“Tomorrow Never Dies”: Georg Olesen dansk håndlanger? (1996)

I november 1996 kunne BILLED-BLADET afsløre, at danskeren Georg Olesen – med stillingsbetegnelsen "stærk mand" – var blevet prøvefilmet i Los Angeles til rollen som skurkens højre hånd i EON Productions' endnu unavngivne 18. James Bond-film. (Ifølge den anonyme skribent var filmen nr. 19 i rækken - en af utallige fejl).

På dette tidspunkt var filmens handling stadig henlagt til Kina, og som det fremgår af artiklen, var Anthony Hopkins rygtesmedenes storfavorit til rollen som hovedskurk. Den endelige film, der som bekendt ikke hed "Avatar", men "Tomorrow Never Dies", fik premiere i december 1997 med Jonathan Pryce som mediemogulen Elliott Carver.

Georg Olesen fik ikke rollen som Stamper, den store, stærke håndlanger, som han ellers forventede ifølge BILLED-BLADETs skribent. Filmens caster, Debbie McWilliams, valgte i stedet den tyske skuespiller Götz Otto.

Nogle år senere endte Georg Olesens karriere som stærk mand, da han blev svært skadet i en bilulykke. Han er i dag førtidspensionist i Roost i Sønderjylland.

(Fra BILLED-BLADET nr. 48/1996)

tnd-georg-olesen-bb-48-96

Interview med Debbie McWilliams, Bond-filmenes caster

“Lev og lad dø”: Danske View-Master-hjul (1973)

LALD ViewMaster DK

I forbindelse med biografpremieren på "Lev og lad dø" (Live and Let Die) i 1973 udgav GAF Corporation tre View-Master-hjul baseret på filmen. Hjulene blev markedsført i USA, Vesttyskland, Holland og Danmark (og muligvis endnu flere lande).

View-Master-hjulene genfortæller i grove træk handlingen fra "Lev og lad dø" gennem 21 sæt dias fra filmen. Når man ser stereogrammerne gennem View-Master-fremviseren, opstår en 3-D-lignende effekt.

"A View-Master disk holds 14 film slides in seven pairs, making up the seven stereoscopic images. Two film slides are viewed simultaneously, one for each eye, thus simulating binocular depth perception."
- fra Wikipedia

Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 2 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er anden halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo. Hvor første halvdel af interviewet med de to kultskuespillerinder fokuserede på deres roller i James Bond 007-serien, handler denne halvdel om deres samarbejder med bl.a. Ray Harryhausen, Oliver Stone, Hervé Villechaize og de berygtede, israelske B-filmproducere Menahem Golan & Yoram Globus.

Læs 1. del af interviewet: Caroline Munro og Martine Beswick om deres tid som Bond-piger

READ PART ONE OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
READ PART TWO OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
Munro Golden Voyage of Sinbad quad poster

BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

Ray Harryhausen

BI: I har begge medvirket i film, der havde effekter af den legendariske stopmotionanimator Ray Harryhausen. Og Caroline, du er tilknyttet Ray & Diana Harryhausen-fonden?
CM: Jeg var bestyrelsesmedlem, og nu kalder de mig protektor. Hvilket lyder meget højt på strå, men det kan jeg egentlig godt lide.
MB: Ja, meget fornemt. For det er du jo. Ha ha.
CM: Det ved jeg nu ikke. Men jeg spreder budskabet. Jeg var med i ”Sinbads gyldne rejse” (The Golden Voyage of Sinbad, 1973), og Martine i ”Kæmpeøglernes kamp" (One Million Years B.C., 1966).
BI: Hvordan var det?
CM: Åh, fantastisk.
MB: Vi elskede Ray. Han var fabelagtig og fremragende.
CM: Og genial til det, han lavede. Willis O'Brien lagde grunden [til stopmotion-animation] med sin "King Kong" (1933), men Ray løftede det til et nyt niveau med sin Dynamation-teknik. Alle de store navne ...
MB: … anerkender, at han inspirerede dem til at lave film. Spielberg
CM: De så op til ham og tænkte, det vil vi også lave.
MB: Jeg føler mig meget privilegeret over at have arbejdet med ham. Gør du ikke også?
CM: Det gør jeg helt sikkert. Vi er gode venner med hans datter, Vanessa. Hun er dejlig.
MB: Hun var med os på krydstogtet sidste år [se interviewets første del, red.]
CM: Det var hun da også, med sin mand. De er begge landmænd. Rays svigersøn er fårefarmer.

Læs mere