Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond

PODCAST

Bond•O•Rama.dk er tilbage efter et halvt års pause!

Det samme er Bond•O•Rama Podcast, nu i et lidt mere regelmæssigt format. Vi lancerer nemlig en række særafsnit under titlen "Mit liv med Bond", hvor jeg – webmaster Brian Iskov – hver gang inviterer en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond-figuren og fænomenet.

Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med 26 James Bond-film som optakt til premieren på “No Time to Die”. Det er en helt enestående mulighed for at gense alle filmene i EON Productions’ serie plus de to uafhængigt producerede “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983 på det store lærred i 4K-kvalitet.

De fleste af søndagsforestillingerne bliver introduceret af udvalgte Bond-eksperter, og nogle af de oplægsholdere vil I kunne lære bedre at kende gennem Bond•O•Rama Podcast i løbet af sommeren og efteråret 2021.


Bond-O-Rama Podcast på Anchor

Æresgæsten i dette første afsnit er Rikart Købke, der som filmchef i CinemaxX-biograferne har tilrettelagt Bond-kavalkaden. Vi taler om Rikarts første møde med Agent 007 i 1980'ernes Herlev, hvor Bond åbnede verden for ham både kulturelt og geografisk – en oplevelse, han siden har givet videre til sine egne børn. Rikart, der selv spiller musik, elsker også Bond-filmenes soundtracks, i særdeleshed når John Barry har komponeret tonerne. Endelig beretter Rikart om sit møde med Paul Haggis og om dengang, han besøgte indspilningen af "Quantum of Solace" på Pinewood Studios og kom til at sige noget til Barbara Broccoli, som han senere skulle fortryde ...

Æresgæsten i første afsnit af "Mit liv med Bond" er Rikart Købke, filmchef i CinemaXX.

Læs om CinemaxX' James Bond-kavalkade i 4K
● Bestil billetter til James Bond-kavalkaden (cinemaxx.dk)

Læs mere

“Tomorrow Never Dies”: Ekstra Bladets filmanmeldelse af Nicolas Barbano (1997)

Forud for danmarkspremieren på "Tomorrow Never Dies" (19. december 1997) skrev Bond-ekspert Nicolas Barbano en begejstrede anmeldelse af filmen i Ekstra Bladet.

Nicolas Barbano har eksklusivt for BondORama.dk knyttet denne kommentar til sin egen knap 23 år gamle anmeldelse:

"Anmeldelsen af "Tomorrow Never Dies" blev – som det var normalt for avisanmeldelser af nye film – skrevet umiddelbart efter, at jeg havde set filmen for første gang. Så det er nemt her næsten et kvart århundrede og utallige gensyn senere at være bagklog og føle, visse ting kunne have været vægtet anderledes.
Eksempelvis er jeg i dag nok mindre imponeret over Cecilie Thomsens lagenpræstation (som hun da heller ikke førte til en eneste nævneværdig rolle). Og især forstår jeg ikke mit udfald mod "endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!". Måske var det Martin Campbell, jeg tænkte på, for han havde ud over sine erotiske lystspil iscenesat en del tv-serier, og jeg var dengang lettere utilfreds med "GoldenEye" (som siden er steget betydeligt i min anerkendelse). I alt fald var det ikke en kritik af hverken Peter Hunt eller John Glen, der var sprunget fra at være Bond-klippere til at instruere to af seriens bedste film, "OHMSS" og "For Your Eyes Only". Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg havde i tankerne, og det er en sætning, der smægter af snobberi, og som jeg i dag ville ønske udeladt.
Og så var det ikke just super profetisk at skrive "den evige Desmond Llewelyn", eftersom verdens bedste Q desværre døde to år senere. Men det er småting. I det store hele kan jeg godt stå ved min anmeldelse. At genlæse den gav mig lyst til at gense filmen – igen."

Stop pressen: PRIVATE

BOND REDDER FORSIDEN!

