“Spioner dør ved daggry” (1987): Danske forbindelser

Til "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, EON 1987) indgik den danske bryggerikoncern Carlsberg en product placement-aftale med EON Productions. Derfor kunne det velkendte grønne Carlsberg-logo ses i billedet, endog iøjnefaldende længe, i den sekvens, hvor James Bond (Timothy Dalton) møder sin kontaktperson Saunders (Thomas Wheatley) på Prater Café i Wien, blot for at overvære ham blive dræbt i en løbsk skydedør, tilrigget af lejemorderen Necros (Andreas Wiesniewski).
Tidskode (Blu-ray):  01:03:08-01:06:27

TLD Carlsberg screengrab 1

Læs mere

“Skyfall”: Bond•O•Rama i TV 2 Vejret (2012)

VIDEO

 
I anledning af den danske biografpremiere på "Skyfall" (EON 2012) blev Bond•O•Rama inviteret med i TV 2 Danmarks vejrudsigt fredag den 26. oktober 2012. Værten Ellen Nybo interviewer Brian Iskov om vejret i Bond-filmene, der synes at være blevet mere realistisk – læs: vådt – i Daniel Craigs periode.

Indslaget, der starter 01:40 inde i klippet, blev optaget i Imperial-biografens foyer (i meget skarpt projektørlys, hvilket forklarer det stive blik).

NB: Beklager dårlig billedkvalitet.

Se flere James Bond-videoer på Bond•O•Rama.dk's Vimeo-side

“Du lever kun to gange”: Artikel i Demokraten (1967)

Forud for danmarkspremieren på "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, EON 1967) kunne man i det aarhusianske dagblad Demokraten læse følgende smøre, der forsøger at forklare James Bond-fænomenets enorme succes.

I artiklen, der blev trykt den 8. september 1967, gransker skribenten, Thomas Jensen, Agent 007-figuren og hans topmoderne, højteknologiske univers med lige dele distanceret undren og ambivalent anerkendelse:


YOLT Demokraten artikel 08-09-67

“Jane Blond”: Interview med Dansk Rakkerpak (2023)

I sommeren 2023 tog teatertruppen Dansk Rakkerpak på danmarksturné med deres open air-show "Jane Blond". James Bond•O•Rama.dk har talt med instruktør og medforfatter Niels Grønne om forestillingen, der er en veloplagt og familievenlig pastiche over Agent 007's univers.

Fra juni til september 2023 har man i flere danske byer kunnet oplevet det timelange show ”Jane Blond”, der parodierer og hylder James Bond-universets faste ingredienser. Helt i tidens ånd er den maskuline superagent skiftet ud med en sej heltinde (spillet af Susanne Bonde), der ikke lader James Bond noget tilbage i charme, snilde og slagkraft. Blofeld (Niels-Peter Kløft) og Jaws (Jesper Pedersen) optræder som velkendte skurke i det tempofyldte og musikalske gadeteatershow, hvor fjerdemanden Thomas Dinesen sørger for lydeffekter, liveakkompagnement og speak af Blofelds replikker.

Bag ”Jane Blond” står Dansk Rakkerpak, der blev dannet i 1994, og som siden 2017 har kunnet kalde sig Næstveds internationale egnsteater. Truppen har tradition for at turnere med deres sommerforestillinger, som ved flere lejligheder har taget udgangspunkt i eksisterende fiktionsuniverser. Tarzan, Sherlock Holmes og spaghettiwesterns har tidligere været under kærlig behandling af Dansk Rakkerpak, og ”Psycho Street Cut”, deres udgave af Hitchcocks ”Psycho”, opnåede endda en Reumert-nominering i 2015.

Skuespilleren Niels Grønne, der dannede truppen i 1994 og i dag udgør en tredjedel af den kunstneriske ledelse, har instrueret den aktuelle forestilling, ”Jane Blond”. Han har desuden udtænkt manuskriptet sammen med de medvirkende.

Jane Blond foto 1 (Søren K. Kløft)
Niels-Peter Kløft, Susanne Bonde og Jesper Pedersen i "Jane Blond" ● pr-foto: Søren K. Kløft

Den 61-årige Niels Grønne voksede op med Roger Moore som James Bond, og efter eget udsagn er han det medlem af Dansk Rakkerpak, der gik mest op i at lave en forestilling med Agent 007-tema. Han fortæller til James Bond•O•Rama:

”Jeg synes, det er fantastisk, at man kan blive ved med at forny det univers, og at filmene følger med tiden. Faktisk syntes jeg, at filmene med Pierce Brosnan ramte den allerbedste balance, og jeg ærgrede mig over, at han måtte gå af på grund af Mission: Impossible og andre konkurrenter.”

”For et par år siden var jeg så heldig at finde et bokssæt med alle de gamle Bond-film, så vi kunne kigge dem igennem og hente inspiration til vores forestilling. I lyset af al den debat, der har været om, hvem der skulle være Bond næste gang, tænkte vi, at det kunne være sjovt med en kvindelig Bond, så vi forholdt os til, hvordan Bond behandler kvinder og omvendt.”

”Vi gjorde Jane Blond til en moderne udgave af Bond ligesom Pierce Brosnan og Daniel Craig, som giver deres modstykker en vis værdighed. Samtidig har hun også lidt af den der brug og smid væk-mentalitet i den scene, hvor man ser hende med en mandsperson på en natklub eller hotelværelse, men hvor hun affærdiger ham, så snart hovedkvartet tilkalder hende. Vi ville gerne vise, at en kvinde kunne have den samme attitude og handlekraft.”

Læs mere

“Never Say Never Again” (1983): Vittighedstegninger i Information

Før danmarkspremieren på "Never Say Never Again" (Taliafilm 1983), hvor den 53-årige Sean Connery gjorde comeback som James Bond 007, bragte dagbladet Information disse to vittighedstegninger, som den engelske humorist Raymond Jackson ("JAK")  havde skabt til avisen The Evening Standard.

Den første vignet, der gør sig lystig over Connerys alder, sættes i et lidt andet lys i dag af den biografaktuelle "Indiana Jones and the Dial of Destiny" (2023). Harrison Ford var 80 år, da han indspillede denne sin sidste tur i manegen som actionhelten Indiana Jones. (En passant var Connery kun 12 år ældre end Ford, da han i 1989 spillede Indys far i "Indiana Jones og det sidste korstog" (Indiana Jones and the Last Crusade).

Fra Information 23. december 1983:

NSNA Jak vittighedstegning 1 (Inf 23-12-1983)

Fra Information 4. januar 1984:

NSNA Jak vittighedstegning 2 (Inf 04-01-1984)

Tak til Isak Thorsen.