19.-25. maj 2001 afsluttede Den Kongelige Ballet i København sæsonen med tre nutidige balletkoreografier under fællestitlen "Shaken Not Stirred".
Ud over flyeren, som ses nedenfor, var også programmets afsluttende værk, "Off the Record", en hyldest til James Bond-filmene. Balletmester Aage Thordal-Christensen stod bag den "højdramatiske og stærkt sensuelle koreografi inspireret af 70'ernes spionfilm."
Planen om at benytte originalmusikken fra EON Productions' filmserie måtte opgives på grund af rettighedsproblemer. I stedet blev underlægningen leveret af den norsk-danske dj-duo Ben Horn (Mikkas og Lars B). Musikstilen var ifølge duoens pladeselskab, Voodoo Recordings, "klassisk musik med elementer af nye elektroniske genrer, såsom electronica, two-step og drum n´ bass".
Ifølge Berlingske Tidendes balletanmelder, Erik Aschengreen, var den James Bond-relaterede del af aftenen desværre den svageste:
"Nyt lydbånd, flot lys, lækre, sexede piger og elegante fyre i smoking kunne ikke redde balletten. Der var lår, pirouetter og macho-attituder, men der manglede en bærende idé, og både den ironiske tilgang og den koreografiske opfindsomhed var for beskeden. Det er i orden at ville prøve noget nyt, men det her gør de bedre på varietéscenen."
Morgenavisen Jyllands-Postens Henrik Lyding var enig med sin kollega:
"''Off the record'' ligner ... mest af alt lidt venlig aftenunderholdning til Dansk Herremoderåds årsmøde, som strengt taget ikke er noget, man bør ulejlige hverken Det Kgl. Teaters dansere eller publikum med."
● Læs Berlingskes anmeldelse af "Shaken Not Stirred"
● Læs Jyllands-Postens anmeldelse af "Shaken Not Stirred"