På denne dato for 50 år siden, 21. december 1965, havde de danske biografer premiere på filmen "Slå først, Frede!". Instruktøren Erik Ballings spionkomedie, produceret for Nordisk Film, var et tidligt indslag i den bølge af parodier, som særligt i årene 1965 til 1967 søgte at lukrere på den voldsomt succesrige James Bond 007-serie fra engelske EON Productions.
"Slå først, Frede!" markerede samtidig det første samspil mellem konstellationen Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard - senere kendt som Olsen-Banden.
I bogen "Balling - hans liv og film" (Informations forlag 2011) gik Informations filmredaktør, Christian Monggaard, i dybden med "Slå først, Frede!" og dens efterfølger, "Slap af, Frede!" fra 1966. Christian Monggaard har venligst stillet sit manuskript til rådighed for James Bond•O•Rama. Herunder bringer vi et kondensat af bogens kapitel 12, der omhandler Erik Ballings første forsøg ud i superagentgenren.
NOTE: Bengt Janus Nielsen (1921-1988), som skrev manuskriptet til "Slå først, Frede!" sammen med Erik Balling og Henning Bahs, oversatte i 1960'erne flere af de danske førsteudgaver af Ian Flemings James Bond 007-romaner.
Uddrag fra "Balling - hans liv og film", kapitel 12:
Fra Frede til Martha: Olsen-banden spøger i horisonten
Af Christian Monggaard
»Kære Erik Balling,« skrev forfatteren Anders Bodelsen i en anmeldelse formet som et åbent brev til instruktøren i Information den 22. december 1965, dagen efter premieren på Ballings nye film, spionkomedien "Slå først, Frede!".
»Jeg forstår ikke et muk af det hele. Nu har De i årevis næsten udelukkende beskæftiget dem med at sænke standarden på Nordisk Film, hovedsageligt ved hjælp af film, De selv instruerede, og som blev værre og værre, skønt der rigtig nok på cirka hver tredje spole var et eller andet, der erindrede om, at De engang blev betragtet som en lovende ung lystspilinstruktør.«
Anders Bodelsen nævnte Erik Ballings forrige film, "Landmandsliv" (også 1965, red.), som et eksempel på, hvor galt det var fat, og at instruktøren tilsyneladende betragtede det danske biografpublikum som idioter. Men så kom "Slå først, Frede!".
»Sig mig, er der to, der hedder Erik Balling, og som begge to instruerer film på Nordisk? Eller lider De faktisk – i lidt højere grad end vi andre – af personlighedsspaltning? Skulle det være Deres ’anden ungdom’? De må i hvert fald være klar over, at bordet fanger. Nu kan De simpelthen ikke gå tilbage til "Landmandsliv" igen – og alle de andre, som man slet ikke tør begynde at tænke på. "Slå først, Frede!" er – og det må De godt citere i annoncen – den sjoveste danske film i mange år. Den er professionel. Den er intelligent. Den tramper ikke rundt i sine pointer, som Deres film har det med at gøre. Er det manuskriptet? Jamen, det har De jo selv skrevet – sammen med Bengt Janus og Henning Bahs. De herrer må dele min hyldest indbyrdes, men hovedsagen er for mig, at instruktionen og klipningen kombinerer fart og ro på den måde, stoffet kræver: Intet sjuskeri, men heller ingen unødig dvælen.«
Ideen med at lave en parodi på den i 1960’erne så populære spionfilm var ikke ny eller original, anførte Anders Bodelsen også. Men anmelderen havde en idé om, at Erik Balling havde lavet den sjoveste af dem, blandt andet fordi han lod Morten Grunwald spille fynsk rejsende i spøg og skæmt, og fordi han lod Ove Sprogøe spille Fredes kompetente læremester.
»Alvorligt talt, Balling, De kan jo, når De vil. Vil de nu ikke nok love, at De er med til at føre den vigtige danske underholdningsfilm ud af det forstenede og trannede stadium, den har være i så længe, De selv har befundet Dem i branchen, og holder linjen og humøret og kvaliteten oppe?«
Når man læser Anders Bodelsens brev til Erik Balling/anmeldelse af "Slå først, Frede!" – den mest overstrømmende positive af dem alle – skulle man tro, at instruktøren havde været væk fra dansk film i lang tid og nu endelig vendte tilbage. Og det gjorde han jo på en måde også, hvis man ser tilbage på de film, blandt andet tre periodefilm, han lavede i årene inden "Slå først, Frede!", og som var alt andet end moderne, ja, de var knap nok samtidige. Man skal tilbage til slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne for at finde film, nemlig de tre om Poeten og Lillemor, hvor Balling for alvor forholdt sig til den tid, han levede i. Og der er ingen tvivl om – selv om Balling og Bahs ikke vidste det endnu – at Frede-filmene blev forløberne for makkerparrets hovedværk, Olsen-banden.
