, og havde aldrig mødt en skuespiller.

Men han fik rollen, og så var der en idiot, som fortalte ham: "Nu er du en stjerne - nu bør du opføre dig som en!" Han vidste intet om, at uanset hvor hæslige stjerner er privat, så opfører de sig glimrende under optagelserne. Jeg mener, jeg har været på Pinewod Studios sammen med en af de største drukkenbolte i branchen. Men han begyndte ikke at drikke før klokken var fem, og næste morgen var han der til tiden, uden problemer. Lazenby derimod havde læst om Frank Sinatra og andre, som opførte sig rædsomt, når de gik i byen. Så han troede, det var måden, han skulle opføre sig på. Han var forfærdelig. Han skændtes med instruktøren [Peter H. Hunt], og et par gange gik han midt i optagelserne.

Da vi lavede bryllupsscenen ... Hvis man har en scene med mange statister, der skal forestille at være rige, inviterer man nogle personer fra eliten og beder dem tage deres smykker på. Jeg hørte, at alle de smykker, der blev båret af statisterne under optagelsen af "Agent 007 i ilden", kunne have betalt for hele filmen! Den teknik blev også brugt til bryllupsscenen i Portugal, hvor Lazenby skulle ride en hest gennem mængden. Og den faldt vist og slog knæet på noget pigtråd. I filmbranchen, hvis nogen så meget som får en skramme, er der total panik med læger osv. Og hestens ejer sagde, at han ikke måtte ride på den mere. Så forlod han bare optagelsen!

Efter min mening er Lazenby slet ikke dårlig som Bond. Og hvis han havde vidst, hvordan man opfører sig, hvis han havde lyttet til instruktøren Peter Hunt og ladet ham hjælpe, sådan som Terence Young hjalp Sean Connery! Ingen engelsk caster ville have hyret Sean Connery som Bond, for man kan da ikke have en eks-mælkemand i rollen som en flådeofficer fra Eton! Men Terence tog ham med til sin skrædder, og oplærte ham, så Sean for mange mennesker blev den eneste rigtige Bond. Hvis Lazenby havde været skuespiller, kunne det have gået sådan også for ham, for selve filmen har et af de bedste manuskripter og den bedste musik: En vidunderlig sang med Louis Armstrong, helt fantastisk! Alt ved filmen er vidunderligt, og Lazenby er slet ikke værst. Folk siger, han var dårlig, fordi han fik så megen dårlig medieomtale.

A: Hvad med Timothy Dalton?
Q: For Bond-aficionadoer er han den, der kommer tættest på Ian Flemings Bond. Og jeg synes, han var en ekstremt god Bond i "Spioner dør ved daggry", men i "Licence to Kill" var både han og filmen for realistisk. Men man er jo nødt til at eksperimentere. Fx var Roger Moore en helt anden Bond end Sean Connery. Og det fungerede! Timothy Dalton var også helt anderledes end de andre to. Og personligt mener jeg, at hvis "Licence to Kill" havde været mindre tung, var han sluppet af sted med det. Men jeg tror, at fordi det var sådan et seriøst emne - glem ikke, at narkoskurken var en virkelig væmmelig type, som amerikanerne kunne genkende. Han var ikke fra SMERSH eller SPECTRE. Og det blev filmet i Sydamerika, som er for tæt på amerikanerne til at være romantisk. Mange amerikanere har sagt til mig, at det er en virkelig god film, men det er ikke en Bond-film! Det er meget interessant.

Q: Det er svært at sætte fingeren præcis på det, men min fornemmelse er, at Timothy er så god en sceneskuespiller, at han ikke som en filmskuespiller ... Sean, Pierce og især Roger kan træde et skridt tilbage og iagttage sig selv. Timothy var for dybt inde i rollen. Han var ikke afslappet nok, han var anspændt. Og det er selvfølgelig præcis, hvad Bond ville have været, hvis det var virkelighed. Amerikanerne siger, at Timothy er mut og uden humor, men hvis ens bedste ven blev brugt som hajføde på sin bryllupsnat, ville du så gå rundt og smile? Vel, Bond ville! Men Timothy spillede rollen, som den ville være i virkeligheden, hele vejen gennem filmen: Hævngerrig! Jeg tror, folk glemmer hans præstation i "Spioner dør ved daggry", for dér var han mere afslappet, og jeg synes, det var en ekstremt god film.

A: Hvad mener du om Bond-seriens forskellige instruktører?
Q: De var allesammen førsteklasses instruktører. Jeg er mest taknemmelig til Guy Hamilton, for han gav mig nøglen til figuren. Men jeg var meget glad for Terence Young, og jeg læste på The Academy med Lewis Gilberts svigerbror, så ham har jeg kendt i årevis.

