Hvem anede, at de berømte Fabergéæg, som spiller en væsentlig rolle i handlingen i "Octopussy" (EON 1983), havde et dansk ophav?
Ifølge denne artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten 24. oktober 1993 var det prinsesse Dagmar af Danmark, som i 1885 ønskede sig et gyldent påskeæg af sin ægtemand, kejser Alexander den 3. af Rusland. Han aflagde bestilling hos sin yndlingsjuveler, Peter Carl Fabergé - og således blev traditionen med de overdådige Fabergéæg skabt.
"Octopussy" vises i CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade den 22. august (med oplæg af Nikolaj Tarp) og 24. august 2021.
Vidste du, at der var en dansk skuespiller med i "Moonraker" fra 1979 – hele 18 år før Cecilie Thomsen og de andre danskere gjorde deres indtog i James Bond 007-filmserien?
Skuespilleren Peter Bonke (f. 1942) var i starten af 1970'erne et af dansk teaters lovende unge håb. Efter at han blev smidt ud fra Det Kongelige Teaters elevskole, anbefalede den store skuespiller Poul Reumert ham til Ungdommens Teater. Peter Bonkes talent og flotte, maskuline ydre skaffede ham også spredte filmjobs, bl.a. i lystspillet "Hurra for de blå husarer" (1970). Men Bonke følte sig frustreret over manglen på gode roller i Danmark og flyttede permanent til Paris i 1975, hvor han skabte sig en solid og langvarig karriere i fransk film, tv og teater.
Tre år efter at Peter Bonke bosatte sig i Frankrig, fik han en rolle i "Moonraker", som EON Productions af økonomiske årsager valgte at indspille i franske filmstudier i stedet for de engelske Pinewood Studios. Bonke kan ses som en af de amerikanske rumsoldater, der anløber Drax' rumstation i filmens sidste tyve minutter. Hans rolle som sergent er ukrediteret på rulleteksterne og figurerer så vidt vides ikke i nogen bøger, opslagsværker eller databaser. En reportage, som Billed-Bladet i 1978 bragte fra optagelserne i Studios de Boulogne uden for Paris, satte Bond•O•Rama.dk på sporet af denne hidtil uudforskede danske James Bond-forbindelse.
"Det er meget længe siden og var ganske kort, selvom det nok var en smule mere end statistarbejde," bekræfter den nu 78-årige Peter Bonke i en mail til Bond•O•Rama.dk. Bonke har faktisk en smule dialog i "Moonraker", omend replikkerne lader til at være blevet eftersynkroniseret af en amerikansk skuespiller. Ifølge navneskiltet på Bonkes sølvfarvede uniform hedder han "Sergeant Parish" i filmen.
Peter Bonke husker dog ikke meget fra optagelserne til James Bond-filmen. "Det ligger meget fjernt og tåget i min hukommelse," skriver han og tilføjer: "Havde det været med Sean Connery, havde det nok gjort større indtryk!!!"
Tak til Peter Bonke, Henrik Huus Mikkelsen og Casper Nielsen.
Det religiøst funderede Kristeligt Dagblad beskæftigede sig normalt ikke med "filmindustriens teknologiske udskejelser". Men avisens kulturredaktion gjorde alligevel en undtagelse, da EON Productions tiende James Bond-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), fik dansk biografpremiere under stort ståhej den 12. august 1977.
Fem dage senere, 16. august, leverede avisens filmanmelder Niels Houkjær følgende pudsige analyse af Bond-figurens stereotypi og seriefilmenes mytiske skabelonpræg:
Ugebladet Se & Hørs journalist John Lindskog deltog i den stort opsatte kongelige gallapremiere på "Lev og lad dø" (Live and Let Die, EON 1973) i Odeon Leicester Square den 5. juli 1973.
Lindskogs reportage kunne læses i Se og Hør den 13. juli (nr. 28). Han havde blandt andet udvekslet et par ord med Roger Moore, der erklærede sig "rystende nervøs" for sin debut og røbede, at han fik 1 million pund i samlet honorar for sine første tre film som James Bond 007.
Søndag 25. juli kl. 18 introducerer Bond•O•Rama.dk 4K-visningen af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) i CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade.
Bond•O•Rama.dk deltog i den afsluttende del af filmens uofficielle 50-års jubilæumsfejring, OHMSS50, som fandt sted på Piz Gloria i Schweiz. Denne enestående oplevelse beskrev jeg sidenhen i en reportage til Morgenavisen Jyllands-Posten. Nedenstående artikel blev trykt i avisens rejsetillæg 14. september 2019.