Ideen til Frede-figuren og -filmene var ret gammel, fortæller Erik Balling til Ib Lindberg (i bogen "Samtaler med Erik Balling", 1974, red.), og var inspireret af den amerikanskfødte skuespiller Eddie Constantines franske detektiv- og agentfilm fra 1950’erne og 1960’erne. En af dem hed "Slå først, Eddie" (Me faire ça... à moi!, 1960), og Balling fik den tanke, at det kunne være sjovt at lave en film, der hed "Slå først, Frede!" og handlede om en dansker. I 1962 kom så også den første James Bond-film, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No), og snart rasede Bond-feberen, hvilket resulterede i både efterligninger og parodier, blandt andet Flint- og Matt Helm-filmene med henholdsvis James Coburn og Dean Martin i hovedrollerne og altså "Slå først, Frede!", der faktisk var en af de første parodier.
»Det var jo så herligt, så den leg havde jeg lyst til at være med i,« skriver Erik Balling i sine erindringer. Han følte selv, at "Slå først, Frede!" blev lavet på det helt rigtige tidspunkt.
»Historien var nem. Den ville selv,« siger han til Ib Lindberg. »Den kom ud og ramte skumtoppen af bølgen, Det sjove var, at der ikke var én, der troede, at det kunne lade sig gøre. Jeg har aldrig været oppe mod så mange odds af tvivl. Jeg tilbragte dage og nætter med at diskutere det med folk – både inden for og uden for huset. Og det var folk, som ellers nok må siges at have forstand på de ting. Det var virkelig et af de stolteste øjeblikke i mit liv, da filmen fik succes, for jeg var næsten den eneste, der havde troet, at det kunne lade sig gøre.«
»"Slå først, Frede!" var egentlig ikke noget let manuskript at tage stilling til,« skriver [bestyrelsesmedlem i Nordisk Film] Ove Sevel i sine erindringer, "Nordisk Film … set indefra".
»Det var helt anderledes end Ballings tidligere manuskripter, som i øvrigt altid var yderst velskrevne, ligesom det her. I sig selv lidt af en fare! Bagefter var det let nok for alle at se, hvad det var blevet for en film – knap så let var det på forhånd! Det så ud som en spændingsfilm, men med en løjerlig undertone, som pegede i retning af at lave grin med os – eller sig selv? Nå, det var i hvert fald et manuskript, jeg syntes, det ville være umuligt at sige nej til. Så fik det briste eller bære. Jeg tør sige det bar. Det blev som bekendt en rigtig stor succes som en parafrase over de første James Bond-film, som i sig selv var store succeser. Udlejningen havde selvfølgelig også manuskriptet til udtalelse, og jeg havde den oplevelse for første, men ikke sidste gang, at høre [direktør for Nordisk Films filmudlejning] Oluf Dalsgaard-Olsens svar: ’Ja, det kommer jo helt an på, hvordan den bliver lavet.’ Sandt nok! Det var da et svar, der kunne bruges til noget!«
Oprindeligt ville Erik Balling have Dirch Passer til at spille hovedrollen som Frede Hansen, agent i spøg og skæmt, der bliver blandet ind i en speget og farlig spionaffære, men den populære skuespiller var for dyr, og valget faldt i stedet på den yngre Morten Grunwald. Den 31-årige skuespiller havde allerede medvirket i et par af Ballings film – "Døden kommer til middag" (1964) og "Landmandsliv" (1965) – og han vandt i 1965 en Bodil for sin præstation som den frække tyv Smukke-Arne i Sven Methlings "Fem mand og Rosa" (1964).
Til to af de andre store roller i filmen, Fredes læremester agent Smith og superskurken Kolick, valgte Erik Balling sin gamle ven og mangeårige samarbejdspartner Ove Sprogøe samt Poul Bundgaard, der i 1961 spillede sangglad bagersvend i Ballings "Poeten og Lillemor i forårshumør".