A: Lad os tale lidt om Qs udstyr, såsom verdens mest berømte bil, Bonds Aston Martin DB5 i "Goldfinger" og "Agent 007 i ilden".
Q: Aston Martin'en var fascinerende. I det oprindelige manuskript forklarede jeg ikke noget om katapultsædet, og sådan filmede vi først scenen. Så havde de en diskussion, og næste dag måtte vi filme en ekstra bid, hvor jeg demonstrerer sædet. De mente først, at det skulle være en overraskelse, men så fandt de ud af, at der skulle være dette spændingselement: Hvornår vil han bruge det? Og den lille ekstra bid har en af mine bedste replikker: "I never joke about my work, 007!"

A: Så er der tasken med knive, bombe osv. i "Agent 007 jages".
Q: Ja, det var en god ting. Jeg tror, at tasken, Aston Martin'en og undervandsbilen [i "Spionen der elskede mig"] er de tre mest mindeværdige ting. Og bilen fungerede rent faktisk under vandet, skønt man var nødt til at have dykkerudstyr på. Den kunne dykke 150 meter og bevæge sig med syv knob. Så hvis man har en formue og ikke bryder sig om at krydse Den Engelske Kanal via tunnellen ...!

A: Hvad med Little Nellie, helikopteren i "Du lever kun to gange" (1967)?
Q: En fascinerende maskine, synes jeg. Stakkels gamle [Ken] Wallis, som opfandt den ... Det kunne være interessant for dig at interviewe ham. Han bor i Norfolk. Han troede vist, den ville blive brugt meget mere. Og det burde den også være blevet, bl.a. af politiet, for det er den mest fantastiske maskine. Desværre kan han ikke flyve den mere, han er blevet for gammel. Men han kunne fortælle dig de mest fantastiske historier om Little Nellie. Han har den stadigvæk.

A: Den halshuggende tebakke i "Spionen der elskede mig"?
Q: Den stod bare på en ordinær skinne. De fleste af Q's dimser er prototyper. Det lille fly i "Octopussy" blev opfundet af en herre ved navn "Corkey" Fornof fra New Orleans. De prøvede flere gange at få det med i en af filmene, så til sidst byggede de en åbningsscene omkring det. For tiden er det en fyr ved navn Fenderson, der bygger disse ting. Han er Bond-filmenes egen Q!

A: Ghettoblasteren i "Spioner dør ved daggry" er et herligt gag.
Q: Ja, der har været nogle sjove gags. Folk elskede fyren i telefonboksen i "GoldenEye". Og mit veltilfredse udtryk, da jeg har sat mig ned i den menneskeædende sofa.

A: Der er en scene i "GoldenEye", hvor Brosnan snakker om skriften på væggen, og du reagerer på en måde, som er meget atypisk for Q. Du ler nemlig af hans joke! Det virker næsten improviseret.
Q: Ja, der står aldrig noget med latter og den slags i manuskripterne. Det må man selv finde på. Og det virkede bare naturligt for mig. Det var vist ikke engang skuespil: Han sagde det på sådan en sjov måde, at jeg lo.

A: Er det sjovt at filme disse scener?
Q: Ja, de er vældigt sjove. Der er altid problemer med min replikker, men ikke derudover.

A: Hvor længe regner du med at fortsætte i rollen som Q?
Q: Til jeg dør! Jeg har selvfølgelig advaret dem om, at jeg ikke kan blive ved i al evighed. Jeg har fået en hjerteoperation, jeg har fiberdannelse og alle mulige alderdomssymptomer.

A: Du mener, så de kan introducerer en assistent eller lignende?
Q: Ja, der bør være en eller anden i baggrunden, du ved.

EPILOG:

Den 18.11.1999 interviewede jeg Desmond Llewelyn igen, denne gang på et hotel nær Bond Street i London, hvor vi bl.a. snakkede om John Cleeses rolle som Q's assistent, R.

Llewelyn forklarede: "Jeg har bedt om en assistent de to sidste film, og endelig fik jeg en. Jeg synes, det er klogt at have én til at overtage, der har optrådt i filmene sammen med mig, fremfor blot: 'Nå, stakkels gamle Q er død, her er en ny!' Uanset hvor meget jeg ønsker det, kan jeg ikke fortsætte i al evighed. Som jeg altid siger: Jeg er med i Bond-filmene, så længe producenterne ønsker mig, og Vorherre ikke gør det!"

Det blev et af Desmond Llewelyns allersidste interviews.

● Læs Nicolas Barbanos junketinterview med Desmond Llewelyn om "The World is Not Enough" (1999)