AF NICOLAS BARBANO

LONDON (Ekstra Bladet): Så er vi der igen: En magtgal skurk har verdensfreden mellem sine skarptslebne negle, og kun een mand kan stoppe ham: James Bo...
Næh, stop en halv! Ind fra venstre stormer en kinesisk agent med atletiske lemmer, skælmske øjne og særdeles hårdtslående manerer: Hun hedder Wai Lin og er en af de mange gode årsager til at se den nye James Bond-film 'Tomorrow Never Dies'.
Filmen er nr. 21 i rækken (hvis vi medregner 'Never Say Never Again' og de 2 x 'Casino Royale') og en af de bedste. Hvilket bl.a. skyldes, at den ligesom de allertidligste Bond-film, dem med Sean Connery, er begået af en 'rigtig' instruktør, Roger Spottiswoode ('Terror Train', 'Under Fire', 'Jagten på en morder'). Fremfor endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!
Manuskriptet bygger på en frisk og ret genial ide: Skurken er dennegang en magtgal mediekonge, Elliot Carver (spillet med kynisk humor af Jonathan Pryce), som kun har øjne for seer- og oplagstal. For at fodre sit nye tv-netværk tænder han op under en rask lille krig mellem England og Kina!
På sin lønningsliste har han bl.a. en sadistisk, tysk læge, fremstillet så skægt af Vincent Schiavelli, at hans ene scene i filmen bliver til en uforglemmelig oplevelse. M lugter dog lunten. Hun spilles atter af Judi Dench, der nærmest knuser de mandlige kollegers kønsdele mellem sine skarptandede replikker. Hun er seriens bedste M, og giver sin dygtigste mand 48 timer til at stoppe Carvers ulmende mediebegivenhed.
Allerførst må 007 James Bond dog lige vikle sig ud af Cecilie Thomsens sengelinned. Hun har haft travlt med at lære ham dansk (i alle ordets betydninger!) og synes, han er et naturtalent. Bond nikker: 'Det er en fornøjelse at lære Deres tungemål!'
Man tror ham. Skønne Cecilie ses kun i få minutter, men gør indtryk. Gid hun og ikke Teri Hatcher havde fået rollen som skurkens hustru, der også er Bonds ekskæreste: Hatcher er håbløst uægte i rollen, som dog giver Pierce Brosnan lejlighed til at vise Bonds menneskelige side. Brosnan får betydeligt mere ud af rollen her, end han gjorde i 'GoldenEye'.
Også Kina har et ord at skulle have sagt. Michelle Yeoh i rollen som Wai Lin er en kvindelig 007 og burde få sin egen filmserie. Bond-producenterne har to gange før prøvet at kombinere Bond med en ligeværdig kvinde: Barbara Bach i 'Spionen der elskede mig' og Maud Adams i 'Octopussy'. Men Michelle Yeoh er den første, der lever op til udfordringen. Man tror på, at hun om nødvendigt kunne stoppe skurken uden hjælp fra mr. Bond.
Pierce & Michelle udgør et fantastisk team, især under en forrygende chase midt i filmen, hvor de sammenlænket håndled til håndled formår at køre på motorcykel og bekæmpe en bevæbnet helikopter! Bond får også hjælp fra Q (den evige Desmond Llewelyn) i form af en fjernstyret, indbrudssikker BMW 750 og en Ericsson-mobiltelefon, der kan så meget, at den nærmest fungerer som kombineret schweizerkniv og grønspættebog. I et nostalgisk øjeblik genforenes Bond desuden med sit foretrukne våbenmærke: En Walther – snøft!
'Tomorrow Never Dies' flyder over af action. Hen mod slutningen bliver det næsten for meget, idet filmens opfindsomme fortælleglæde farer vild i en lidt for velkendt finaleopvisning af slagsmål og eksplosioner. Men ellers er opus 21 en gennemført pragtfuld filmfantasi, en smokingklædt cocktail af humor, spænding, vanvittige stunts og britisk charme. Verden og biffen er tryg, så længe vi har James Bond.
"Tomorrow Never Dies" havde i går aftes verdenspremiere i London, og har Danmarkspremiere den 19. december, altså om ni dage. Start bare nedtællingen: 009 ... 008 ... 007!

(FEM STJERNER)

'Tomorrow Never Dies'. USA 1997. Instr.: Roger Spottiswoode. De gode: Pierce Brosnan, Michelle Yeoh, Teri Hatcher, Judi Dench, Desmond Llewelyn, Samantha Bond, Cecilie Thomsen. De onde: Jonathan Pryce, Götz Otto, Ricky Jay, Vincent Schiavelli. Website: www.mgm.com.