»Det var her, vi mødtes for første gang som en trio på film, og vi svingede utrolig godt sammen. Det kunne vi mærke fra første øjeblik,« fortæller Morten Grunwald til Samuel Rachlin i erindringsbogen "Kort tid – blå mærker og gyldne øjeblikke".
Publikum møder første gang Frede Hansen, agent i spøg og skæmt, om bord på sprutfærgen, der sejler tørstige danskere frem og tilbage til Tyskland for at købe billig alkohol og billige cigaretter. Han er på vej hjem fra en forretningsrejse og i fuld gang med at underholde sine medpassagerer med pruttepuder og eksploderende cigaretter, så han lægger ikke mærke til, at en mand ombytter hans kuffert med sin egen. Manden bliver siden skudt af skumle mænd i sorte jakker, slips og hatte, og snart er Frede indblandet i en speget spionaffære, som den lidt naive, humørfyldte mand ikke fatter meget af.
Han bliver hyret af den danske efterretningstjeneste til at assistere den effektive, regelrette agent Smith (Ove Sprogøe) i at få skovlen under chefskurken Kolick (Poul Bundgaard) og hans foresatte, den mystiske dr. Pax, der har købt rustningsaktier og derfor gerne vil sende verden ud i en ny verdenskrig ved hjælp af specialtrænede duer. Det er ikke nogen helt nem opgave at stoppe Kolick og Pax, især ikke da Kolick allierer sig med den smukke og smidige natklubdanserinde Sonja (Essy Persson), men heldigvis er Fredes gode humør og let bøvede, naive væsen ham en god hjælp – det går aldrig rigtig op for ham, når han er i livsfare – og det ender da også med, at Sonja falder for ham, ligesom han får Kolicks facade til at krakelere og driver Smith til vanvid.
Da "Slå først, Frede!" fik premiere, havde Erik Balling lavet sine egne film i ca. 13 år – og havde været i filmbranchen i næsten 20 år – og han følte, at han kunne håndværket. Han ville ikke engang behøve at forberede sig, som han sagde til Ib Lindberg, og om noget er filmen et udtryk for hans håndværksmæssige dygtighed og professionalisme. Også selv om det set med nutidens forvænte øjne af og til går lidt langsomt og er lidt småt i udtrykket.
»Det giver vel én mulighed og overskud for at kunne koncentrere sig om andre ting i filmene, og det gør dem mere spændende. Jeg tror, at filmene måske efter dette tidspunkt bliver lidt mere mig, lidt mere autor-prægede, hvor de indtil da har været mere håndværksprægede.«
Balling var rigtig nok for alvor ved at finde sin effektive, folkekomiske stil, og "Slå først, Frede!" er underholdende og fuld af hittepåsomhed og en efter danske forhold høj production value, hvor man både flyver i helikoptere, laver biljagter og sprænger ting og sager i luften. Det har utvivlsomt moret Balling og Bahs at se stort på al forsigtighed og mådehold og give sig spiongenren i vold med alt, hvad dertil hører af sex, action og kulørte personager.
»Vi fik hjælp af ingeniørtroppernes sprængningseksperter til at sige bum og sprænge huse og alt muligt i luften. Det var dejligt legetøj, og vi legede med det, det bedste vi havde lært, så det blev ikke så dårligt,« skriver Balling i sine erindringer. At løjerne akkompagneres af Bent Fabricius-Bjerres velklingende, tidstypiske musik, der indimellem endda minder om Bond-komponisten John Barry, gør kun sagen bedre.
På mange måder er "Slå først, Frede!" en meget lidt dansk film, samtidig med at Frede-figuren er en rigtig velfærdsdansker med uskyldig fynsk dialekt – han taler engelsk med tyk accent og iblander konsekvent danske ord – og det er ikke mindst sammenstødet mellem to udtryk, to kulturer og temperamenter, der gør filmen så veloplagt og morsom.
Der er ikke så lidt Benny over Morten Grunwalds ukuelige Frede, hvilket kun understreger, at Frede-filmene også blev brugt som et slags forstudie til Olsen-banden. På samme måde er Ove Sprogøes agent Smith en mere tjekket, men ikke mindre arrogant og autoritær udgave af Egon Olsen. Når Smith flere gange i filmen får nok af Frede og skælder ham ud, minder det om de ikke få sammenstød, Egon i Olsen-banden har med Benny og Kjeld og især Kirsten Walthers uforlignelige Yvonne, endnu en ærkedansk figur. Smith er et dansk svar på James Bond, straight man til Fredes komiske skikkelse, og et godt eksempel på, hvordan Erik Balling, Henning Bahs og Bengt Janus havde forstået genren, hvilket er nødvendigt for at kunne gøre grin med den.
