FAGBOG
I 1969 udgav Lademanns forlag "Mordbogen" i serien Unions Kriminalbibliotek.
Den 192 sider tykke bog var ifølge smudsbindets tekst "det første værk i verden, der i populær form skildrer kriminal- og detektivhistorien i tekst og flere hundrede billeder fra Edgar Allan Poe's "forfædre" i det attende århundrede til vore dages mest yndede kriminal- og agentroman-forfattere".
Blandt sidstnævnte var naturligvis Ian Fleming og hans James Bond-figur, som "Mordbogen" viede to opslag til. Siderne (160-163) er gengivet nedenfor.
007-kendere vil hæfte sig ved, at forfatterne af "Mordbogen", Tage la Cour og Harald Mogensen, forveksler den rødhårede tyske skuespiller Karin Dor med den schweiziske blondine Ursula Andress i billedteksten på side 162. Ian Fleming fik heller ikke tildelt kommandørkorset af Dannebrog, som teksten påstår, men Kong Christian X's Frihedsmedalje.
"Mordbogen" udkom i engelsk oversættelse i 1971 under titlen "The murder book: An illustrated history of the detective story" på forlaget George Allen & Unwin.