Brian Iskov for Morgenavisen Jyllands-Posten, 14. september 2019
Gennem 50 år har den roterende restaurant Piz Gloria lokket James Bond-fans fra hele verden til Schilthorn-bjerget i Schweiz. Jyllands-Posten var med, da fans og stjerner fejrede rundt 007-jubilæum på et af filmseriens mest berømte optagesteder.
”Sådan en solnedgang oplever vi kun et par gange om året,” forsikrer personalet på Piz Gloria med passende ærbødighed.
Som en luksuriøs special effect skræddersyet til denne ganske særlige aften toner en knaldorange palet frem og forgylder den allerede imponerende udsigt fra restauranten på den schweiziske bjergtop Schilthorn.
Selv James Bond er duperet. For enden af et af middagsbordene sidder George Lazenby aftegnet i silhuet mod vinduet. Skuespilleren haler sin mobil op ad lommen for at forevige horisonten og facetime en videohilsen til sine teenagebørn i Los Angeles. Et stille, privat øjeblik i en turbulent uge, hvor den aldrende Agent 007 konstant har været omgivet af begejstrede James Bond-fans.
I Bond•O•Rama Podcasts nye serie, "Mit liv med Bond", vil jeg – webmaster Brian Iskov – i hvert afsnit invitere en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond 007.
Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser 26 James Bond-film i digital 4K-kvalitet som optakt til premieren på “No Time to Die”.
Dagens gæst i podcasten er instruktør, forfatter m.m. Nikolaj Tarp (f. 1979), som introducerer hele fem film i CinemaxX' Bond-kavalkade: "Thunderball" (18. juli), "Never Say Never Again", "Octopussy", "A View to a Kill" (22. august) og "The Living Daylights" (29. august). Med udgangspunkt i de fem film bevæger vi os på kryds og tværs gennem Bond-universet, som Nikolaj lærte at kende gennem VHS, tysk tv og tegneseriehæfter, da han voksede op i Sønderjylland i 1980'erne.
Allerede dengang forlangte Nikolaj at få Ian Flemings Bond-romaner læst højt som godnatlæsning. Vi taler om bøgerne versus filmene, om de senere Bond-romaner af andre forfattere og om de ofte meget mangelfulde danske oversættelser.
Vi kommer også ind på vores fælles fascination af hajer og undervandsfilm (jævnfør "Thunderball") og diskuterer udfordringerne ved, at der bliver stadig længere mellem de nye Bond-film i biograferne. Endelig spekulerer vi over, hvordan franchisens fremtid vil tegne sig, når Daniel Craig lægger pistolen på hylden efter "No Time to Die".
Hvis du efter dette afsnit får lyst til mere Bond-nørdesnak med Nikolaj Tarp, kan du lytte til hans egen podcast, Filmpodcast for Folket, der har udgivet maratonlange afsnit (op til seks timer!) om hver eneste Bond-film, inklusiv dem uden for EON's serie: ● Filmpodcast for Folket - James Bond Retrospektiv
Bond•O•Rama har taget hul på et nyt podcastformat, "Mit liv med Bond". I denne serie vil jeg – webmaster Brian Iskov – invitere andre danske Bond-nørder til en uformel hyggesnak om vores fælles lidenskab, James Bond 007.
Dagens gæst i podcasten er tonemester Peter Albrechtsen (f. 1976), som introducerer "Goldfinger" i CinemaxX København på søndag den 18. juli. Allerede som dreng i 1980'ernes Nyborg hæftede Peter sig ved lyden i Bond-filmene, fordi han så dem med tysk tale. Lydeffekterne og musikken i Bond-serien har inspireret Peters arbejde som lyddesigner på f.eks. "Vores mand i Amerika". Derfor kan I også undtagelsesvist høre lydeksempler fra Bond-filmene i dette afsnit af "Mit liv med Bond".
Som tidligere vært på "P2 Soundtrack" har Peter meget at sige om de særlige kvaliteter ved John Barrys Bond-musik. Vi taler om, hvordan den oscarvindende mixer Norman Wanstall skabte lyden af bl.a. Oddjobs hat, og hvor forbløffende godt Gert Fröbe er eftersynkroniseret til engelsk som Auric Goldfinger. Peter deler også sin begejstring for scenografen Ken Adams fabelagtige production design.
Endelig fortæller Peter, hvordan han forholder sig til filmenes politisk ukorrekte elementer, når han indvier sin 11-årige søn i 007's univers ("Goldfinger" hører også til sønnens yndlingsfilm).
"Mit liv med Bond" er produceret i anledning af, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med alle 26 Bond-biograffilm, inklusiv “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983, på stort lærred i digital 4K-kvalitet.