● Danmark er grafisk repræsenteret i James Bond 007-filmen "Octopussy" (EON 1983) på det europakort, der fylder væggen i det sovjetiske forsvarsministerium. Ved hjælp af en animation, der fylder kortets lande ud med rød farve, viser den gale general Orlov (Steven Berkoff), hvordan han vil lade kommunismen sprede sig over hele kontinentet, inklusive vores lille skandinaviske kongerige.
Tidskode (Blu-ray): 00:18:03-00:18:17
● Det tyske diesellokomotiv, som i filmens klimaks trækker togstammen Octopussy International Circus Train mod den amerikanske militærbase i Berlin, er faktisk dansk. Det såkaldte DSB Litra S 740 blev bygget på A/S Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedje i Aarhus i 1928 på bestilling af De Danske Statsbaner. S-maskinen kørte på de sjællandske nærbaner, indtil DSB udfasede diesellokomotiverne i 1960'erne. S 740 havde derefter nogle år som udflugstog, inden det i 1976 overgik til DSB's jernbanemuseum.
Englænderen Mike Bradley købte det udrangerede tenderlokomotiv i Gedser i 1979 og bragte det til Wansford nær Peterborough, hvor S 740 blev renoveret til brug på veteranbanen Nene Valley Railway. Her fik S 740 sin stjernerolle i "Octopussy", idet alle filmens togscener blev optaget på denne banestrækning i England. Toget bærer i filmen tysk bemaling og nummeret 62 015. Kort efter indspilningerne blev S 740 taget ud af brug. I 1990'erne tilbagekøbte Nordsjællandsk Veterantog maskinen til Danmark med henblik på reparation. Ifølge foreningens hjemmeside befinder S 740 sig nu i Rungsted.
Bonusinfo: I 2017 præsenterede Tikøb Støberi et DSB-damplokomotiv Litra S som modeltog.
Tidskoder (Blu-ray): 01:34:24; 01:35:40
● Fabergéægget – filmens såkaldte MacGuffin, som alle er ude efter, og som sætter plottet i gang – har også en dansk forhistorie. Prinsesse Dagmar af Danmark ønskede sig i 1885 et gyldent påskeæg af sin ægtemand, kejser Alexander den 3. af Rusland. Han aflagde bestilling hos sin yndlingsjuveler, Peter Carl Fabergé, og således blev traditionen med de overdådige Fabergéæg skabt.
Læs hele indlægget om Fabergéæggets danske ophav
● Og endelig en falsk dansk forbindelse: Mange har gennem årene forvekslet den Tina Robinson, der er krediteret på rulleteksterne som en af "The Octopussy Girls", med den amerikanskfødte, i Danmark bosatte stuntkvinde og skuespiller Tina Robinson Hansen. Men sidstnævnte har overfor Bond•O•Rama.dk personligt afkræftet den hårdnakkede myte, som har floreret i medier som B.T. og DR. Dén Tina Robinson, der ses i "Octopussy", er ikke den danske.
Tak til Nordsjællands Veterantog.