Blu-ray- og cd-udgivelse: “Agents are Forever” (2020)

Den 6. november 2020 udgav det tyske selskab EuroArts koncertoptagelsen "Agents are Forever" med DR SymfoniOrkestret på Blu-ray og cd. Optagelsen fandt sted under koncerterne af samme navn i DR KoncertHuset i januar 2020. Spilletiden på begge formater er dog lidt kortere end den tv-udgave, DR2 viste den 19. marts 2020. Bernard Herrmanns "Overture" fra "North by Northwest" er fjernet fra sætlisten, og Jakob Stegelmanns hyggelige oplæg mellem numrene er redigeret bort, idet udgivelsen er møntet på et internationalt publikum.

Hør "Agents are Forever" på Spotify
Køb "Agents are Forever" på EuroArts' officielle side
Læs Jakob Stegelmanns oprindelige programtekst til "Agents are Forever"



Cd'en har en effektiv spilletid på 79 minutter, mens Blu-ray'en varer 85 minutter inklusive rulletekster og bifald. 12 af de 21 numre er James Bond-musik, mestendels komponeret af John Barry, der også er repræsenteret ved en stemningsfuld og velklingende udgave af temaet fra "The Ipcress File".

Bond•O•Rama.dk's vurdering: Som på så mange andre symfoniske indspilninger af Bond-temasangene er fremførelsen i "Agents are Forever" noget mere friseret end på de originale soundtracks. Musikerne er tydeligt på hjemmebane i det smukt leverede instrumentale cue "Moutains and Sunsets" fra "You Only Live Twice", mens man på flere af temasangene fornemmer, at rytmisk musik ikke er DR SymfoniOrkestrets spidskompetence. Vokalist på syv af de ti Bond-numre er Caroline Henderson, som virker fejlcastet til opgaven, da hun hverken demonstrerer stemmepragten, registeret eller divamanererne, som kan yde forbillederne retfærdighed. Bedst klarer Henderson sig på "Skyfall", der i sit udtryk ligger tættere på sangerindens vanlige repertoire. Alt i alt en fin koncertudgivelse til den jævne filmmusikfan snarere end den kræsne Bond-aficionado. DR's billeddækning, instrueret af Karsten Andersen, er visuelt og teknisk veludført.

Blu-ray-omslag:

Læs mere

Nyhed: James Bond 4K-kavalkade i CinemaxX (2021)

EVENT

I dag kan Bond•O•Rama.dk endelig afsløre, at CinemaxX-biografen på Fisketorvet i København viser en kavalkade med samtlige James Bond 007-spillefilm i digital 4K-kvalitet fra januar til marts 2021. Forsalget er netop startet.

Bestil billetter til James Bond-kavalkaden i cinemaxx.dk

James Bond-kavalkaden i CinemaxX København omfatter ikke kun alle de 24 hidtidige film i serien fra EON Productions, men også de to uafhængigt producerede "Casino Royale" (1967) og "Never Say Never Again" (1983), som ikke har været vist i danske biografer i mange år. Desuden kan CinemaxX for første gang i Danmark vise "Skyfall" i IMAX-format.

Bond•O•Rama.dk har haft fornøjelsen af at skrive programtekster til alle filmene og vil også introducere to af visningerne, den 10. og 24. januar 2021. De andre oplægsholdere vil løbende blive tilføjet på CinemaxX' underside om Bond-kavalkaden.

*** OPDATERING: På grund af regeringens forlængelse af covid-19-restriktionerne er starten på Bond-kavalkaden udskudt - indtil videre til 23. januar 2021. Se de nye spilletider på CinemaxX' hjemmeside. ***

Læs mere om Bond-kavalkaden på cinemaxx.dk

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Første danske salgs-VHS (1989)

I 1989 begyndte Metronome Video på licens fra Warner Home Video at genudgive hele James Bond 007-filmserien (undtagen Columbias "Casino Royale" fra 1967) på VHS. Det var første gang, at Bond-filmene blev gjort tilgængelige som salgskassetter på det danske marked.

Samtlige udgivelser i denne serie havde specialdesignede omslag med rastergrafik på en metallisk grå baggrund. Udtrykket skulle formentlig lede tankerne hen på geværløbet fra filmseriens ikoniske introsekvens.

Her ses gunbarrel-omslaget til "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977):

Tak til Jan Mouritzen.