I forbindelse med danmarkspremieren på "Moonraker" (1979), den 11. James Bond-film fra EON Productions, fik København besøg af amerikaneren Richard Kiel, der vandt publikums yndest i sin rolle som Jaws, skurkens håndlanger i både "Moonraker" og den foregående Bond-film, "Spionen der elskede mig" (EON 1977).
Politiken bragte den 7. august 1979 denne notits om Richard Kiels pr-visit i Danmark. Dagen forinden havde avisens fotograf Lars Hansen foreviget den 220 cm høje skuespiller i færd med at løfte den syvårige dreng Jacob i én finger.
Nedenfor ses omslaget til den danske leje-VHS af "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977), som Metronome Video udsendte i 1986. Forsidebilledet er baseret på Bob Peaksillustration til filmens biografplakat.
Dagbladet Politikens filmkritiker Kim Skotte tog lunkent imod "Tomorrow Never Dies", da EON Productions' 18. James Bond-film havde dansk biografpremiere den 19. december 1997.
"007s Juleshow" kaldte Skotte sin trestjernede anmeldelse, hvor han bandt filmens julepremiere sammen med højtidens hang til trygge ritualer:
"Selv på det beskedne hyggeplan er det altså lovlig småt med overraskelserne. Hvor udfordringen før var at finde en balance mellem nye påhit og tradition, er 007 med Tomorrow Never Dies definitivt på traditionens side. James Bond får simpelthen for meget forærende af fortiden til at turde byde på andet end minimale justeringer."
● EONs niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974, udmærker sig ved, at der for første gang i serien optræder en dansker foran kameraet. Janni Pia Christensen er dog ikke nævnt i rulleteksterne, og hun har heller ingen replikker. Den da 20-årige københavner skimtes kortvarigt i en enkelt indstilling, hvor hun passerer James Bond i Roger Moores skikkelse på trappen foran The Peninsula Hotel i Hongkong. Tidskode (Blu-ray): 27.37
Janni Pia Christensen i "Manden med den gyldne pistol" (1974) - framegrab
Ifølge Ekstra Bladet indspillede Janni Pia også en aftenscene med Moore og Britt Ekland på en thailandsk restaurant i Bangkok. Dette optrin lader dog til at være endt på klipperummets gulv, hvis den da ikke var iscenesat alene for at sikre presseomtalen i Danmark.
Janni Pia Christensens statistrolle i Bond-filmen skyldtes netop, at hun i 1973 vandt skønhedskonkurrencen "Årets pige" i Ekstra Bladet. Den 29. december 1973 trykte avisen et billede af Roger Moore, der angiveligt udpeger Janni Pia til at medvirke i sin kommende Bond-film. Ekstra Bladet havde sendt et foto af de femten finalister (i alderen 15 til 21 år) til Sydafrika, hvor den engelske stjerne var i gang med at indspille filmen "Guld" (Gold) for instruktøren Peter Hunt.
Janni stødte til Bond-filmholdet i maj 1974, men udtalte efter hjemkomsten til Vi Unge og Billed Bladet, at oplevelsen som den første danske Bond-babe havde været en skuffelse, og at Roger Moore med sine "hule knæ" ikke var hendes type. Senere samme år skiftede hun navn til Nicolaisen efter sin nye ægtemand og forsvandt hurtigt ud af mediernes søgelys.
Den danske bryggerikoncern Carlsberg indgik i 1980'erne en aftale med EON Productions om at få deres produkt placeret i to Bond-film, "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987) og "Licence to Kill" (1989).
I forbindelse med biografpremieren på "Spioner dør ved daggry" udsendte Carlsberg nedenstående reklameplakat i formatet 51x71 cm til det amerikanske marked. Onde tunger vil måske hævde, at reklamens slogan virker modsat hensigten: "He's dangerous and he takes chances. Except when it comes to his beer".
I 1966-67 medvirkede den unge, amerikanske komiker Woody Allen som James Bonds nevø, Jimmy Bond, i Columbias stort anlagte parodifilm "James Bond 007 - Casino Royale", meget løseligt baseret på Ian Flemings romanforlæg. Woody Allen var desuden én af de utallige forfattere, som bidrog til filmens kaotiske manuskript, der ændrede form dagligt efter producenten Charles Feldmans luner.
I sin selvbiografi "Apropos ingenting" (Apropos of Nothing, 2020, dansk udgave Gyldendal 2020) fortæller Woody Allen kort om, hvordan han oplevede den cirkusagtige mammutproduktion:
"Et af de værste, dummeste misbrug af celluloid i filmhistorien."
