I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

SPECTRE (2015)
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Med ”SPECTRE” får Daniel Craig-filmene for alvor karakter af føljeton, sågar med en snert af soap opera. For ikke blot er der tale om en fortsat handling, hvor personer kender hinanden – nu skal de også gerne være i familie, så det store melodrama kan rulles ud. Var det virkelig nødvendigt at fjerne sig så langt fra Bond-universets fundament?
Eksempelvis får skurken Mr. White (igen Jesper Christensen) her sin største betydning for serien. Ikke som Bonds fjende eller som medlem af forbryderorganisationen SPECTRE, men som far til psykoanalytikeren Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Selvom vi under forteksterne mindes om Vesper, kvinden i Bonds liv, er han nemlig allerede klar til en ny.
Familietemaet slås an allerede i pre-main title-sekvensen, som finder sted på den mexicanske helligdag Día de Muertos, hvor man traditionelt ihukommer sine afdøde slægtninge. Gaderne myldrer med folk klædt som skeletter, og Bond er selv klædt som dødsguden Baron Samedi, hans ubesejrede modstander fra ”Live and Let Die”. Efter et par virtuose trackingskud samt en uopfindsom helikopterslåskamp over byens tage lykkes det ham at dræbe en snigmorder – det var hans ”mor” M’s sidste ønske – hvorefter han som en moderne Richard III forfører den myrdedes enke. Endelig, via enken, finder Bond frem til SPECTRE, hvis leder viser sig at være hans stedbror.
Bonds infiltration af SPECTREs stormøde på et stort gods er iscenesat som en kopi af Tom Cruises infiltration af sexlogen i ”Eyes Wide Shot”, dog uden samme mystik og elegance. Som nyeste inkarnation af SPECTRE-chefen Blofeld ses Christoph Waltz, der her gentager sin Oscarbelønnede præstation som verbos og smilende skurk i ”Inglourious Basterds” (2009).
Ligesom Silva var plaget af moderkomplekser, er Blofeld resultatet af faderkomplekser, idet hans far hjalp og foretræk den forældreløse Bond. I øvrigt erfarer vi her, at både Le Chiffre, Greene og Silva var SPECTRE-folk og blot fulgte Blofelds ordrer (”It was always me, James, the author of all your pain!”), hvilket reducerer de karakterer og deres fortællinger til subplots.
Et tilsvarende subplot i ”SPECTRE” involverer en lusket fusion af søsterorganisationerne MI5 og MI6, orkestreret af en korrupt sikkerhedschef. Han spilles af Andrew Scott som en neddæmpet variation af sammes maniske Moriarty i tv-serien ”Sherlock”. Nævnes bør også Mr. Hinx (Dave Bautista), en håndlanger med tommelfingernegle af stål. Han passer ind i galleriet af sekundære Bond-skurke sammen med Oddjob og Jaws, men ståltomlerne bruges for lidt og for uopfindsomt til at blive mindeværdige.
Første del af filmens plot afdækker ligegyldige tilsløringer, såsom at Mr. White kaldes The Pale King, mens Ernst Stavro Blofeld kaldes Franz Oberhauser. Undervejs gennem detektivarbejdet underholdes man bl.a. af et par habile, men ikke voldsomt opfindsomme actionscener, såsom en alpejagt med Bond i fly efter en bil, og en biljagt gennem en storby, med den sædvanlige langsomme personbil, der spærrer i en smal gyde, samt en konklusion med katapultsæde og faldskærm, der minder om fortidens 007-højdepunkter.
Det samme gør en besynderlig togscene, hvor Bond & Madeleine i en spisevogn drikker Vodka Martini iklædt cocktailkjole og hvid smoking. Det luksuriøse udtryk er så langt fra, hvad man kan forestille sig realistisk muligt i et nordafrikansk tog, at det virker som en drømmescene eller en selvironisk pastiche. Nogen troværdig romance etableres i alt fald ikke. Men efter et stort slagsmål med Mr. Hinx har de to vild sex, og man under gerne Craigs Bond de få minutters livsglæde, han tillades i hver film.
Desuden er det tæt på at være filmens sidste underholdende scene. Ved togrejsens ende venter en langtrukken konfrontation med Blofeld. Fulgt af endnu en langtrukken konfrontation med Blofeld. Man kan jo ikke længere lave en højtbudgetteret actionfilm, uden at den når op på over to timer, i dette tilfælde to en halv.
Første runde foregår i et meteorkrater med en uinspireret imitation af Kaptajn Nemos base i Disneys ”20,000 Leagues Under the Sea” (1954), og næsten lige så kedeligt designet som ørkenbarakken i ”Quantum of Solace”. Via et hav af videoskærme kan Blofeld herfra overvåge hele verden: Foster Brother is watching! Og via en torture porn-stol med fjernstyret tandlægebor kan han sågar ødelægge Bonds hukommelse, muahaha! Den ekstremt ubehagelige borescene minder om ”Colonel Sun”, en Bond-roman af Kingsley Amis, hvor Bond forhøres med nåle stukket ind i øret, og begge har som forbillede Le Chiffres testikeltæv i Ian Flemings ”Casino Royale”. Noget overraskende er ”SPECTRE” i Danmark tilladt for børn fra 11 år.
Bond versus Blofeld, runde 2, varer en halv time og foregår i Londons bymidte. Et skuffende og besynderligt valg for en filmserie, der er legendarisk for sine atombaser, gulddepoter, vulkankratere, rumstationer, ubådsspisende tankskibe og andre spektakulære sidste akt-kulisser.
Det bliver ikke mindre mærkeligt af, at sekvensens centrale bygning er den udbombede kontorbygning, der før Silvas angreb i ”Skyfall” rummede MI6, og som til slut styrter sammen, sådan som bygninger i actionfilm rutinemæssigt har gjort siden 9/11. Mig bekendt ligger den der faktisk endnu. Men Craigs Bond-film foregår åbenbart i et parallelunivers, hvor MI6-bygningen ikke længere knejser over for Tate Gallery. Hvor mon så Q mødes med nye agenter? Hjemme hos sig selv?
I denne ruin har Blofeld til ære for Bond indrettet et dunkelt og deprimerende modstykke til Scaramanga’s Fun House, med Madeleine som damsel in distress, der skal reddes, mens sprængstofdetonatoren tæller ned, og Thomas Newmans monotone musik endeløst gentager det samme riff. Sekvensen er blottet for varme og charme af nogen art og udmunder i en generisk speedbåd-efter-helikopter-chase ned ad Themsen.
Eftersom Blofeld her i finalen er udstyret med et ar magen til det, Donald Pleasence har som Blofeld i ”You Only Live Twice”, er det umuligt for en Bond-fan ikke at sammenligne de to film. Og det er ikke til fordel for ”SPECTRE”, der står tilbage som en af seriens svageste film.

Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond 007-tegneserieblad fra 1980 til 1984 og har skrevet om James Bond i adskillige medier sidenhen. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens personlige holdninger.