Derimod er der langt fra den koleriske, neurotiske Kolick til tøffelhelten Kjeld, som begge spilles med stor komisk timing af Poul Bundgaard. Indimellem er Kolicks nervøse tics lige ved at blive for meget i Slå først, Frede, men skurkens forvandling fra iskold dræber til lallende nervevrag er morsom at følge, og i sin sorte læderfrakke og med en kunstig hånd med indbygget kniv – som Frede ved et tilfælde får uskadeliggjort med en appelsin – minder Kolick i glimt om Peter Sellers’ Dr. Strangelove. Ikke mindst når han prøver at styre sit brændende begær i selskab med Essy Perssons smækre Sonja. Svenske Persson er da også et såre forførende bekendtskab – hun medvirkede samme år i det dansk-svenske erotiske drama "Jeg – en kvinde" (1964) og tager sig fantastisk ud i et rødt catsuit – og man forstår både Kolick og Frede, som nok er glad for damer, men ikke har lige så stor erfaring med dem som Smith, der nedlægger både skurke og kvinder med umådelig elegance og overlegenhed.
Anders Bodelsen var som nævnt den mest begejstrede af de danske anmeldere. Men også Jyllands-Postens Ib Monty roste folkene bag filmen for ikke at tage agentfaget for alvorligt – for hvordan skulle danske filmfolk kunne »konkurrere med f.eks. James Bond-filmenes perfektionisme?« – og havde moret sig over "Slå først, Frede!" og Morten Grunwald.
»Den bygger på den danske indstilling, at vi ikke skal tage for tungt på tingene, vi ska’ ikke skave os. Al det hersens spioneri, er det ikke lidt overdrevet. Det er ikke altid nogen særlig stimulerende holdning til tilværelsen, men det sker, at den fungerer, og det gør den i "Slå først, Frede!" (…) Først og fremmest er Morten Grunwald fortrinlig som en joviale og aldeles ufarlige Frede. Her har vi så den lidt bøvede, lidt for larmende, men flinke dansker i hel figur. "Slå først, Frede!" slår ikke hul i nogen konventioner, den er uhyre traditionelt iscenesat, men den får alligevel formuleret en særlig dansk munterhed på en ganske fiks og underholdende måde.«
Noget mere forbeholden var Erik Ulrichsen i Berlingske Aftenavis. Han mente blandt andet, at Slå først, Frede var lige så unødvendigt sadistisk og voldelig som de film, den parodierede, og at manuskriptet ikke var godt nok. »Der er for lidt system i den galskab, man møder i "Slå først, Frede!". Nogle af de replikker, der er skrevet af Bengt Janus, Erik Balling og Henning Bahs, er morsomme, men helheden er trættende, fordi den mangler konsekvens og stil i ordets mere seriøse forstand. F.eks. er det ikke til at bære, at filmens ligesom Bond-serien med en blanding af ængstelse og fornøjelse dyrker vor tids komplicerede tekniske apparatur, samtidig med at den er lige ved at skære heltinden i stykker med en rundsav, som muligvis har ligget et eller andet sted på Nordisk Films lagre, siden den blev anvendt af stumfilmens skrækmagere.«
Nordisk Film fik i alt 300.000 kroner i filmstøtte til "Slå først, Frede!", som endte med at give selskabet et overskud på 1,2 mio. kroner. Det var mange penge, og selvfølgelig måtte man lave en efterfølger. Erik Balling tog selv initiativet til "Slap af, Frede!" (1966), men fortrød det sidenhen.
»Jeg havde svært ved at lave den, og jeg mener egentlig i dag, at vi ikke burde have lavet den,« sagde han til Ib Lindberg i 1974. Men lavet blev den, og denne gang blev overskuddet ca. en halv mio. kroner.
"Balling - hans liv og film" af Christian Monggaard er udsolgt fra forlaget, men teksten er tilgængelig som e-bog:
● Køb Christian Monggaards "Balling - hans liv og film" som e-bog (saxo.dk)
● Lån Christian Monggaards "Balling - hans liv og film" som e-bog (eReolen.dk)
● Lej eller køb "Slå først, Frede!" (blockbuster.dk)